Farisæer
Medlem af et folkeligt religiøst jødisk parti, der blomstrede op i Palæstina i århundrederne op til og efter Kristi fødsel. Farisærerne var især kendt for deres fortolkninger af Toraen (de første fem bøger i Det Gamle Testamente) og stod i opposition til præstepartiet, saddukæerne, en magtfuld, aristokratisk gruppe inden for jødedommen, som bl.a. afviste andre autoriteter end de fem Mosebøger og derfor heller ikke anerkendte nydannelser i jødedommen som tanken om de dødes opstandelse. [DSD & BOE]