Baptismen
Navnet kommer af det græske "baptizein" (døbe) og betegner et protestantisk kirkesamfund. Baptismen kom til Danmark via Tyskland, hvor Julius Köbner (1806-1884) fik forbindelse med vakte kredse i de gudelige forsamlinger. Nordens første baptistmenighed blev stiftet i København 1839. Indtil Grundloven af 1849 gav religionsfrihed, blev baptisterne udsat for retslig forfølgelse, og deres børn blev under protest fra grundtvigske og liberale kredse tvangsdøbt i den lutherske kirke. Kendetegnende for baptismen er, at de mener, at kun troende skal døbes, og at selve dåben udføres ved, at hele kroppen nedsænkes i vand. [DSD & BOE & ODS]