Langfredag 1926.

Der lyser os ud fra Jesusskikkelsen noget saa egenartet mildt og mægtigt, noget saa i enestaaende Forstand stort, at Mennesker, der eengang er indfanget af det Lys, aldrig evner eller saa sjældent som næsten aldrig formaar at vende sig fra det og blive igen som de, de var før. Absolut aldrig, hvis denne Jesusskikkelse om saa blot et Minut har staaet dem klart for Øje. Om Jordens øvrige store og vise kan der fortælles mange Træk, der bekræfter deres Storhed og Visdom, men hvor møder vi et Menneske, om hvem der ikke blot kan fortælles enkelte Træk, men hvor alle Træk tilsammen , hvert eneste Træk danner et Helhedsbillede, saa opløftet og ophøjet som Kristi. Eller dybere og sandere sagt: hvor de Træk, der fortælles, naar saa dybt ned til Hjerteroden hos den, der lytter?

De 7 Korsord — er ikke ethvert af dem, eller dog de 5 af dem ikke Aandsvidnesbyrd om en Person, større end alle store og dog brugbar for mig lille. For det er jo det værste ved Jordens store: det er tit Folk, der staar fjernt fra os andre i et Luftlag af Fornemhed og Utilgængelighed, af Røgelse og Selvforgudelse, hvor vi andre slet ikke kan aande. Hvad har en Synder at hente sig hos en Napoleon? Og selv hos den gode H. C. Andersen var der saa meget Selvoptagethed og — om end tilgivelig — Forfængelighed, at han personlig ikke — kun som Digter, ikke personlig — kunde være noget videre for sine Medmennesker. Men lad os nu vende os til denne fattige Tømrersvend, som de i Dag efter Nævningenes Kendelse og Rettens Dom værgeløs, hjælpeløs, hudstrøget har hængt fast til et Kors mellem 2 Tyveknægte

Pinsedag St Kl 8. (kort) V. Kl. 10. (kort)

I Stadil Præstegaardshave Kl. 2 ½.

Prædiken af Clausen-Bagge.

Kaffedrikning i Præstegaarden.

Gudstj. om Ansgar med Altergang i Kirken.

Man bedes medtage Brød til Kaffe, der afleveres ved Indgangen til Haven.

Alle er velkomne, baade unge og gamle.