Hvis lille Jfr. Marie havde været en bekymret Natur, saa havde hun sagt: Hvad skal jeg nu stille op?, og den Opgave kan jeg slet ikke magte, og bare jeg dog kunde slippe ud af det, og dette er dog rent sørgeligt. Havde hun været en gnaven Natur, saadan: Hvorfor skal jeg netop udses til det? Det har jeg jo ingen Anlæg for. Og sikken et Spild af Tid og Kræfter paa en Opgave, jeg dog ikke kan magte.

Hoffærdig. Det kan jeg saa godt forstaa, at netop jeg er udset til det, for en bedre kan da ikke findes — Men hun var den ydmygt fromme, der tog alle Ting af Guds Haand — og derfor vendtes alle Ting til Velsignelse for hende.

Denne ydmyge Fromhed faar sit Udtryk i Texten i Dag, hvor hun synger Herren en Lovsang, som den, der vender op og ned paa alle Ting. (Glückstadt — I C Christensen) Lad os derfor være ringe i egne Tanker, hungrige efter Livets Ord, Børn af Abraham. Thi til saadanne rækkes hans fulde Velsignelse.