II Paaskedag.

235 243

252 427

Det er fortalt om den første Bisp i Antiokia, at han svarede Kejser Trajan: jeg bærer Himmelkongen Kristus i mit Hjerte; thi der staar skrevet: jeg vil bo i ham og vandre i ham”. Og, kære Kristi Venner, det er godt nok, at X er opstanden i Dag for en 1897 Aar siden, ja, al vor Frelse afhænger af hans store Gerning der; men det er dog uvæsentlig, hvis han ikke ogsaa er opstanden i vore Hjerter, hvis det ikke er saadan, at den X, der blev begravet derinde i vor Daab og laa i Hvile der, mens Menneskebevidstheden klarede sig hos Barnet, hvis han ikke er oprejst til virkeligt Liv efter Søvnen derinde. Det skal vi nu til at sige alle: ikke blot X er opstanden det Aar paa det Sted, men han er ogsaa kommen ind i mit Hjerte, jeg bærer ham der. Jeg vil bo i ham og vandre i ham. Hvad betyder det: jeg vil bo i ham? Man bor i et Hus, mit Hjem er mit Tilflugtssted, i Regn og Storm, i Hvile efter mit Arbejde: mit Lykkens Sted hvor jeg er sammen med dem, jeg holder af. Saadan skal vi i Jesus have vort Tilflugtssted for Prøvelsers Storme og Fristelsernes lumre Tordenbyger — Jesu Dør er altid aaben, om vi blot vil gaa ind ad den for at bo i ham.

“Og vandre i ham”: Ja, vi vandrer i en Egn, ad en Vej. Han skal da være vor Vej, den, der viser os, hvordan vi skal komme gennem Livet ret. Han er dette forunderlige: paa een Gang vort Hus og vor Vej. Falder vi paa Vejen, er Huset nær, vi hviler ud, vi vederkvæges til ny Vandring.