Fascisternes Diktator
Benito Mussolini (1883-1945), italiensk regeringsleder fra 1922 og fra 1925 med diktatorisk magt under titlen "Il Duce" (føreren). Mussolini kom fra almindelige kår; faderen var smed, moderen lærer. I sine ungdomsår og tidlige voksenår var Mussolini socialist og arbejdede bl.a. som lærer og siden journalist. I 1914 blev han ekskluderet af det italienske socialistparti og grundlagde avisen Il Popolo d'Italia, der senere skulle blive fascismens officielle organ. Han deltog i 1. Verdenskrig og blev lettere såret. Efter krigens - i Mussolinis øjne - urimelige afslutning blev han politiker, hvilket endte i dannelsen Partito Nazionale Fascista i 1921, som vandt valget året efter. [DSD & BOE].