Hitler behandler i "Mein Kampf II" (1927) en særlig teori eller forklaringsmodel vedr. Tysklands tab af 1. Verdenskrig. Modellen kaldes for "dolkestødslegenden" og er inspireret af det episke digt "Nibelungenlied" fra 1400-tallet, hvor den dragedræbende helt Siegfried stikkes i ryggen. Da den tyske hærledelse (Ludendorff) i oktober 1918 indså, at krigen var tabt, blev den reelle magt overdraget til de politiske partier, hvorved den socialdemokratiske leder kom til at underskrive våbenhvileaftalen i Versailles den 11. november 1918. Herved fik hærledelsen, højreorienterede tyske militarister og især hærens øverstkommanderende von Ludendorff mulighed for senere at påstå, at det var de politiske partier, som mod hærens ønske underskrev fredstraktaten, og som dermed stødte en dolk i ryggen på hæren, som Ludendorff hævdede var ubesejret. Under Weimarrepublikken kom dolkestødslegenden til at udgøre en magtfuld del af nazisternes agitation mod jøder og socialister. [BOE]