- Kilde:
- KMF-nr. 26.14.01
- KMF Prædiken ID:
- P270430-01
- Kirkeårsdag:
- 1. s. e. Påske
- Prædikedato:
- 27. april 1930
- Prædiketekst:
- Johannes 21,15-19
Hvor er det dog gaadefuldt med disse X's Aabenbarelser for Apostlene i den første Tid efter Opstandelsen. Det er ikke alene, at han kommer, men det er ogsaa Maaden, han kommer paa, og det, at de ikke kender ham. Han kommer til dem paa alle Tider af Døgnet, i Morgensol, i Aftenskumring, ved Morgendæmring, og de tror det er et andet Menn, indtil de ved en eller anden Bevægelse af ham ser eller forstaar det er ham. Man har af Jesu Tilsynekomster i disse Dage villet udlede noget om, hvordan de Døde færdes og er, naar de nys er lagt i Graven. Men dertil har vi jo slet ingen Ret. Om dem ved vi, at de er ikke opstaaet, men skal det først engang — at X, selvom han var det første af Menn. dog ogsaa var af Gud — at saadan ligner vi ham ikke til Punkt og Prikke. Alle de gl. Historier og nymodens spiritiske Bevidnelser om Genfærd er udelukkede tilsammen fra at faa Bekræftelse af vor Frelsers Opstandelseshistorie. Lad os ikke tillægge dem mere Værdi end de har. Lad os være enige om, at “Taage over Graven gaar” og Skriften har intet aabenbaret os, om hvordan Gud gemmer vore Døde — om de lever i et Udviklingsland eller sover i Dødsriget til Dommens og Opstandelsens Morgen. Jeg tør ikke sige, om det virkelig kan ske, at Gud kan sende Bud til en levende gennem en Sjæl, der faar fri et Øjeblik — der vækkes op af Søvnen eller hvordan. Men Hovedregelen er, at de levende har Skrifterne, har Moses og Profeterne og Evangeliet om X — tror de ikke dem, vilde de heller ikke tro, om nogen kom til dem fra de Døde.
Der er kun en af alle Døde, vi udtrykkelig ved om, at han kan komme til os — ja, fordi vi ved, at han har forladt Dødsriget. Det er den Herre X. Han kommer til os, naar vi kalder ham. Og han kommer til os ubuden. Ikke som i den første Tid — i et forklaret Legeme dog af menneskelig Skikkelse for at holde Maaltid hos os. Det var kun de nære Disciple, der maatte faa det saa tydelig sagt, at han var opstanden. De trængte jo mere end vi, fordi de havde set ham korsfæstet og de kendte jo ikke Evang. om opstanden fra de Døde, opfaren osv. — for det var jo ikke sket endnu. Men til os kommer han paa ren aandelig Vis — og hans Spørgsmaal er det samme: Har du mig kær? Ikke, at vi skal have Peters Ansvar for Menighedens Tusinder, men for vor egen Sjæl og for dens Stilling til Ære, Godhed og Liv har vi det Ansvar at svare paa den Retfærdiges, den Godes, paa Livets Spørgsmaal: Har du mig kær. Der spørges ikke 3 Gange — men hele vort Liv igennem spørges der mer eller mindre tydeligt: har du mig kær? vælger du mig?