II Juledag og Julesøndag

Vedersø Staby

Der er den stærkeste Modsætn. ml. de to Evangelier, der er henlagt til 2 efter hinanden følg. Hldage i Julen: II Juledag og Julesøndag. Det ene Sted fortælles om Forfølgelse og Mord, Genstridighed og Bespottelse og Had indtil Blodsudgydelse, det andet Sted hviler der Afklarethed, Fred og Aftenrøde, et gl. hl. Menn.s Fromhed og Tro. I Epistlen til II Juledag fortælles, hvordan X's bange Anelser gik i Opfyld. som helt kort efter hans Død: de, der ikke havde villet samle sig under hans udbredte Vinger, drev nu deres Trods til Voldsdaad og stenede Stefanus, fordi han var hans Disc. Derfor kaldes Hl.dagen Sct Stefans Dag, og her i Vestjylland, hvor II-Hldagen er de unges Kirkedag præker vi om den unge Stefanus. Søndagen ml. Jul og Nytaar er Børnenes eller de gl.'s Dag: Barn Jesus i Templet og Simeon og Anna, de to gamle fromme forventende Mennesker. Naar der nu er denne Forskel ml. de to Evangelier, saa ligger det jo deri, at selve Yderpunkterne i Evangeliet ligger saa langt fra hinanden, selve Livets Muligheder, og Juleforkyndelsen, der samler flest Mennesker, vil gerne spænde over det hele, vil have det hele med. Og lægger vi ret Mærke til det, saa ser vi da ogsaa snart, at disse 2 Evangelier er ikke 2 Evangelier, men det samme Budskab gaar gennem dem begge to. Hør den gl. Simeons Ord: denne er sat til Fald og Oprejsning. Ja, han taler nok om, at hans Øjne har set din Frelse, som du beredte for alle Folkeslagenes Aasyn, et Lys til at oplyse Hedningene og en Herlighed for dit Folk Israel.” Jo visst var der født en Frelser, endda en Frelser for alle Mennesker og dog en Frelser, der bliver til Fald for mange. Ja, han frelste Stefanus, men dem, der rasede mod Stefanus og myrdede ham, for dem blev X til Sjæleskade, Sjælefortabelse, Fald, og saadan har det været gennem alle Tider og er den Dag i Dag: der, hvor han modtages med Glæde, der, hvor Hjerterne aabner sig for ham, der er han Frelser til evigt Liv. Men der, hvor hans Ord ikke høres, hvor Menn. ikke vil, eller hvor de nok hører, men ikke tager imod, ikke tilegner sig i Hjertets Ydmyghed og Lydighed, der bliver X til Fald, og naar de engang slaar deres Øjne op efter Dødens Søvn, naar de vækkes af Dommedagens Alvor, naar hans Opstandelses og Genkomsts Lys falder paa dem og de ikke længer kan skjule sig hverken bag Hovmod eller Letsind eller Ligegladhed, da vil det forfærdeligt aabenbares at han er en Frelser til Oprejsning for mange, men ogsaa til Fald for mange. Kære Kristi Venner, for vi er jo dog hans Venner, lad os midt i vor Juleglæde høre hans Alvorsord, lad os sige til ham: Du skal være min Frelser til Oprejsning, jeg bygger ikke paa mit eget, men paa dig, din Naade, din Alvor, din Kraft, og saa tør jeg tro, at jeg skal se din Frelse og som din Tjener kunde fare herfra.