Paaskedag

En Tanke, der ej bør tilbagevises: at det “Liv”, vi lever, ofte, ja, oftest ej burde kaldes Liv — ikke er værd til Navnet. Ligesom Grundtvig siger, at han ikke i sit Bryst finder en Kærlighed, der er dette Navn værd, naar han tænker paa X's Kærlighed, saadan kan det siges, at det Liv vi lever ikke er Livsnavn værd, naar vi tænker paa X's Liv, paa Guds Liv, paa Guddomsliv, paa Evighed. Forstaar I ikke, hvad jeg mener? At den Syssel, vi giver os af med, kan vi ikke med vor bedste Vilje tænke overført bag Graven — derfor det Ængstelsens Spørgsmaal: hvordan undgaa at kede sig i Evigheden. Spørgsmaalet er helt igennem taabeligt — født af en Tænker, der intetsomhelst rigtigt forbi med Ordet Evighed, fordi den aldrig har givet sig hen til Værdier, der laante X Glans og Udødelighed — fordi den aldrig hævede sig over Modstræb og ensformig Dagligdag. Anderledes for det Sind, der om end kun i flygtende Sekunder grebes af noget, hvorom det uvilkaarlig følte ell. bevidst bekendte, at dette — ork, dette kunde aldrig trætte, aldrig kede; thi a´ dette var Liv, egentlig Liv.

I flygtende Sekunder kan vi Menn. saaledes opleve Evigheden i Timeligheden. X selv — alle hans Sekunder var fulde af dette Liv — den X vi møder i Skriften havde det saadan og derfor maatte det tage den Ende med ham det tog i Dag: Opstandelsens Ende.