Nietzsches Overmennesker
Den udbredte antagelse, at NSDAP's ideologi har forbindelse med den tyske filosof Friedrich Nietzsches begreb "Der Übermensch" (fra "Also sprach Zarathustra", 1883), er som bekendt ikke korrekt. Det er uvist, om Munk her ønsker at demonstrere nazisternes fejlagtige indlemmelse af Nietzsche ved at lade dem misforstå filosoffen yderligere, idet "overmennesket" bestemt ikke var en af det jævne, bondske folk i Nietzsches optik. Overmennesket var et menneske, der ikke fortvivlede over manglen på absolutte værdier, men som formåede at skabe sine egne værdier og give mening til sit eget liv. Overmennesket skulle ikke udmærke sig fysisk eller intellektuelt, men udelukkende ved egen selverkendelse og forholdet til egne handlinger. [BOE & DSD]