Ligesom der anvendes fiktive, associationsrige navne på landene, er skuespillets personnavne typificerende, som det ofte er tilfældet i andre af Kaj Munks dramaer, og her er de i reglen revyagtigt karikerende. Biskop Sehnil og direktør Uwin er oplagte eksempler ligesom den senere optrædende stiftsprost Ipocri (“hypokrit”, et græsk fremmedord for hykler).