Ordet "at fæste" betegnede oprindeligt de bønder, der boede på gårde, hvor herremanden havde livsvarig brugsret til jorden. En, der var fæstet, stod i modsætning til en "selvejer", dvs. en person, der selv ejer den ejendom, han bebor, eller som her den gård, han driver. Her bruges ordet dog mere i retning af en ansættelsesaftale ("du er ansat som kusk") mellem husbond og tyende. [ODS]