Kongebrev
Betegner i denne sammenhæng en bevilling til at indgå ægteskab uden foregående kirkelig lysning (bekendtgørelse): et vielsesbrev. Udstedelsen kunne være begrundet med brudens graviditet eller skyldes, at parterne eller en af dem skulle forlade landet, således at lysningsfristens udløb ikke kunne afventes. Ved kongebrev kunne der også gives tilladelse til, at vielsen kunne foregå i fx brudens hjem i stedet for i kirken eller på rådhuset. Undertiden bruges betegnelsen om de kongelige bevillinger, hvori der blev givet dispensation fra den i loven krævede ægteskabsalder. [ODS & DSD]