II Pinsedag^[1] .

Naar man vil have Menn. til at gøre Guds Vilje, og det er Formaalet (thi at gøre Guds Vilje det betyder at leve sit Liv saadan, at det kan tilkendes ug for Sandhedens Domstol, at det kan godkendes for den sidste og endelige Ret, den, hvis Domme ikke appelleres eller forandres, fordi de er rigtige, ene rigtige) — altsaa: vil man have nogen til at gøre Guds Vilje, og det vil igen sige efter Kristenfolks Skøn: have nogen til at holde X's Ord — thi for os er X Aabenbareren af Guds Vilje, da maa man lære denne nogen at elske X. Man skal altsaa ikke begynde med at fortælle dem, at Guds Lov foreskriver os at gøre det og det, og gør vi det, faar vi Himlen til Løn, og gør vi det ikke, faar vi Helvede til Straf. Selv om dette er helt rigtigt, saa er det dog galt at begynde med det. Thi det at gøre det gode skal ikke komme fra Frygt eller Belønningsgridskhed, men det skal komme af Kærlighed; man maa skildre X saadan og endnu bedre og helst leve ham saadan, at Menn. ud af vor Tale og vort Liv faar Forstaaelsen af hans Mageløshed, hans Enestaaendehed, faar Længsel efter at vide mere om ham, at komme ham nærmere, at tækkes ham. Saaledes opstaar da det, der kaldes for Gudsforholdet, det, der i Krstnd. altid er et Kærlighedsforhold. Det begynder med Guds Kærlighed til sin Skabning, og dernæst, naar Skabningen aner dette, med Skabningens Kærlighed til ham; ud af Kærligheden til Gud voxer nu Lysten til et helligt, et rent, et godt Liv, et Liv, hvor Helligaanden tager Bolig i Menn. — min Fader skal elske ham og komme til ham og tage Bolig i ham — og Helligaanden, Kærlighedens hellige Aand, den vejleder Menn. til at gaa Guds Veje — som den elskende altid ved med sikkert Instinkt, hvad der glæder, og hvad der krænker den anden, saadan ved ogsaa den troende ɔ: den, der elsker Gud, hvad der er hans Vilje og hvad ikke, og gør han det første faar han Glæden, Freden, og det sidste Angeren.