4. Søndag i Advent. 

I Dag, da vi lige staar foran de mange Helligdage, vil vi bare holde en kort Andagt. Vi vil gaa paa en hastig Inspektion ind i vore Hjerter og se, om Julen er forberedt dér. For hvad kan det nytte, at Træet er købt og Grisen er slagtet og Sengene redt til de store Børn, der kommer hjem, hvis vi midt i Travlheden har glemt det lille Kammer inde i vort Bryst?

Jævn Herrens Vej, citerer Johannes Døber Profeten Esaias. Min kære Tilhører, er det virkelig din Mening, at du heller ikke i Aar vil have en kristen Jul? vil du nøjes med al Verdslighedens Prunk og Hygge og Tomhed som nu allerede i mange Aar? Det vil jeg ikke. Jeg vil have hele den verdslige gamle glansfulde Jul, og den vil jeg svøbe som en stjernestrøet Kaabe om en Andagt inde i mit Sind.

Bered Herren Vej. Ja, jeg vil prøve det. Disse sidste korte Dage før Jul, jeg vil paa et eller andet Tidspunkt skubbe al Jaget til Side og være alene og tænke paa min Barndoms Jul og paa Julens Barndom, paa den Nat, da Julen blev født. Jeg vil tænke paa al min Bekymring, min Sorg og min Synd. Jeg vil tænke paa Verdens Sorg og Nød, som er bundløs i disse Aar. Hvem har jeg glemt med mine Penge, mine Gaver, min Bøn? hvor kunde jeg yde mere? for gaar jeg min Broder i Nød forbi, vil Julen ogsaa gaa mig forbi. Og saa vil jeg bede: Herre Jesus, det ser ud til, at jeg endnu engang skal faa Lov til at fejre velsignet Jul sammen med mine kære. Ingen ved, om det er den sidste. Jeg er som en Gnier. Jeg samler paa Jul. Og har ikke Raad til, at nogen af dem slaar fejl. Barn Jesus, vil du saa lade denne lykkes? At vi kan være hjertensinderlig glade med hinanden og over hinanden, men først og fremmest, at der over dens Dage maa ligge en Tone af Højtid, fordi vi føler det hver især og alle sammen, at Julen er en Gave, kommen ovenfra.