saaledes

Det har været noget af en pointe, at Regensklokkeren Kaj Munk i sit eget stykke spillede stud. med. Kunow, klokkeren Hertels umiddelbart usympatiske rival. Hovedrollen som den pæne og trofast troende stud. teol. Hertel blev spillet af Gunnar Damgaard Nielsen, der (se selvstændig note) siden blev højskoleforstander og kristelig forfatter. Munk har rimeligvis været sig bevidst, at han i rollerne Hertel og Kunow har udspaltet sider af sin egen personlighed, og det kan have passet ham godt at lægge krop til den kyniske, kristeligt stærkt tvivlende mediciner. I navnet Kunow kan der ligge et symbolsk navneslægtskab af svært bestemmelig rækkevidde med Willi Kuhn, ‘den stærke mand’ fra Willi Kuhn i Donland (bl.a. modelleret over kommandør Henri Konow, udenrigs- og forsvarsminister i regeringen Otto Liebe), der som karakter også rummer kynisme og (godt skjult) tvivl.