Liv og Glade Dage

Femten smaa Hilsener med løst Krudt til de muntreste af mine Kammerater, Naturens egne Drenge, de danske Jægere

KAJ MUNK

LIV OG GLADE DAGE

Femten smaa Hilsener med løst Krudt til de muntreste af mine Kammerater, Naturens egne Drenge, de danske Jægere

Jægerbrev til en Jagtfjende.

Kære Ven,

efter at du i dit sidste Brev med mange uimodsigelige Grunde har bevist mig, at Jagten er en Forbrydelse, der kun kan udøves af sygeligt belastede Personer, fejge, gemene og perverse, er der ikke levnet mig anden Udvej til at prøve paa at omstemme dig end denne: at sende dig en Invitation til en Uges Friluftsliv med Bøsse. Jagt kan nemlig ikke forsvares med Grunde, men kun med Udøvelse. Det er en af de mange Lighedspunkter, der er mellem den og Kærlighed.

Alligevel er der et Par Paastande hos dig, jeg vil give mig Lov til at sætte et lille NB ved. Du skriver: »hvis Dyrene endda havde gjort dig noget!« Du mener at kunne strække dig saa vidt som til at forstaa, at en fattig Husmand med Vaaben i Haand forsvarer sig over for Mikkel, naar denne er ved at rasere hans Hønsegaard. Men kan du som from Teolog indstille dig paa en saadan Hævngerrighedens Bølgelængde? Kender du ikke et Ord om, at naar en frarøver dig Kappen, saa nød ham ogsaa Kjortelen paa? Sømmede det sig ikke meget bedre for dig at prædike for dine bevæbnede Husmænd i Sognet, at tager Ræven Hønsene fra dem, skal de give ham Ænderne med? Eller er du vred paa Mikkel, fordi han ikke æder Kaalblade? Det kunde saamænd ligne dig. Du er ikke for ingenting Elev af den Professor, der lærte os, at kunde vi ikke i denne Syndens Verden undgaa at gøre det onde, maatte vi i det mindste gøre dette onde med en saaret Samvittighed. Tag din Etik under den ene Arm og din Fløjte i den anden Haand og drag til Skovs en Maaneskinsnat og prøv, om du ikke kan spille nogle Ræve sammen — det skulde ikke være umuligt, hvis ellers Bramsgaards Ord staar til Troende. Han har efter eget Sigende oplevet, en Aften han stod og lyttede til Radiomusikken inde fra Plantørens, at pludselig gled en Ræv frem i Maanestriben, rejste sig paa Bagbenene og begyndte at vugge i Takt til Jazzens Toner. Var det ikke lifligt, om du kunde samle et lille udvalgt Auditorium af Mikler om dig og indpode det i dem, at næste Gang de tager Høns, maa de gøre det med en saaret Samvittighed?

Nej, ser du, naar jeg slænger Bøssen over Nakken og gaar paa Krigsstien ud, er det netop det fine ved det, at jeg gør det med Fred i mit Hjerte. Den lille Hare, der trykker henne i Plovfuren, har jeg sandelig intet Udestaaende med. Jeg gør den kold, kan jeg komme af Sted med det, og den render fra mig, hvis det kan lykkes for den, og det er vi begge indforstaaet med, og vi synes just, det er Liv dette her. Naar den er uden for Skudvidde, sætter den sig paa Bagbenene og gnider Forlabberne af pure Velvære. Kommer den ikke saa vidt, dør den og bærer ikke sidenefter noget Nag til mig af den Grund. Og det morsomme er, at jeg holder knusende meget af den; hvad gør du? Tager vi to hver sin Stok i Haanden og gaar en Tur over Markerne, og en Jordklump bliver pludselig lodden og levende og triller af foran os, kigger jeg efter den med forelskede Blikke, mens du uforstyrret fortsætter din Fordybelse i det infralapsariske Problem. For dig løber der en Hare, og hvad i Verden er mere ligegyldigt? men for mig sker der et Eventyr; jeg oplever et lille Glimt af selveste Skabelsens Under, at noget opstaar af ingenting; »Gud dannede dem af Ler og indblæste dem Livets Aande.«

Du mener, at Harerne langt foretrækker din Ligegladhed for min Kærlighed? Vær ikke for viss paa det. Du har f. Eks. aldrig plantet Gyvel for dem; og din Bøsse bevarer ikke Bestanden paa det Tal, som faar Overbefolkningssygdommene til at holde sig i det tilbørligt fjerne. — Ja, hvilken Fred der er i mit Hjerte, naar jeg vanker ud paa Krigsstien! I nogle dyrebare dejlige styrkegivende Minutter faar jeg Lov til at glemme Abessinien og Jødespørgsmaalet i Nazien og Tuberkulosens Hærgen i de vestjyske Amter og Beviserne for Guds Tilværelse og l’art pour l’art og alt det der. Kom nu ikke med det Vrøvl, at det kunde jeg ogsaa opnaa ved Hjælp af Opium. Opium ødelægger, og frisk Luft bygger op, og der er intetsteds saa megen frisk Luft, som hvor der er Jægere.

En gammel fortjenstmedaljefortjenende Lærer og Kirkesanger naturligvis uden Medaljen slog engang paa sin rustne Sortkrudts og sagde: »Uden den og mit Fadervor var jeg ikke kommen igennem.« Jamen Manden har virkelig Ret. Naar Jægeren færdes derude, er han Gud ganske nær. Han er nyskabt, og Verden er ung og frisk. Taagen ligger endnu over Dalene, men paa den høje Mark træder Urfuglen sin sorte rimslagne Vinge og begynder sit Spil for tre beundrende Høner. Og Jægeren gaar forbi Plantagehuset; maaske er Skovfogedens kønne Grete ude for at hente Kvas bag Laden; saa faar han sig en Passiar med hende, og har hun et Kys eller to for mange, er han ikke den Mand, der svigter en Dame i embarras de richesse. Ræven i Heden gør sig flad og lille og er knap til at skelne i Lyngen, og Jægeren presser sig ind mod en Enebærbusk og falder sammen med den. Saa begynder Dysten med Hunden som Hjælper, Kløgt mod Kløgt, Udholdenhed mod Udholdenhed, i Haanden holdt jeg for 20 Aartusinder siden en Flintesten, i Dag er det en Bøsse, det er hele Forskellen. Timerne gaar; maaske bliver det Aften, inden min Medspiller faar narret vor Modpart saa nær forbi mig, at jeg bliver Sejrherre; maaske er det ham, der vinder i Dag. Hvorom alting er: mens det varer, er Tiden forsvundet, jeg er løftet op i Evigheden med Uendeligheden om mig, Plantagernes Mos og Hedernes Lyng ruller grønne og brogede Tæpper hen under mig, Himlen spænder sin hvidspættede blaa Baldakin over mig, og Vinden bringer mig Hilsen paa Hilsen fra Formaalsløsheden og Sundheden. Bagefter husker jeg intet andet, end at Saligheden var Gæst her paa Jorden, og at den bar Navnet Danmark.

»Bah, Lyrik!« siger du og vil meget betakke dig for at blive givet Vildmandens Urinstinkter i Vold. Men du gaar jo ogsaa paa Jagt, gamle, eller rettere: sidder paa Jagt. Over dit Skrivebords Vildmark farer Lorgnetternes Spejderblik; i Glansen fra den elektriske Pære glimter din Fyldepens morderiske Od. Du kalder Jagtudbyttet for en Doktordisputats, og det er især Docent Vaasebølles Opbyggelighed, der maa staa for Skud. Din knappe Sagligheds Haglgevær knitrer mod hans snakkesalige Omstændelighed, dit Skarpsyns Riffelkugle gennemborer hans hule Patos; og hver Gang han maa bide i Græsset, smælder du et Udraabstegn af som en Fanfare. Han vil græde Taarer saa klæge som Sirup, naar han engang faar den Bog at se. Du hader dit Offer og volder det ondt og lader det leve, og jeg elsker mine Harer og Agerhøns og slaar dem bare lidt ihjel engang imellem. Hvor kan du bebrejde mig noget, du bidske, nedlæggesyge Sjæl?

Samme Dag, som jeg fik din fordømmende Skrivelse, modtog jeg en ikke mindre uvoren fra en gammel Stiftsdame. For en Præst hænder det jo, at han oplever Damebreve, der sætter ham i en mild Tvivl om, hvorvidt Kvinderne virkelig er Fornuftsvæsener, eller om mon ikke selve Kvindekønnet repræsenterer det saa eftersøgte missing-link og aldrig burde have lært Skrift. Denne Frøken krævede mig til Regnskab for, at jeg som en Guds Tjener kunde myrde mine Medskabninger. Jeg besvarede Brevet med at sende hende to Agerhøns. Hun svarede mig, at da de nu var myrdet, var det jo Spild af Guds Gaver ikke at spise dem; de havde da ogsaa smagt dejligt; men det ophævede jo ikke mit Morderskab. Jeg skrev tilbage, at jeg i Guds Navn vilde fortsætte med at myrde, saa længe Gud skabte Aadselsgnavere.

Og sig mig saa en Ting: Hvorfor falder I ikke over de danske Bønder med jeres Ukvemsord? Der gaar de og kæler for Soen og lokker hende ved enhver Lejlighed ind paa Forelskelsens Bane og vaager over hende med rørende Omhu, naar hun barsler. Har du nogensinde set et Svineslagteri? Jægeren giver dog som Regel sit Vildt en Chance, men her klipklapper en automatisk Død, Løkke om et Bagben, skrigende op i Luften, Kniv i Halsen, dødsrallende hen mod en Ildovn, næste Nummer, det er vel nok en køn Ende paa Venskabet og Forkælelsen. Der gaar de danske Bønder og betaler Præsterne Løn med blodplettede Hænder af Judas- tegnebogen, og Præsterne bukker og siger mange Tak. Hvabehar?

Naa, men jeg maa slutte. Tag nu mod Invitationen! Kom og erfar, hvor baade du selv og Naturen bliver levende, naar du faar et Dødsvaaben i Haanden. Og naar den første »oplagte« Hare har rigtig gammeldags snydt dig, skal du se, hvor al Træthed falder af dig og er væk, om det saa skal vare Timer, inden du faar bevist, at naar Viljer krydser hinanden i Livets ældgamle Spil, kan det ogsaa blive din, der bliver den øverste.

Den gamle Gudsmand Muhammed skal have sagt, at for ham var Livet Kvinder, Bøn og Røgelse (det var jo, før Kvinderne havde lært at skrive). Havde han endda i Stedet for Røgelse sagt Jagt!

Din hengivne Medjæger K. M.

Den hvide Dame paa Heden.

Skuepladsen en vestjydsk Plantage.
Jorden velsignet værdiløs; snart er den for lav og sur, og snart hæver den sig i kaade Flyvesandsklitter. Gammel, jævn tyklynget Hede skifter med fyrrebeplantede mørke Dale og' bratte knokkelhvide Kløfter. »Gold er den Jord, som Lyngen bær«, lyver Digteren; for Heden er netop fuld af Vækster. Er det ikke selve Pulsatilla vernalis, der løfter sit Anemoneansigt i det ødeste øde allerede i Marts-April? Og- sidenhen — Ulvefod lister rundt mellem Lyngen, og Ensian staar paa Taa og spørger udfordrende Himlen: »Tør du virkelig kalde dig blaa ?« Eller skal vi tale om Mosserne, gaadefuldt grønne og fyldigt bløde som Tæpperne i Cairos Moskeer, og de sære Lav, der er mønstrede, som var de gjort i Java? Efteraaret kommer og griber i sin Kurv om Halsen og strør Bærrenes Millioner ud mellem Lyngen, Tyttebær, Blaabær, Sortebær, Tranebær. Saa gaar vi rundt om en Enebærbusk; den gynger i Snefoget og leger Italien midt i den danske Vinter. Og atter glider vi frem mod Paaske, og lige yndefuld skær og rødmende overrasker os Vaarkobjældens Prinsessefornemhed i Ødemarken igen.

Meget Vildt er der ikke herude; men mange Slags er her, og kongeligt er det tillige. Jeg smed mig plat paa min Mave i Sandet en Aften i Sommer, og ikke mindre end 7 mangetakkede Gevirer gled mig forbi over Brandbæltet fra Træerne ud i Heden til Græsningen. Gork, gork, gork, siger det, og du snurrer rundt og ser Urkokkens gnistrende Lyre forsvinde bag Bakkekammen. Her staar der et halvtudvisket Harespor i Sandet, og er det ikke en Grævlingefod? Brede Svømmehudslabber er jappet ind i den gamle Rævegrav, der altsaa er konstitueret som Fødeklinik for en Gravand. Solen er ved at synke, Kragerne skriger op mod en lydløst svævende Ugle, Agerhønsene kalder til Samling, Gæssene rejser sig under heftig Meningsudvekslen fra den ensomme Ager i Ørkenen, faar sig ordnet i Kileform og styrer mod Lavvandssøen imellem Indlandsklitterne. Hjejlen kroner Ensomheden herude med sin tungsindige Klage, som Viberne bare ler af. Fra de sorte Tørvegrave i Nord kaster Graaænderne sig op til et hastigt Rekognosceringstogt; saa lyner det for mine Øjne og buldrer ind i mit Ansigt, saa Hjertet slaar haardt — Fasanen; men hvad er det, der pludselig farer frem — naa, det er sandt, det er ikke i Aften, det er først et Par Maaneder senere.

*

Altsaa en Sommeraften, stille og lun. Raadyret blev mig slet ikke var, skønt jeg kom lige imod det; men jeg havde den lave Sol bag mig, og den blændede det, saa det ikke saa mig, skønt dets Blik var rettet imod mig. Jeg lagde mig paa Knæ og kravlede frem imod det, ubevægelig, hver Gang det kigger op, og fremad, hver Gang det nipper en Græstot. En Sandrevle er os imellem; nærmere naar jeg og endnu nærmere. Nu kan jeg snart stikke en Finger i Klemme ind i dets ene Klov. Saa snubler jeg over en Ujævnhed, og se! Derfor har han skabt Døden, den store Skønhedselsker heroventil; for uden Frygten var ikke Nervøsitetens og Flugtens alt overgaaende Ynde.

Jeg hælder grove Hagl i min Bøsse, sørger for Modvind og stiller mig op mellem Træerne. Afdækker du dig nu, Fader Hjort, og vil ud gennem Kløften syv Alen fra mig, præsenterer jeg mig. Der er Plads paa Væggen derhjemme til endnu et flot Gevir, foruden det 8-endede, jeg fik af den Kronhjort, jeg skød 8 Dage efter dens Død. Men hvad i Alverden er det for et Dyr, der lister ud af Snogdal Plantage paa den anden Side Heden? Det er skinnende hvidt som en nykalket Væg, for lille til at være en Kvie og af en Gangart, der ikke er en Hunds. Hvilket Dyr i de danske Skove er kridhvidt? Jeg er ved at sprænge Øjnene med at stirre og Hovedet med at spekulere. Fænomenet derovre staar stille nu, eller bevæger det sig lidt frem og tilbage? Men hvad er nu det? det er jo ikke hvidt over det hele; noget mørkt anes bag det lyse, ja, det har to Kulører, skiddengraat i den ene Ende og lagenhvidt i den anden. Oho, nu har jeg Løsningen, det er to Hunde, Sommerkvælden har overlistet paa en Hedetur til at hengive sig i Forelskelsens Opgaaen i en Enhed. Men nej, det er det heller ikke; for nu gaar det frem imod mig, saa jeg kan se, der kun er eet Dyr. Og nu forsvandt det naturligvis ude i Lyngen. Det var et Spøgelse. Som Herregaardene flotter sig med deres » hvide Dame«, rummer min Hede nu — o Stolthed! — iblandt sine talrige Skatte ogsaa et Stykke Gengangervildt.

Men lige ved Siden af mig ude paa Brandbæltet knejser en yndig bitte buttet Ræv. Den er intet Steds kommet fra, saa den maa være skabt i dette Sekund af en Tue. Jeg løfter Bøssen og tager Sigte; det er min Pligt at skyde; Ingvar mistede forleden paa een Nat 2 3 Høns; Kre Smidt har i Sommerens Løb maattet skatte over 50 til Fru Mikkel. Det er uudholdeligt. Altsaa maa du dø nu, dit søde lille spidssnudede Asen. Du er allerede stor nok til at klare dig selv; maaske du har været med paa Røveriet i Forgaars; saa bøder du nu for dine egne Synder; det trøster mig lidt. Den sætter sig ned og gnasker en Loppe, tager saa et Par Spring og snuser til en Lyngtot, sætter sig atter, lægger Halen sirligt om Forbenene, slikker sig om Munden og ser sig listigt omkring. Jeg tager Bøssen fra Kinden; den rejser sig og tøfler hen imod mig og vil ind i Træerne. »Naa«, siger jeg til den højt og tydeligt, »vil du derind?« Den spidser Øren og opdager mig; jeg staar urørlig; den kigger længe, ryster saa paa Hovedet, som om den sagde: »Sikke noget, dér er stillet op!« Og spanker over mine Fødder ind i Plantagen.

Madum Kirkeklokke begynder at visselulle for Solen, og i det samme dukker det hvide Dyr atter frem fra en Lavning. Det jager Rædslen foran sig paa sin Fart. En Urkok hæver sig skyndsomt og forsvinder, lidt efter en And ligesaa; en Hare tumler op af sit Leje og tager Flugten. Gespenstet har Retning over mod mig; og ved de sidste Straaler fra Solen i Havet ser jeg, hvad det er: Ræven med en Høne i Gabet. Endnu efter mit Skud ind i Døden holdt den fast ved sit Bytte, som ikke var en Høne, men to friskslagtede, nydeligt behandlede Hanekyllinger, der smagte elegant næste Middag paa Præstegaardens Bord. Og naturligvis — ak! — var det Rævemor selv, forpjusket, radmager, med Halen slidt af af Sommerens Møje for Føden og Leg med de smaa; hun var ikke til andet end at grave ned under Blommetræet, og paa Frugterne har jeg kendt hende i September. Kylling à la Mikkel og Ræveblommer, er det ikke et genialt Supplement til Madam Mangor: Man tager en gammel Hunræv — ikke sandt?

Men nu hendes lille Datter, hvordan er det siden gaaet hende? Hun er blevet til et kønt, forslagent Pigebarn, der i Søndags begik et Fejltrin, som førte hende ned i den Lastens Hule, Gravmand og jeg kom forbi Mandag Morgen. Der var Tegn udenfor paa, at Natten just ikke var gaaet med lutter Forsagelse af Kødets Lyst, men Galanerne havde naaet at salvere sig, inden Ordenspolitiet i Gravmands røde, forbidte, ørelasede Skikkelse tonede frem. Hun besvarede hans »Anholdt!« med en Haanlatter, og der udspandt sig i det dybe en Times Samtale, som jeg var en højst interesseret, overjordisk Tilhører til. Saa var hun pludselig ude, opdagede mig og snurrede rundt, inden det gik op for min Bøsse, hvorfor den var med. Hun mødte Gravmand i Døren, men vilde forbi ham og ind igen; de kom i Klemme ved hinanden og bedes forfærdeligt, men Pigen fik sin Vilje, og han maatte give sig. Og Samtalen fortsattes i Gravkammeret inderst inde. Jeg tilbragte to Timer ovenfor i nagende Sult og knirkende Sne og biderhvas Østenvind, uden Læ; men Eksjomfruen lod sig ikke mere til Syne. Tilsidst var der kun een Tanke i mit Hovede, et sløret og svullent Ønske om, at Vorherre for en anden Gangs Skyld vilde se at faa indlagt Centralvarme i Verdensrummet.

Grave en Ræv ud er kun hæderligt, naar den er anskudt. Men selv et hæderligt Menneske kan gøre uhæderlige Ting. Hvor mange Krigsfanger var det, Napoleon lod slagte i Ægypten, fordi han ikke kunde føre dem med sig? Mine gæve Naboer vilde ikke tilgive mig, om jeg lod denne lille Morderske gaa fri for Tiltale; dertil har Ræverædselsregimentet herude været for haardt. Jeg tager altsaa med Malurt i Sindet Beslutningen om at skride over Skellinien mellem Rævejæger og Ræveslagter og kalder Ingvar og Kresten til Hjælp; og de er mere end villige til at møde paa Pladsen for Udbetalingen og prøve paa at faa gjort gammelt Regnskab op. Tre Timers Gravearbejde i haardfrossen Jord. Man begynder med Vittigheder og ender med Haabløshed. Og pludselig ramler Spaden paa Røret i tre Alens Dybde. »Der sidder hun inde«, siger Gravmand rasende, og den medbragte Staaltraad tilføjer lidenskabsløst, at der er endnu fire Alen til Bunden.

Solen er ved at gaa ned, vi er alle trætte. Skal hun da virkelig naa at pudse os? Det er Synd for de mange smaa Kyllinger i Moders Liv, der allerede saa smaat er begyndt at drømme om Sommerens Glæder. Hvad, om man prøvede Oles gamle Husraad med at lave en Løkke paa Staaltraaden! Og sandelig har vi Lykken med os. Der kommer hun glidende ud og lader sig fire op som en Spand af en Brønd. Hun spiller »død« paa Jorden et Minut og vover saa Forsøget med et næsten usynligt Trav, og Skuespillet bliver til Virkelighed.

*

Jeg tager hende under Armen, og vi følges ad til Bilen, og undervejs henvender hun til mig disse varme og forstandige Ord: »Tak, fordi De lod mig leve dengang, og Tak, fordi De skød mig i Dag. Foraaret modtog mig ved min Fødsel, jeg fik en munter Sommer og et dejligt Efteraar, endogsaa Sneens pudsige Højtidelighed naaede jeg at opleve; og midt i Elskovens svimlende Besættelse blev jeg altsaa kaldt bort. Hvad mere godt havde Livet at byde paa? Hvad højere kunde jeg ønske mig? Hannens Troløshed, Ungernes Egoisme, Slid og Slæb og Bekymringer og Alderens Gigt og Tandløshed blev jeg nu sparet for. Maa jeg bede om Lov til som et lille Udtryk for min Erkendtlighed at lade mit Lig beskærme Deres Kones Hals mod Katarrh?«

Ajax.

Husker De, da De første Gang kom ud for den Utrolighed, som hedder »staaende Hund«? Det blev min gæve Ven Mejeribestyrerens sorte Ajax, der førte mig ind i den Oplevelse.

Ud sprang vi af Bilen og ind i Kartoffelmarken, hvor Hunden pludselig stivnede og i en forvreden Stilling stod som en Hustru til Lot. Jeg troede, den var blevet syg, maaske »slaaen« af en Hugorm, om det kunde virke paa den Maade, men Rasmussen lo ad min Pattebarnssnak og forklarede mig overbærende, at det betød, at dér laa Agerhøns. »Lad os da saa løbe derhen,« raabte jeg lige vantro og ivrig, men i Stedet gav han sig til at snakke med Kartoffelopsamlerne, om de havde set Høns der, om hvormange der var, om hvor de plejede at flyve hen. Imens holdt Hunden sin krampagtige Stilling, som var den af Sten. Omsider begav vi os hen til den, og tænk! det passede virkelig, en 12—14 Agerhøns buldrede op, næ nu havde man da aldrig kendt Mage, jamen det maatte da være et rent Vidunderdyr!

Naa, det var gamle Ajax for Resten. Apportere brød han sig ikke om; men var der andre Hunde til Stede, gjorde han ogsaa det. Og ellers var der ingen Kunst, man med Billighed kan forlange af en »all-round-Hund«, uden at han mestrede den. Naar Ajax trak an, saa vidste man: »Nu vil der komme en Agerhøne, en Urfugl, en Snæppe, en Bekkasin, en liden langøret Mis.« Støde Vildt kendte han ikke til. Var Hønsene for nervøse i det, ringede han dem. Og han havde et nydeligt Tag paa med høje Raab at servere Harerne ud af Smaaplantagerne til den rigtige Side. Forsigtigt gik han paa Agerhøns, men paa Urfugle haardt. Han kendte sit Speciale saa godt som nogen Professor sit. Ja, det var, som om han paa Lugten kunde fornemme sig til, ikke blot af hvad Art Dyret var, men ogsaa af hvad Karakter — hvordan hvert enkelt Tilfælde skulde behandles. En ung Jæger, der skulde indvies i hele det Mysterium, som hedder Jagten, kunde ingen bedre Læremester og Fører have end Ajax. Jeg havde selv ingen Hund dengang og laante den derfor af og til. Jeg er en god Jæger, hvormed jeg mener, at jeg oftest skyder udenom, og min Færdighed heri var naturligvis dengang betydeligt større end nu.

Oppe paa Højen tager Ajax Stand; op kommer en Høne; jeg faar den min Sandten; ak, det var den gamle; nu flyver 14 Kyllinger op og kaster sig atter i Roemarken; dem rejser saa Hunden for mig, alle 14, en for en; i Begyndelsen stirrer den forbløffet og vantro paa mig, naar Skuddet falder og Hønen fortsætter uanfægtet; efterhaanden opgav den mig; d. v. s. den søgte godt nok videre, tog Stand, avancerede, rejste, men den ikke saa meget som saa efter Fuglen, naar jeg skød, men var allerede i Gang med at søge efter den næste. Til sidst havde jeg kun Rævehagl tilbage, men det var umuligt at kalde Hunden fra Roerne, før alle 14 var ekspederet paa Vingerne.

Den sidste Jagttur, den gjorde med os, var en Dag ind under Jul. Uden for en af Gaardene laa et Par Læs Risbrænde, og som Hunden blev tosset her! Den borede sig ind i Brændet, gravede i Kvistene, bed i Grenene, skrabede i Stammerne. »Lad dog Katten sidde,« sagde jeg utaalmodig og gik; men Rasmussen stolede paa sin Hund. Saa kom min lille Gravmand til Hjælp, og de to holdt et Spektakel af den anden Verden. Vi var 4 Jægere, og de 3 af os havde givet op og den fjerde stod daarligt for, da Ræven omsider tumlede ud og for til Skovs med Hundene og 4 Par maabende Menneskeøjne efter sig.

Nu er Ajax død af den ubarmhjertige Alderdom, der ikke gør Forskel paa Fæ og Geni. Men hver Gang jeg mindes den, føler jeg noget i Retning af, som naar jeg tænker paa Georg Brandes eller Olfert Ricard eller en anden af min Ungdoms store Afdøde, hvem jeg staar i Gæld til for meget.

Kampen for Bælgen.

Jeg kan blive saa hjertelig gal i Hovedet, naar jeg fortæller en god Jagthistorie og modtager følgende Kvittering fra Tilhørerne: »Jeg troede ikke, en Præst maatte lyve.« »Maa De da det?« bider jeg fra mig. Hvad er det for en uudryddelig Forestilling, at en Præst skal præstere Dyd for en hel Menighed. Det er en køn Udløber af Forsoningsbegrebet: vi holder En til at være god paa vore Vegne over for Vorherre, saa kan vi andre være, hvad vi vil.

Men det er ogsaa et ganske utilbørligt Svar at give en Jæger. For en god Jagthistorie er netop sand. Alt det utrolige, man oplever ude i Naturen, har da netop sin Værdi just deri, at man oplever det. Det meste af det, man beretter efter Jagtturen, er jo slet ikke morsomt, hvis det bare er noget, man finder paa.

Jægeren lyver aldrig. Men han taler Jægersprog. Det er ofte uforstaaeligt for de uindviede. De, der kender det, tager ikke fejl. De kan nøje skelne mellem Tingen selv og den Kulør, der — som rimeligt er — sættes paa den.

Men skulde jeg endelig bekende Kulør for »den gemene Hob«, saa kunde jeg tale det Maal, som den forstaar, og sige: »Husk, jeg er baade Præst og Jæger og Digter. Det er en sølle Præst, der ikke kan tale Sandhed, og en sølle Jæger, der ikke kan lyve, og hvad Digteren angaar, saa skal han lyve, ellers er han jo slet ikke Digter.«

*

Naa, men til Kendsgerningerne! Jeg skulde skaffe min Kusine en Ræv. Hun havde saa trofast travet med mig paa mine Udflugter, og saa spændt fulgt alle mine Forbiere og Træffere, at jeg forlængst havde tilgivet hende, at hun ikke er min Fætter. (Maaske hun ogsaa er det; hun havde en Tvillingbror Christopher, der døde straks efter Fødslen, og man har jo før hørt, at Tvillinger er blevet forvekslede.) Men, hvorom alting er: hun havde for længe siden gjort sig fortjent til en Krave; i dette Efteraar skulde hun have en; nu maatte det være.

I Virkeligheden er det lettere at være Kasserer og undgaa Tugthuset end at skyde en Ræv, naar man skal. Men det vidste jeg endnu ikke. For jeg havde endnu aldrig været ude for den røde Streg. »Hvordan skal jeg bære mig ad med at komme over en Mikkel?« spurgte jeg min gamle Havekarl. I de Aar havde jeg altid mosgroede Urtegaardsmænd. Det er dekorativt. Men ikke altid praktisk. Den første, jeg havde, var desuden blind. Han læssede Frikadeller og Sovs af paa Dugen ved Siden af sin Tallerken, den gamle Stakkel. Stærkt kvalificeret til Lugearbejde i Køkkenbedene var han saaledes ikke. Det gik haardt ud over Persillen og Gulerødderne. Ukrudtet stod til Gengæld smukt. Nu havde jeg den nogleogfirsaarige Anders. Han arbejdede næsten Døgnet rundt lige saa sindig og tung og ubremselig som I. C. Christensen i en politisk Diskussion i Studenterforeningen. Han overkom en Masse. I Dag var han ved at plukke Septemberæbler til Ulla Poulsen. Jeg havde bestemt, hun skulde have en Kurvfuld. Dels smager de dejligt, og dels har de en Lød, der klæder hendes fortræffeligt, naar hun bider af dem. For Resten havde Anders ogsaa været ved Balletten engang, men ikke paa en Maade, der var til at spøge med. Han og en anden Mand kæntrede et Par Alen til Havs og fik dem en Dans paa den vaade Tilje. To Mand paa en Aare. I hver sin Ende af den. Tænk, saa nær er Mennesket ved at kunne flyde. Herre vor Skaber, hvorfor vejer vi den Smule Pund for meget? I over en Time drev de to Mænd med Strømmen ned langs Kysten, ikke længere ude, end at Folk fulgtes med dem sydpaa inde paa Land saa nær, at Parterne kunde raabe til hinanden. Gang paa Gang prøvede de inde at danne Kæde for at naa dem, men forgæves. Til sidst følte de sig saa gennemisnede og dødsens trætte, at de var ved at slippe. Da slyngede en Bølge dem indad, og Kæden fik fat.

»Hvordan kommer man over en Mikkel?« spurgte jeg altsaa Anders, og Anders lo uviss og svarede, at det gjaldt vel mest om at klemme Benene godt sammen og saa styre lige ud. Jeg tror ikke, jeg saa begavet ud, men jeg lod mig ikke mærke med noget.

Maaned gik efter Maaned, og jeg havde endnu aldrig set en Ræv. Ofte hørt ham, da jeg som Dreng havde min Skolevej gennem Christianssæde øde Slotspark. Da hylede det om mig i mørke Senvintermorgener med klagende Genlyd fra det tomme Slot, saa man maatte tro, det var Ulve eller usalige Aander, der var paa Færde. Jeg vidste nu nok, det bare var smaa Ræve, men ikke, hvordan de saa ud.

Det kunde være gaaet mig, som det gik min fromme Hjertensven og gode Nabokollega, der havde mere Begreb om de himmelske Ting end om Naturhistorie, og som havde set en Brok komme løbende ind foran hans Billygte ovre i Staby. »Var det nu ogsaa en Brok?« Ja, det var det da. Hvordan den da saa ud? Ja, den lignede jo saadan nærmest en stor Grævling.

Men altsaa, det var den Rævebælg. Som udeblev. Saa ringer en anden brav Kollega til mig: han havde en Onkel, der boede midt imellem store Plantager etsteds sønderpaa; der vrimlede det med alskens Vildt; man dublerede Ræve dernede. Om jeg havde Lyst.

Ugen efter stillede jeg saa med stiv Hat og Hjertebanken til mit Livs første Støverjagt. Det var vel nok imponerende. Der var altsaa Værten, Onkelen. Og der var Hr. Petersen fra København. Og der var en stedlig Slagter, som dræbte alt levende, hvad han pegede paa, sagde man. Saa jeg blev jo ilde til Mode, da han ved Middagsbordet pegede paa mig. Der var 3 Præster, en Barthianer i smult Vande, en kogende Missionsmand og mig, der ikke var noget. Og saa var der Manden med Støverne., og han havde været med Grev Friis paa Løvejagt i det allersorteste Afrika.

Onkelen tog sig kærligt af mig, Novicen. Stillede mig op paa en Korsvej, forklarede, at Harer kom langs med Vejen, Ræve satte tværs over, og forbød mig at skyde paa Mennesker. Endelig skulde jeg staa ganske stille under en Gran og bare vente. Jeg sagde Tak og løftede paa den stive og blev overladt til mig selv. Pudsede Næse, knappede Frakke og var saa parat til at dublere Ræve.

Saa gik der 2 Timer i en Livløshed, som om den sorte Pest havde raseret Egnen.

At mine Ben var følelsesløse, er ikke sandt. For de var slet ikke. De havde ophørt at existere. Hele min Krop gled ind i Tilintetgørelsen. Men vendte pludselig tilbage i et Stød af Rædsel. Hundene opløftede et skingrende Hyl. Hvad var dog dette? Afrikaneren havde vel ikke ogsaa haft en Løve med, som nu var sluppet løs og sprunget paa Hundene. De arme Dyr blev ved at give Hals. I over en Time stod jeg og hørte Hundespektaklet fortsætte sig, uden at jeg fattede Grunden. Til sidst gled jeg ind i Bevidstløsheden igen. Saa rankede jeg mig op, blæste paa alle Forskrifter og Paabud og gik ud midt paa Gangen og spadserede mig lidt Varme til. Og som jeg nu gik der og drev rundt, kom en af Hundene tøflende ned imod mig.

Ved denne Hund var der den Mærkelighed, at den ikke gøede, og at den var uden Klokke. Det havde jeg set de andre var udstyret med. Men saa maatte denne jo være en fremmed Kammerat, der havde sluttet sig til senere. Pisketræt var den. Hovedet hængte helt nede mellem Forbenene, og Tungen dinglede blegrød langt ud til den ene Side. Da den var fire Alen fra mig, saa den op; det gyste igennem den, brat snurrede den rundt og fremviste derved endnu en Mærkværdighed, den havde Rævehale. Jeg blev perplex. Havde dette skrækkelige Menneske ikke doceret, at Harerne løb langs og Rævene satte over? Ergo var denne Hund med Rævehale en Hare. Nej, men det var en Støver, maatte være en Støver. Det fastslog jeg for mig selv og skød saa. Haglene for hen over Ræven, dens Nakkeskind krympede sig i Gysen, saa drejede den ind mellem Træerne; mit næste Skud ramte, men desværre kun en Fyrr.

Det var den Dags Udbytte.

Men hjemme var det gaaet op for Anders, at jeg ikke trænede til Cikkel, men trænede for Mikkel. Han hørte nemlig Ænderne skraldre op ude paa Marken; der laa 7 af dem slagtede, og Ræven sad med den ottende under Poten. Anders forsøgte at løbe den ind, men i Betragtning af, at der bl. a. var en 80 Aars Aldersforskel imellem dem, maatte han nøjes med Sølvmedaljen i Konkurrencen. Det var et artigt Syn, der mødte mig, da jeg vendte tomhændet hjem.

Den næste Gang jeg saa Ræven — nej, naa jo, lad gaa — det var i Stadil Skole. Men den Ræv var altsaa en tobenet og den absolut sidste af alle, jeg vilde have lagt for Skud. Hvor var det morsomt at komme sammen med ham i de Aar. Der sad han jævn og storstuebred og lignede ikke noget andet end netop det, han var: en Landsbydegn i overnaturlig Størrelse, Urkraften i dansk Bondemuld, tilsat lidt By. Sad og snakkede og var Dus med alle de andre Bønder, fortalte helst Jægerhistorier, vilde intet høre om Politik, lod aldrig skinne igennem, at han var mer end en ganske almindelig Jens Christian. Og saa kunde det alligevel hænde, at bedst som han havde berettet om, dengang han i Alrum — det var i hans Ministertid — gik glip af Ræven, fordi han havde lagt Bøssen fra sig for at trække Husted-Køerne op paa et mere tørt Sted, da Vandflod med et var sat ind, eller om, dengang han lige ved Søndervang Skel fik klippet en And, at saa kom han for Skade til at fortsætte: »Saadan var det engang, jeg var ude med Kong Georg af Grækenland . . . .«

Naa, men videre! dette her var jo kun en dum Vittighed.

*

Der svuppede en hel Maaneds Regn i det Aar, og saa satte Frosten ind. En Dag kommer jeg ud sammen med en Støverejer. Han gaar inde i Plantagen, og jeg langs med Brandlinien udenfor. Saa giver Hunden sig til at synge lige ved Siden af mig. Nu var jeg blevet saa erfaren, at jeg vidste, hvad det betød. En halv Time gik, jeg stod ubevægelig, Musikken derinde blev ved. »Han faar ham saamænd ikke drevet ud,« tænker jeg og begynder at marchere. Ved Siden af mig laa der en Hededam med lavt Vand. Mente jeg da. Men da jeg sætter venstre Fod frem for at vade igennem, var der ingen Bund. Jeg gaar altsaa paa Hovedet forover. Det sidste jeg saa, inden jeg forsvandt i Isvandet, var den røde Pil, der afskudt inde fra Træerne for ud over Heden 20 Alen fra mig. Om det er muligt at blive gennemblødt til mere end Skindet, var jeg det, da jeg omsider fik bjerget mig op. 2 km til nærmeste Hus. Men der blev man vel saa ogsaa nok behandlet efter alle Kunstens allerbedste Regler med opvarmet Undertøj og Skoldkaffe og al anden Opbyggelse.

Det var den Jagttur.

Den gav ingen Ræv. Ikke engang en Lungebetændelse. Men et uforglemmeligt Indtryk af jydske Bønders Hjertenshjælpsomhed.

*

»Her lugter af Ræv,« sagde min Jagtfælle, vi stod en klinger Frostdag i en Slugt midt inde i Plantagen. Jeg lo ad ham, men han blev stædig ved sit. Saa hentede vi en tredie Kammerat med en Støver. 5 Minutter efter var Drevet i Gang. 1 1/2 Time efter faldt Ræven og jeg i hinandens Arme inde mellem Smaagranerne til gensidig lammende Forfærdelse.

Saa panikslaaet blev han, at han begyndte at løbe baglæns, jeg skød, og han faldt, men jeg vidste godt, at jeg ikke havde ramt, han var snublet over en Trærod. Dagen før havde jeg dubleret et Par Ænder og hentet flere Bekkasiner ned fra deres Lynildsflugt. Jeg var i Virkeligheden ved at blive en ret habil Rammer. Men disse Ræve forhexede mig ved at dukke op alt for nær ved mig. Endnu et Par Storbrølere lavede jeg dette og det følgende Aar. Saa skrev jeg til min Kusine, at det stod optegnet i Skæbnens Bog, at hun skulde gaa med utilhyllet Hals gennem Livet.

Nureddin fik ikke Lampen trods alt sit Stræb. Aladdin slumpede sig til den. Hvis Jægeren ikke selv kan ramme, skal han prøve at overlade det hele til Bøssen.

Et Par Aar efter var jeg en Vinterdag ude i en lille Plantage, der laa i en Mose. Støveren drev med en Ræv i Timevis lige ude i mit Hjørne, men ud vilde den jo ikke. Bitterlig koldt var det. Til sidst blev Drevet usikkert, fjernede sig, opløstes i spredte Glaf. Jeg stillede Bøssen fra mig og stak de forkomne Fingre i Lommerne. Da knækkede en Gren; Fyrren, Geværet støttede sig til, gyngede voldsomt, højre Hane stod let, og Skuddet kom. Ræve kan jo finde paa at søge Tilflugt i Træer, naar de trænges haardt af Hundene. Hvor er det fantastisk at se saa stort et Vilddyr komme plumpende ned fra Toppen af et Træ, med Rim i Pelsen, stendød, ramt lige i Hjertet. Den faar ikke Lov at vige fra min Kusines Skuldre hverken Sommer eller Vinter. Rigtig en flot gammel Tæve, en Moseræv, helt tørvesort, saa pragtfuld som kun i en Drøm.

Hedesognet.

»Her har Jyderne levet fra ældgamle Dage«, sagde Valdemar Rørdam og saa ud over de talrige Gravhøje, der danner en Vej tværs over Ager og Hede og nyplantet Fyrreskov. I det samme blev han en Hare vâr, der løb langt forude, næsten usynlig i stridt Græs, og Stedets Aand fo’r i ham, saa han skød uden at tænke, ramte i Hovedet og puttede i Tasken, inden en anden en fik Tid at blive klar over, hvad der egentlig gik for sig. Ja, her har Jyderne jaget fra ældgammel Tid. Og her er værd at jage. Hede, Agerjord, højt oppe, langt nede, Eng, Mose, Smaaplantager, hvad kan en jæger forlange mere? Jo, een Ting, Vildt. Men det er her ogsaa. Ikke meget. Men hellere lidt paa skiftende Terræn end meget paa det ensformigt samme. I Kartoflerne paa den højeste Bakke bor der Agerhøns. Man slæber sig skumsvedt derop. Og naaet til Tops, glemmer man alt for Betagelse. Af hvad? Af Jylland. Ikke mere om det. Haabløst med alle disse Enkeltheder om blaat slørede Banker, om vældige Engflader og hævet Fjordbund, om rødtagede Nybygninger i sorte Heder, om Lokesæd, om Kirker i Snesetal, om Havets Blinken i det utroligt fjerne. Man staar og betages af Jylland og stirrer sig væk i Synet, til man farer sammen ved et Brus bagved: Av! de glemte Agerhøns. Hvor kaster de sig? Ned bag Bakken naturligvis og pist! Men den Fordel er der ved Revieret herude, at det har kun fire Verdenshjørner; naar man har gennemsøgt de tre, ved man altsaa, at de maa ligge i det fjerde.

Og Hunden gør sine Sager flinkt, og Hønsene findes og forsvinder igen, og 3 Timer efter staar man da atter paa Højens Top og glemmer atter, hvorfor man har slæbt sig herop. For nu er det et helt andet Jylland, der breder sig ud for Ens Fødder, helt nye Belysninger, maaske ogsaa Vejret har skiftet, en Torden i Anmarch kanhænde, fra de Hundrede Smaagaarde stiger Røgen lodret. Opløftende Syn! Der koges og brases derinde af Køkkenpræstinderne, saa Ofret er rede, naar de trætte flittige Mænd vender hjem. »Og Abel var en Agerdyrker« —visst er den danske Bondes nøjsomme Flid Gud en Velbehagelighed, visst hviler Herrens Velsignelse over de tapre Smaagaardes Kamp med Sand og Ukrudt og Prioriteter, visst er der Mening i, at Røgen fra Hjemmenes Altre stiger saa smukt og lige mod Himlen.

Folkene paa disse Kanter er Missionsfolk. Det er bra. Af flere Grunde. Bl. a. den, at de skænker deres Jagt til Missionshuset, som saa lejer den ud til mig. Paa den Maade faar Huset Penge og jeg Vildt. Hvilket er godt for alle 4 Parter: Missionshuset kan bære sig selv, Pengene gaar til et godt Formaal (det kan Pengene kun være glade ved), jeg holder mig i Live til Legem og Sjæl, og Vildtet slipper for at skydes af andre end mig. Det kan ganske visst ske, at forudindstillede Middagsgæster i mit Hus mukker over, at det er Missionsharer, jeg byder dem, men jeg replicerer immer, at det smager de bare bedre af.

For hvad vil det sige at være missionsk? Det kan betyde Alverdens Ting, lige fra at sælge trepattede Køer i Jesu Navn til at være et Menneske, for hvem det at være noget er eet med virkelig at være det. At være Kristen er ikke blot at notere sig for det paa Mandtalslisten, at betale sin Kirkeskat og derudover næppe ytre sig positivt. Men at være Kristen det er for Afgjorthedens Naturer

igennem Lykke og Kvide,
i Tvivl og Hunger og Sværd
at staa ved den Høvdings Side,
man engang har stillet sig nær.

Jeg kan ikke se andet end, at netop Afgjortheden har været »Missionens« Adelsmærke, der dækker en Mangfoldighed af Synder. Og den Dag »Missionen« bliver omgængelig, har Sandheden mistet en Side af sig, som vel var Usandhed, om den gaves ud for den fulde Sandhed, men uden hvilken Sandheden kun er en delvis Sandhed, altsaa Usandhed. Men det var Harerne, vi slap fra.

Kan et Missionshus forsvare at lade Guds Skabninger lemlæste og ihjelslaa for at tjene Penge paa det? Er det ikke Judas-Penge? At en gudsforgaaen Præst gaar paa Markvejen ud og slaar ihjel, maa man jo affinde sig med; men Herrens Venner i Lynge Sogn eller hvad det nu hedder, kan de række Haand til slig Misgerning? Jeg spurgte Formanden ved Lejlighed, og den djærve Bonde svarede prompte: »Min Frelser spiste Paaskelam«. Nu har ganske visst Det kgl. Teaters førende Skuespiller engang forklaret mig, at netop af denne Grund stod Buddhismen over Kristendommen. Dér vil vi saa lade den blive staaende som Menneskeheden forholdsvis uvedkommende. Vi ønsker Jesus Velbekomme med Paaskelammet og glæder os over, at er der end ikke berettet om ham som Jæger, var han i hvert Fald Friluftsmand nok til at deltage i Fiskeriet. Og en Lax er vel en Guds Skabning saa godt som nogen Kanin.

*

Jeg husker den Stund, jeg fældede min første Hare. Med mangfoldige Jagtkammerater har jeg det tilfælles, at aldrig hverken før eller siden er man saadan gennemsvulmet af Lykke. Jeg husker, jeg foldede mine Hænder, der hvor jeg stod mellem de knap mandshøje Graner, i en stormende Taknemmelighedsfølelse. Det er vel sagtens Existensinstinkterne, hvis Urgrund afdækkes et Sekund. Det er selve Naturens Haandslag, dens Konfirmation: du er mandbar nu, du kan skaffe Føde, Stammen maa til at regne med dig. Det fældede Vildt for din Fod, den slatne Hare, den pjuskede Høne, det er selve Livets Rigdom, der ligger foran dig, Kvinde, Børn, Fæste og Gaard, Manddomsgerning, Raad hørt paa Tinge.

Og stadigvæk, naar jeg gaar ud med min Bøsse, har jeg denne lykkelige Følelse af, at være selve Livet nær, dets Primitivitet, dets Oprindelighed, det nøgne Liv. Skønt er der herude, for det blotte Øje, for Kikkert med; men den bedste Kikkert er Bøssen. Den skærper Sanserne, saa de bliver aartusindyngre. Med Bøssen i Haanden ser du, hvad andre ikke ser, ikke blot Harens Fod over Mulden eller Agerhønens Vingestrejf paa Sandet, idet den har lettet, eller Ræveluntens Fej ad Sneen. Men du ser ogsaa Dryaden i Træet, Nymfen i Kilden, Sjælen under Landskabets Træk. En Septembermorgen herude, naar Luften er saa klar og høj, at dit Legeme er uden Tynge, naar Duggen friskner fra hver Sten og hvert Straa, og den flyvende Sommers tusinde Spind vifter hen gennem Luften. En Oktoberstemning i Silregn eller raaklam Taage, hvor Vemod lægger sig over Sindet, som om Livet var een stor blind Smerte, et Længselens Suk efter et Noget, man intet ved om, undtagen dette, at det ikke er til. En Novembermorgen, naar Luften er ufattelig klinger, og Rimfrosten har forsølvet Lyngris og Stubbe og Naale og skabt rene Kunstværker af Hønsegaardenes Traadvæv. En Decembermiddag, naar Sneen har glattet sig hvid og blød hen over alle de runde Høje og gjort dem saa daarende skønne som Pigebryster.

*

Bøssen har kaldt dig herud. Bøssen drager din Fod frem, skærper dit Øre, vider dit Øje, spiler dit Næsebor. Bøssen lader dig opleve, at Naturen er noget levende, har et Sind, der møder dit Sind. »Her har Jyderne boet fra ældgamle Dage«, sagde Digteren. Det er hellig Jord, du træder paa, helliget gennem skiftende Menneskers Færden med den og gennem den Aand, som var evigt den samme, og mødte dem her, som den møder dig.

En Kvinde af Folket.

Jylva, min Hund, min bedste Ven, min eneste oprigtigt fortrolige, hvem forstaar hinanden som vi to? Der er ingen i Verden, der holder af mig som du, og ingen holder jeg af paa den Maade, som jeg holder af dig. Saa indtrængende trohjertigt lægger du din Pote paa min Arm, saa smukke i deres Trang til Kærlighed kigger dine Øjne ind i mine. Efteraarsfestligt brun som Skæret over Heden under Septembersolen, naar den gaar ned, er dit Skinds Lød, kaade som Foraarets Hvirvelvinde er dine lystige Spring, naar jeg snakker Løjer til dig, mens din Halestump virrer omkap med dine lange Ørens Dasken — og du snapper efter Vejret og snapper efter mig og snapper efter Pinde paa Jorden i overstrømmende Livshumør, i Taknemmelighed over Tilværelsen, at vi to er gode Venner.

Jylva er en Kvinde af Folket. Tabt i Mørket er hendes Oprindelse, og Kendere, Opdrættere og Dressører og al anden ophøjet Sagkundskab vilde have en Skok af Indvendinger at fremføre. En ægte født Embedslæge profanerede en Gang sit Øje ved at lade det falde paa min uværdige Hund; han hev det til sig igen i en Fart med et henkastet: »Naa, saa De foretrækker Cocktails.«

Det var min Ven Mejeribestyreren, der i min Ungdom besnakkede mig til at købe et Jagtgevær. Derved ledede han mit Livsløb ind i et Spor, der har kostet mig uoverskuelige Summer og skaffet mig uoverskuelige Glæder. Snart gik det saadan, at det stod klart for mig selv og min Samvittighed, at en Bøsse ingenlunde var tilstrækkelig til Jagten; en Hund maatte til. Kendskabet til Hunderacer stod hos mig i lige fremt Forhold til Pengepungens Formaaen. Et helt Efteraar gik med at prøve Hunde og kassere dem. I Fortvivlelse købte jeg tilsidst ubeset noget, som kaldtes en Gordonsetter, der var beskrevet mig som indehavende samtlige Fuldkommenheder. En Senoktoberaften sad jeg med et lille Selskab i min stormomsusede Præstegaards luneste Inderrum, da Telefonen ringede: Ulfborg Station meldte, at der henstod en Hund at indløse formedelst 110 Kr. En tilstedeværende fortrinlig Lærerinde saa sig — Himlen maa vide, hvordan — i Stand til at laane mig 40 Kr., en Lærer 30, jeg selv laa ogsaa inde med en Del, og en halv Time efter bankede Lærer Sørensen og jeg en mægtig Kasse fra hinanden, og ud sneg sig et forpjusket, langhaaret, radmagert, med Stamtavle velforsynet Gespenst, der den følgende Dag viste sig uskikket til andet Tempo end Skridtgang og med Jagtinteressen specialiseret til Omraadet Huskatte. Ved Trusler om Straffe i dette Liv og det kommende formaaedes Afsenderen — ikke til at sende Pengene tilbage, men dog til at bytte med en ny Hund. For anden Gang kom den fatale Kasse til Vedersø (med Postbil til Købmanden), blev atter hamret fra hinanden, og ud sprang den vævreste og sødeste lille brune Frøken, der vimsede omkring, fulgte mig ind i Butiken, snusede til højre og venstre (Krydssøg). Gamle Købmand Skytte kom frem og betragtede den velvilligt med sit kloge vurderende Blik, og Frøkenen nejede, og se, der kom en Sø paa Gulvet, og Chefen gav en Ordre, og se, der kom Sand paa den Sø.