Jeg er kommen ind i dette dit Hus for at takke og bede aldrig passer vel vor Indgangsbøn bedre end for troende Menn. Nytaarsdag — takke det bør vi, og det gør vi, naar vi ser tilbage over Aaret, der led — bede det vil vi ganske af os selv, naar vi ser fremad. Ja, takke — der er vel de af os herinde i Dag, der, skal han eller hun være helt ærlig, vil være ved, at Aaret har givet saa meget rent umiddelbart godt, at Takken ikke kan stige kraftigt nok. Fik Føde vi og Klæde, gik frit vi ind og ud, har vi haft Hjertensglæde, det alt er fra vor Gud. Ja, det er tilvisse ikke Smaating at have det daglige Brød, Varme og Lys — og et Hjem at være i, og Mennesker at skifte Ord med — det er ikke Ubetydeligheder, at Ens Arbejde er blevet kronet med Sejr og Held, saa alle de Ting er blevet vort Eje Aaret igennem. Kommer dertil et godt Forhold til vor Ægtefælle, Børn, man er glad ved og tør love sig noget af, et sindsligevægtigt Humør, et Helbred, der ikke har svigtet — ja, da skulde det dog være let for Mennesker paa Nytaarsdagen at love Gud for hans Miskundhed. Vanskeligere vil det falde den, for hvem det hele ikke blev saa glad — — han, som Sygdom og Pine hersede med, han, der fik tunge Timer med Pengebetragtninger og han, der mistede Børnenes Fortrolighed osv osv. — men hvad andet er dertil at sige end at den kristne ydmyghed vil altid først ved Ulykkerne i Livet søge Skylden hos sig selv og bede Gud om naadig Tilgivelse og derefter efter tarvelig, men redelig Vilje prøve at se Guds Vilje i Livets Tilskikkelse og sige ham sin Tak endda.

Saadan kommer da Takken for det gamle Aar. Men for det nye Aar vil vi bede. Bede, at det maa lykkes i Herrens Navn. Bede at