I det følgende, i dialogen mellem Titus og hans far, foregår handlingen på tre planer. 1) Den åbenlyse dialog om gudernes indgriben og menneskefornuftens muligheder. 2) Den ”indædte” dialog, hvor de to beskylder hinanden for at gribe til henholdsvis gudstro og vantro af frygt for, at deres liv ellers ville være meningsløst. 3) Kampen mellem Titus og Charita om, hvorvidt der skal sendes bud efter lille Vesonius eller ej; det bliver klart, at også Titus er bange for sin dreng, men han vil ikke vise det overfor sin far, og nægter derfor, at der bliver sendt bud eller at Charita selv går. Dette fører til et brud mellem Titus og Charita.