Marathon

Græsk by beliggende ca. 40 km nordøst for Athen, hvor en talmæssigt underlegen græsk hær i år 490 f.Kr. udkæmpede og vandt et stort slag i de græsk-persiske krige. Ifølge legenden blev grækernes utrolige sejr annonceret i Athen af en løber fra Marathon, der dog straks efter sin ankomst døde af udmattelse. Herodot har en lidt anden fremstilling af legenden, idet løberen her løber fra Athen til Sparta for at søge assistance til slaget mod perserne. Det er den første udlægning af legenden, der ligger til grund for det olympiske maratonløb. [BOE & DSD]