Den 8. januar 1918 fremlagde den amerikanske præsident Woodrow Wilson (1856-1924, præsident 1913-21) et fredsprogram i 14 punkter for Kongressen. Punkterne 1-4 beskrev principperne for en ny verdensorden: åbent diplomati, havenes frihed, international frihandel og almen nedrustning. Punkt 5 foreslog en upartisk ordning af kolonikrav under hensyntagen til kolonifolkenes interesser. Punkterne 6-13, de 8 som der her i skuespillet sigtes til, behandlede territoriale spørgsmål: Bl.a. om rømning af de besatte områder i Belgien, Rusland, Rumænien, Serbien, Montenegro samt Alsace-Lorraine. Programmets punkt 14 drejede sig om oprettelsen af en international sammenslutning, Folkenes Forbund, der skulle garantere staternes politiske uafhængighed og territoriale integritet. Hovedprincipperne bag De Fjorten Punkter var folkenes ret til selvbestemmelse, hvilket dog kun i begrænset omfang blev efterlevet, da fredstraktaterne efter 1. Verdenskrig fastlagde Europas nye grænser. Wilson fik året efter Nobels Fredspris for sin 14-punkts plan. [DSD & BOE]