II Paaskedag. 1)

Det er jo en almenkendt Sag, at man kan blive bedøvet af et Slag. Det kan være et Slag, der tilføjes en med en Knippel, men det kan sandelig ogsaa være en helt anden slags Slag: den voldsomme Skuffelse, den pludselige Sorg, det fortærende Savn. Nu er det mærkeligt, at disse Ting: Skuffelsen, Sorgen, Savnet, disse Ting, som vi alle helst vil undgaa, de findes kun dær, forekommer kun dær, hvor det er, som vi alle ønsker og higer imod: den fulde Forventning, den store Glæde, den ægte Værdi: Et sløvt Menneske, et surt Menneske, et overfladisk Menn. vil aldrig kende i Sandhed og Alvor og Aand til Skuffelsen, Sorgen og Savnet. Men der, hvor Livet gror i sin Sundhed, sin Kraft og sin Rødme, dær sker det; hvor den uendelige Ærbødighed, den uendelige Kærlighed, den uendelige Forhaabning osv. har slaaet Rod i Jorden og gror, dær lever Menn. paa Højderne; og hvor man lever paa Højderne, har man Muligheden for at styrte ned i Dybderne, at rammes af Slaget, af Stødet, at gaa fra Sans og Samling, at bedøves. Det er sket, hvor en Mand har mistet sin Hustru, hvor en Søn har sveget sin Fars Tillid, hvor en Ven har mistet en Ven, hvor Soldater har set deres Fører i Lænker, det er sket dær, at Menn. har faaet et Slag, saa de er bedøvede af det. Man kan se dem gaa omkring i deres egen Verden, som uvidende om, hvad der foregaar om dem — det har ligesom ingen Interesse for dem mer — de lever ikke med i Livet længere — de har faaet et Knæk, saadan siger man — og man har Exempler paa, at der er gaaet Aar, før de er kommet over det. Ja, man har set, at det aldrig skete — beskæmmende for mangt et Menn. har man endog set det hos Dyrene: Hunden, der sørger sig til Døde paa sin Herres Grav. — Men se, nu var der et Sted i Verden, hvor Livet i dets Sundhed, dets Kraft og Rødme straalede som intet andet Sted, en Tid, hvor Ærbødigheden og Kærligheden og Forhaabningen stod i sin allerypperste Blomstring, ja, i Uendelighedens Blomstring, og det var hos den Skare, der samlede sig om Guden, der stod ved Høvlbænken i Provinsbyen i Galilæa. Thi aldrig er noget Menn. i sin Livstid tilbedt som han, aldrig har Menn. ofret nogen deres Ømhed som de ofrede ham den, aldrig er der drømt Forhaabninger saa vældige som Disciplene drømte om ham. Og derfor — i det Sekund da det hele glippede, blev Slaget saa frygteligt — ja, det hele glippede — thi hvad Ærbødighed kan man nære for en livløs Krop, hvad Kærlighed kan man føle over for et Lig — hvilke Forhaabninger kan man knytte til en, der er død — i hvert Fald: hvad formaar man af alt det i Sorgens overvældende Øjeblik? Derfor ramte Slaget saa voldsomt, at havde Disciplene ofte næppe vidst hvor de var i Begejstringens Stunder, saa var de nu i Rædslens Øjeblik forvirrede, sanseløse, bedøvede.

Forvirrede, sanseløse, bedøvede var ogsaa de to Mænd, der i dag var paa Vandring; de havde siddet i Stuen derinde i Hovedstaden, raadløse, hjælpeløse sammen med de andre Disciple — de havde undgaaet hinandens Blikke — af og til havde En sagt en ligegyldig Replik om en ligegyldig Ting — ingen havde svaret — og saa rugede Dødstausheden atter derinde — kun udefra kom Lyden af summende Stemmer — det var festklædte Menn., der drev smaasnakkende gennem den højtidsprægede Bys Gader, Folk, der var optaget af deres Smaaglæder og Smaasorger og ingen Tanker havde for disse Mænds navnløse Nød — og dêr sad Disciplene altsaa, stumme, med bøjede Hoveder, og den Stribe Solskin, der faldt ind gennem Ruderne gjorde bare ondt i deres Øjne, og det blev ved med at kime i deres Underbevidsthed: Han er død — han er død — han er død. Til sidst kunde Kleofas og Filip ikke holde det ud længere. De rejste sig og gik; stilltiende gik de sammen og stilltiende slog de ind paa Vejen til Emmaus. Og som de nu gik der, var det for dem, som om de maatte have Luft for nogle af alle disse pinende Tanker ell. maaske blot for denne ene — det kommer vel ud paa eet — om de da skulde holde det ud. Og dæmpet begyndte de at opfriske gamle Minder med hinanden, og drøfte ogsaa de sidste Dages jordskælvsartede Begivenheder, og med syge Smil nævnede de ogsaa den taabelige Snak, nogle forskruede ell. rettere nerveødelagte Kvinder havde ført til Torvs om, at han var ikke død, han levede, han var ikke i Graven.

II Paaskedag 2)

Under denne Samtale havde de sagnet Farten noget, var de kommen til at gaa helt sagte, og med et mærkede de, at de var indhentet af en Mand, der nu tilmed spurgte dem, hvad det var de gik og talte sammen om? De kastede et flygtigt, forundret Blik paa ham, og saa begynde Kleofas at referere, mens Filip hørte til og Kleofas talte ivrigere og ivrigere — hvor gjorde det godt at tale om den døde Mester selv om det var det usigeligt sørgelige, de maatte sige. Men da tog Manden til Genmæle imod dem, og hvad var det dog for underlige, for stærke, for varme, for glødende Ord han talte til dem? Mere og mere indtrængende vidnede han for dem, slog om sig med Skriftsteder, som han gav en aandsbaaren og ny Fortolkning, viste dem, hvordan de netop ikke nu skulde hænge med Hovedet, nej, alt dette var jo netop Beviset for, at det var X, den levende Guds Søn, de havde dræbt, for saadan skulde det jo gaa ham efter Skriften, og man kan ikke dræbe Livets Herre, opstanden maatte han jo være, de skulde se ham igen. Og de to lyttede efter, fortumlede, uvisse, snart med Hjerter svulmende af  nye Haab og snart med Hjerter sammensnørede af gammel Tvivl — lytted efter og kunne ikke forstaa — — thi saadan havde de aldrig hørt nogen tale — — undtagen een og Røsten, selv Røsten — hvad var dog dette — selv Røsten mindede jo om hans.

Bliv hos os; thi Dagen hælder — ja, sandelig, den Mand kunde de da ikke saadan slippe — — og han blev — og brød Brødet — og de kendte ham — og han blev væk.

Ja, dette er Historien om de tvivlende Hjerter, som han viste sig for, hvis Bøn han hørte — og saa blev han væk for. Men aldrig glemte Kleofas og Filip — at han var ikke død, at de havde set ham igen. Og i hele  deres Liv derefter, blev dette Centraloplevelsen. Var de ved at komme paa Afveje, huskede de ham, da han brød Brødet — og vendte om. Var de paa Vej mod Mismod, Tvivl, huskede de hans Ord paa Vejen og fik ny Kraft, ny Tro. Og da Døden kom til dem, da deres Dag hældede, da kom han atter til dem, da blev han hos dem eller de rettere de hos ham, de er hos ham til evig Tid.

St 243 247 249 251

V 241 249 673 77