Loven

Den omtalte lov er Jyske Lov, en landskabslov for Jylland og Fyn med omliggende øer. Ifølge Jyske Lovs fortale, der indledes med de berømte ord "Mæth logh scal land byggæs", er loven givet af Valdemar 2. Sejr på en rigsforsamling i Vordingborg 1241. Jyske lov udkom første gang på dansk i 1504. Et vigtigt afsnit i fortalen betegner kongen som den, der skal beskytte de fattige og værgeløse: "Det er Kongens og Landets Høvdingers Embede at overvaage Domme og gøre Ret og frelse dem, der tvinges med Vold, saasom Enker og værgeløse, Børn, Pilgrimme og Udlændinge og fattige - dem overgaar der tiest Vold - og ikke lade slette Mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit Land; thi idet han straffer og dræber Ugerningsmænd, da er han Guds Tjener og Landets Vogter". [DSD]