Hans Brix
Hans Nicolaus Brix (1870-1961) var professor ved Københavns Universitet 1924-1941. Han var den første, der anbefalede Munks dramatik på Det kongelige Teater ("En Idealist"), hvilket blev startskuddet til et livsvarigt venskab og samarbejde. Munk sendte ham oftest sine manuskripter til gennemlæsning, før de blev opført eller trykt. Rækkevidden af dette frugtbare samarbejde kan man få et indblik i ved at læse Brix' "Hurtig svandt den lyse sommer" (1946). Brix har skrevet adskillige bøger om litteratur bl.a. om folkeviserne, hvilket kraftigt inspirerede Munk og vel er hovedgrunden til hyldestdigtet. Han var desuden en flittig litteratur- og teateranmelder og arbejdede også som censor ved Det kgl. Teater. [DSD]