23 S. e. T.

Egentlig stiller vi det Spørgsmaal for sjældent: er det tilladt osv. — For det er jo dog Spørgsmaalet om hvad vi skylder Gud og hvad vi skylder Verden. Nu — ingen kan tjene to Herrer. Protestantismens Skrøbelighed, at den aldrig er naaet bort fra at betragte Verden som modsat Gud. Verden er dog Guds Verden; og jo bedre vi tager vore Pligter op i denne Verden, jo rigtigere tjener vi Gud. De gamle Persere havde for saa vidt rigtigt fat i Lys og Mørkelæren — naar vi opdyrker Jorden og støtter Kulturen og viser Flid, der tjener vi Lysets Aand, og der taber den Onde. — Svaret bliver da: Netop ved at give Kejseren hvad hans er, giver du Gud, hvad Guds er. Netop ved at opfylde dine Pligter paa Jorden, tjener du dig en Plads i Himlen. Dog er Sagen vel ikke hermed udtømt — thi vel er Nøjsomhed, Stræbsomhed, Lovlydighed en stor Vinding — men Ordet siger dog Gudsfrygt med Nøjsomhed. Og naar jeg giver Kejseren hvad Kejserens er, saa maa jeg handle ud fra det Sind, der gør det for Guds Skyld — fordi det vil give Gud, hvad Guds er. Thi Gud er Livets Gud — og Samfundet det er Livet, Samfundet, Staten — ellers lever vi i Røveri og Bolchevisme. Naar jeg derfor ærligt og alvorligt tjener mit Fædreland, mit Sogn, tjener jeg Livet og Livets Gud. Men der skal være Vexelvirkning der. Mine smaa Glæder og mine store Sorger dem maa jeg lære at tage af Guds Haand, maa huske, at denne Verden er Guds Verden, og netop derfor skal jeg tjene den. Men møder jeg i den noget, der ikke vil Livet og Glæden, skal jeg vende mig fra det. Thi støder Gud og Kejseren sammen, da tilhører jeg Gud. Jeg skal give Kejseren, hvad Kejserens er — men heller ikke mere. Kræver han derudover, skal jeg staa ham imod, skal jeg gøre Oprør og Revolution.