Det sker af og til, naar Menn. kommer i en ell. anden aandelig Nød og saa, naar det bliver tilstrækkeligt alvorligt for dem, henvender sig til os Præster, at de da maa gaa uhjulpne bort. Maaske har Præsten været en forlegen Mand eller aldrig før været stedet i den Slags Vanskeligheder — og han kunde saa ikke hjælpe, kunde ikke række den Haand, der var bedt om. Se, da gælder det om, at disse Menn. ikke giver op. Maaske har de saa prøvet at tale med Naboer, Venner, Søskende om det; se de fik ingen Hjælp. For der er Tilfælde, hvor vi Menn. ikke kan hjælpe hinanden, fordi Troen ikke er levende nok i vore Hjerter. Men da maa det aldrig glemmes, at Vejen til Jesus selv staar aaben for enhver — at dette at samle sit Liv og bede til Jesus selv det er tilladt hvert Menneske, og det er gavnligt at gøre det. For han har prøvet som os — han kan forstaa — og han er den Almægtiges Søn — han kan hjælpe. Saadan som det viste sig i Texten i Dag.

Saa er det da en Verdenslov, at intet Menn. behøver at leve uhjulpet, blot det har Udholdenhed nok til at banke paa den Dør, hvor Hjælpen er at faa. Men Udholdelse maa der til; thi vi Menn. kan stilles i saa forskelligartede Nød og Trængsler, at det ikke kan drives ud uden ved Bøn og Faste. Ja, det er maaske det sidste Ord der er Skyld i, at denne Text er givet os i Dag. Men derfor vil vi nu ikke gaa hjem og holde op med at spise Kød; men vi vil gaa hjem og være rede til at give, hvad Gud vil kræve af os — være rede til at ofre — for at dog vor Bøn maa blive hørt, og vi maa naa Helbredelsen og Sjælens Frelse af Frelserens Haand.

Anne Graversen.

Kuranstalten.

Gl. Skovridergaard.

Silkeborg.

Ny Tekstr. 1925?