Brix

Hans Nicolaus Brix (1870-1961) var professor ved Københavns Universitet 1924-1941. Han har skrevet adskillige bøger om litteratur og var en flittig og anerkendt litteratur- og teateranmelder. Brix arbejdede også som censor ved Det kgl. Teater, hvor han var den første, der anbefalede Munks dramatik ("En Idealist", 1928), hvilket blev startskuddet til et livsvarigt venskab og samarbejde: "(...) og Hans Brix, der skulle blive min Kunsts trofaste Værge, min uselviske nænsomme og myndige Vejleder, Tilretteviser og Bestyrker", skriver Kaj Munk i erindringsbogen. Mens Munk bristende af utålmodighed ventede på Det kgl. Teaters svar ang. "En Idealist", foreslog Brix Munk at bestille noget i ventetiden: "vi har ingen Stykker, der tager Bønder alvorligt. Kan De skrive saadan et?" Og det kunne Munk - nemlig "Ordet", der oprindeligt havde titlen "I Begyndelsen var Ordet". Munk selv omtaler også "Ordet" som "Mirakelstykket". [DSD & "Foraaret saa sagte kommer", 1942 s. 353-4]