Hunkønsformen er ikke tænkt som en provokation, den skal blot pege frem mod bogens slutning, replik 1088. Derimod markerer selve udsagnet en stigning i erkendelsen (i det, der ”tåger” for Titus): replik 1062: mennesket er Gud i kraft af sin vilje; replik 1064: livet er fattigt uden kærlighed; replik 1067 og 1069: kærligheden var Titus utro mod; replik 1077: kærlighed og sandhed slutter fred; replik 1085: kærligheden er stærkere end alle andre ting. Betyder det, at Titus med denne erkendelse er kommet ud over Epikur? At han nu er ved at fuldende den syvende bog, den Lucrets aldrig skrev, den, der skal samle det hele? Hvis viljen er det afgørende, så kan mennesket selv arbejde sig op til at blive Gud, replik 1062. Hvis Gud er kærlighed, er Gud en magt, der udefra bemægtiger sig mennesket, som det just er sket for Titus og Charita derved, at Titus har bedt om tilgivelse og Charita med sin kærlighedserklæring har sagt, at forholdet mellem dem er helt og intakt igen.