I en fodnote bemærker Munk: "Hvad kommer det Dramaets Sture ved, at Historiens er død?" Henvisning til Sten Sture d.y. (1492-1520), som var svensk rigsforstander fra 1512. Stures magt var baseret på bøndernes tillid og våben, og 1516-1520 var der åben borgerkrig mellem ham og et parti, der var anført af Gustav Trolle, Uppsalas ærkebiskop. Stures fængsling af ærkebiskoppen i 1517 førte til, at der blev lyst interdikt (latin for forbud mod alle kirkelige handlinger) over Sverige, og at ærkebiskoppen fik militær støtte af Christian 2. Både i 1517 og 1518 kunne Sture dog slå de danske angreb tilbage, men i 1520 mislykkedes det. Rigsforstanderen døde i februar efter at være blevet såret i et slag på den tilfrosne Åsunden, altså ca. et halvårstid inden handlingen i skuespillet. Endvidere er det vigtigt at bemærke, at Munk i skuespillet lader Sigbrit være medvidende om de forgiftede kirsebær, hvormed han understreger, at det kræver store ofre, hvis man vil regere et land. Hun ofrer sin datter, sådan at Christian bliver fri for Dyvekes indflydelse og i stand til at gennemføre Sigbrits politiske planer. I replik nr. 556 siger hun: "Jeg ofrede mer end et Menneske kan — hengav som du, Gud, min eneste i Døden — og det var spildt, spildt, spildt." [DSD ODS]