Vedersø-Jerusalem Tur-Retur

1. Så pakker vi Kufferten.

Hvad skal man have med på en Rejse til Ægypten? Kan en Tandbørste undværes? Nej. Tandbørsten må med. Og en Salmebog.

Nogle Skjorter. Barbermaskinen. Og Nis Petersens Digte. Så bestemt ikke mere. Jo Acetylsalicyl. Og ens Kone. Dette er det allernødvendigste, det rent uundværlige. Resten kan man købe undervejs. Hvis der da skal mere til. Åh jo, endelig en ekstra Kraveknap. Og Passet, Menneske, Passet. Tegnebogen. Farvel! Farvel!

Selvfølgelig er Bilen punkteret. Altså på Knæ i Tagdryppet efter Nattens Regnvejr og skifte Hjul. Så Farvel, du dejlige Præstegård med blæsthærdet Park i gyngende Eng langs sivøet Sø. Nu løfter Vedersø Kirke sin rene, milde, moderlige Pande med den opgående Sol som en Glorie bag sig. Ford V 8 spinder en indsmigrende Afskedsvise. Hvad? tuder Toget allerede i Ulfborg? Og hvor hurtigt har man Lov til at bile på Landevejen? 60 km frem og 60 km tilbage giver 120 ialt, når man ikke skal tilbage. Hej, Konduktør, hej!

- Og så stolprer Ekspressen ned langs Vestkysten - langsomt, som om den ikke kan bekvemme sig til at komme af Sted. Den betænker sig og betænker sig på at sætte Fart på, og næppe har den fået taget sig sammen til det, før den atter lader sig overvælde af Betænkeligheder og standser.

Hvor ofte har jeg ikke forbandet Skæbnen og Hr. Generaldirektør Knutzen, der ved fælles Hjælp har maget det så, at en Rejse fra Ulfborg til Esbjerg eller omvendt er en Overbelastning af Tålmodighedsnerverne. At tænke sig, at det ikke er muligt for os Ringkøbingfolk, der jo også er et Slags Mennesker, at indlade os på en Dagsrejse til eller fra København uden at skulle gøre Ophold ved Sig Station!

Men i Dag, Hr. Knutzen, skal der intet Fjendskab være mellem os, fordi Deres Tog går med Træsko. For vel er det dejligt engang imellem at tage en Udflugt fra den lille Provinsby ud til Bankerne uden for dem, stige op på en af de højeste og få besindet sig på, hvor lille Byen dog egentlig er, og se, derinde går Borgmesteren med sin høje Hat og Kommunistredaktøren med sin demonstrative Kasket - herudefra set er de nøjagtig lige store, og, Gud, hvor er de dog små! Og vel er det dejligt at høre fremmed Tungemål om sig og opleve, hvordan Mennesker bærer sig ad og har båret sig ad på andre Steder af Kloden. Men det haster ikke, det haster ikke.

For når man nu er født i Provinsbyen, har lært at gå dér og det på dens toppede Brosten, og faldt man, så slog man sig ikke, for der var jo Græs imellem dem - mon anbragt af Hensyn til Børnene? -, har købt Kager hos Bouschinger tværs over Torvet To et halvt År gammel - det var før Bilernes Tid -, har set af den Måde, hvorpå Onkel tog Hatten af, at Borgmesteren og Redaktøren trods alt dog var store Mænd, har beundret Frederik den Syvende, der stod i Balance til Rådhuset - han gav Folket Friheden og giftede sig med Rasmussen, og man vidste lige så lidt, hvad Friheden var, som hvad Rasmussen var, skønnede kun, at Beundring værd var begge Dele, ellers rejste man vel ikke Statue af Manden? og når man - så sandelig! nu holder Toget ved Sig.

Jeg ved ikke ret, hvordan jeg nogen Sinde har kunnet blive vred på jer, I vestjydske Stationer! I er en Gru, og Husene omkring jer en Biksemad, kogt sammen i jeres Grukedler. Men den Jord, I ligger på, er dog Jyllands Jord - de svedne Fyrreplantager, de side Kær med den sorte Mosejord og Buske af Stargræs og Sivjer og Pors, de udstrakte Valpladser, hvor Lyngen kæmper for Livet, har kæmpet i Århundreder, mod Sommerens Tørke og Høstens Storme og Sandflugt og kæmper nu mod den værste af alle Fjender, Hakken, Spaden, Traktoren, Mennesket - vestjydske Jord, rig på Berømmelse for Fattigdom, har du en Katskægsdot, hvor ikke den Spasmager til Hare kan finde på at rede sit Leje og sidde skjult så godt som nogen fed Kollega i Øernes Kløvervæld, en Lyngtue, der ikke har tjent som Tronstol for den Herre Urkokken, når han har spændt sin Lyre og opløftet Røsten til kongelig Sang? Springer ikke Laksen som en elektrisk Gnist gennem dine Åers lange blanke Ledninger? Får du ikke to Gange hvert År Staffetbud af den lydløst susende Snæppe så godt som nogen Skov på Østersiden, og hilser Regnspoven dig ikke i Vår og Høst med sit på engang ve- og overmodige Fløjt, når den raster på dine Enge eller konkurrerer med dine Tyttebærplukkere på Heden? Og vestjydske, karrige Jord, skænker du ikke dine Karle og Piger allerede fra 10-Års-Alderen af eller før Sliddets Glæde, Nøjsomhedens Sundhed, Undværelsens Adelskab?

Om jeg kunde på denne min Landflygtigheds Dag sige det, så det gav Genlyd i hver arm dansk Jordbrugers Hjerte: Du Mand og Kvinde, der træller for at skaffe Føden til jer og jeres, der spinker og sparer, der lever i en evig Grublen over Terminer og Kreditforeningsrenter og Løsgæld og den hele Jammer, prøv engang at løfte Hovedet og se op og betænk din Velstand! Du ejer et Stykke af Danmarks Jord, og så længe de endnu ikke har taget det fra dig, er det dit, du er Selvhersker over Køer og Grise, Ræve og Agerhøns, Staldens tamme og Markens vilde Dyr, du må gøre med Agrene om Huset, som du vil, og Gud hjælper dig med at lave Miraklet, så eet Korn bliver til 10 og een Kartoffel til 15; du har et Hjem, hvor nogen holder af dig, nogen, du har Ansvar for og skal gøre en Gerning for; og Vandet kommer villigt, når du snakker med Pumpen om det, selv om det i År som alt andet i Verden har været lidt rebelsk og gjort sig en Smule kostbart, for at du ret skal forstå, hvad det dog er for et værdifuldt Tyende, der tjener i din Gård; og Solen skinner, når det passer den, og Luften står der til gratis Afbenyttelse den hele Dag. Jeg ved godt, dette her kan ingen Terminsrenter udrede, og alligevel! måske kan det det; betænker du engang imellem alle Guds milde Gaver og tager fri fra de evige Bekymringer, kan det lette Sindet, kan det klare Tankerne, give Mod i Brystet, gøre Hjernen kvikkere til at finde på Udveje og Hånden uforsagtere til Sliddet.

For det skal du vide, danske Bonde, om du sidder på Lollands fede eller Hedens magre Land, rig er du selv i din Fattigdom; dansk Jord er værd at være Ven med; det føler den klarest, der er ved at rejse fra den. Og skal det gå dig sådan, at også du kom til at drage fra den, om end mindre frivilligt end jeg og til noget andet end en Lystrejse, har du kæmpet, så godt du kunde, kan du gå med en frank Samvittighed; det skal holde dig oppe, til det lysner for dig igen. For det vil lysne.

Men se, der er Løvskov ovre, og Landet begynder at svinge sig i Bakke og Dal. Er det et ukendt Land, der skimtes hist ude? Et ukendt Land, mere kendt end noget andet: Sønderjylland.

2. Landet under Sol og Skyer.

Disse Rejsebreve skal indvies med en Hyldest til dig, du Barn af vor fælles Moder, du Sønderjylland, der aldrig svigtede hende, selv når hun kom for Skade at svigte dig, en Hyldest til dem af dine Sønner, der Gang på Gang i Århundredernes Løb satte Livet ind, når Danmark kaldte, til hine af dem, der forlod Odelsret og Fædrenejord, fordi de følte det uforeneligt med Sjælens dybeste Krav at blive, og til dem, der blev og døjede, fordi de fik det sådan, at dette var Kaldet for dem, en Hyldest til dine stille Døtre, der lærte deres Småbørn Fadervor på jydsk Tunge og næsten altid hellere gav slip på Hjemmets Lykke end på Troskab mod Hjertets Sprog.

En Hyldest til jer, I Drenge, fødte i samme År som jeg eller kun et lidet før, I, som ikke løb for Ørnen, da den kom susende for at slå Kloen i jer og slæbe jer til Flandern eller Galizien, I, som faldt for Danmark, da I faldt for Tyskland, og Som lemlæstede lå i jeres Fællesgrave, da Sejrens Dag endelig oprandt gennem det Nederlag, I vandt.

Og en Hyldest til dig, du Jord, som Thyra og Havene har hegnet om, som ydmyg fandt dig i March af hårde Støvler, i fremmede Pæle og Farver og Kommandosprog og bestandig smilte, snart i Tårer og snart i bly, men sikkert Skælmeri, som den unge Bondepiges, der bøjer sig over Opvasken og ikke vil vide af den rige Bejler: "Jeg er dansk, jeg er dansk!" En Hyldest til de fede Marsker, der hvert livskabt År har grint til Tyskerne: "Vi har al vor Familie i Bovbjerg", til de dystre Hedesletters høje midtjydske Alvor og den kåde Østkyst, der i sin danske blonde Pigeynde har filmet med blå Sommerbølger i de lyse Nætter og sendt Fingerkys med dem til Søster Kolding, Søster Assens, Søster Vejle.

Ja, Sønderjylland, fra en, der knap er værdig til at bringe dig den - Hyldest til dig, fordi du er dansk og blev ved at være dansk - kom, da du fik fri og hørte din Mor kalde.

Hvor ofte har jeg ikke i dyb Bevægelse set en Karl eller Pige på sin træge Cykle trodse lange sandede Veje og den stride jydske Modvind bort fra den rige Gård hjem til Søndagskaffen af en skåret Kop bag en lerklinet Væg hos en halvopslidt og halvvranten gammel Mor, fordi det dog var at være hjemme. Og ikke sjældent har jeg i endnu dybere Bevægelse set en Pige forlade sin gode Plads og rundelige Løn for at tage hjem og være hos en Mor, der var blevet ensom og gammel og i sin Fattigdom og Skrøbelighed hårdt havde Brug for Datters Hjælp. Meget har din Mor ikke at byde dig, Sønderjylland; fattig er hun og ringe hendes Hus mellem de andres store Gårde. Gud velsigne dig, at du er taget hjem for at blive hos hende! Hun har din unge, muntre, stærke Arm behov.

Dette var Poesien. Skal vi også vende os til Prosaen?

"Bare vi aldrig havde fået Sønderjylland tilbage!" er et ikke ualmindeligt Suk hos Nørrejyllands og Øernes Folk. "Bare vi aldrig var kommet bort fra Tyskland!" klages der ofte i det såkaldt genvundne Land. "Nordslesvig er tysk Land; kun nødtvungent har vi midlertidigt afstået det", er ikke usædvanlig tysk Tale. Intet kunde da synes rimeligere eller lettere at ordne end dette vort Naboskab mod Sønder: bare vende tilbage til Tilstandene før 1920.

Må jeg spørge: Hvem i Alverden vilde det? Hvem ud over erobringsgale Tyskere, der gerne åd hele Verden, og så Tyskerne i det danske Sønderjylland naturligvis - og selv de burde ikke ville det. Man siger jo så meget, når man sådan går og mukker til Hverdags og ikke ret kan få det til at løbe rundt. Men er der mon en eneste dansk Mand, der - når han fik tænkt sig om og skulde stå med fuldt Ansvar for sine Ord - vil træde frem og sige: Giv Tyskerne dansk Land tilbage!

Hvad er det da, der er sket, som har fået de to genforenede Landes strålende 1920-Glæde til at fortone sig i så grå og sur en 1934-Tåge? Spørg Erik Appel, Domæneforpagteren, en duelig og frisk og åben Mand, en dansk djærv Forpost imod Syd. Spørg rundt i Landet, Syd og Nord for Kongeåen. Man kan svare dig, at der nu for det første var det, at Genforeningsjubelen var altfor højrøstet, ligesom ikke var bygget dybt nok, når den nu skulde være så høj. Alle disse Taler, alle disse Sange, alle disse festsprudende Artikler, alle disse Genforeningssten, rejst offentligt rejst i private Gårde og Haver af Mænd, der nu mumler: "Hu, hvad den Genforening har kostet vort fallerende Land!" Og af Koner, der nu hvisker:

"Bare vi ikke risikerer en Krig med Tyskland, fordi vi fik den Stump Land tilbage!" Jeg siger: Al denne Hurralykke hos et Folk, der ikke havde ofret andet for den end skæppet Millioner og atter Millioner af Kroner til sig under Krigen. Vistså, vistså, det var os, der stod i Forpostfægtningen, ynkeligt ladt i Stikken, i 1864. Men 64 - det er alligevel længe siden; der er sket meget siden da. De er glemt, de Hanser og Petere, der faldt ved Dybbøl, selv om Nederlagets Svie endnu stak i somme. Havde vi været med i andet end Forpostfægtningen - jeg skulde tro, at Sejrens Glæde bygges fastest på Kampens Hovedhjørnesten. Den Mindetavle, Gårdejer Mads Hansen da havde rejst i sin Have, betød så ikke blot: "Sønderjylland vundet", men tillige "Og det har min Dreng givet sit Liv for." Var Glæden blevet mindre højrøstet? Jeg ved det ikke. Men varigst ligger vist den Glæde, der hviler på Sorgens Fundament.

Men nu Sønderjyderne da? De har jo ofret deres Sønner for Danmark i Verdenskrigen? Rigtigt! Somme af dem; og disse somme ved også den Dag i Dag usvigeligt sikkert, hvor de hører hen.

Nævnes må dernæst Ukendskab til de faktiske Forhold hos det brede Folk. Sønderjyder kan have regnet med næsten udelt Interesse for deres Sag i Danmark, og mange brave danske Mænd og Kvinder var sig lidet bevidst, at Danmark havde en stor national Sag uløst. Nu skyllede det pludselig ind over Landet fra Gedser til Skagen efter Tysklands Nederlag, at nu kunde vore Sønderjyder komme hjem. Det gav hos disse lidetkendende en Forestilling om, at hele Landsdelen dernede stod i et enstemmigt Brus. De glemte eller gav sig ikke Tid til at indse, at 50 Års tysk Styre måtte have skabt en Del Tyskhed rundt om i den danske Provins. Når denne Tyskhed nu er blevet så højttalende, tror disse Danske, at det er Sønderjyderne, der svinger, og lukker sig til. Og Sønderjyder, der har indstillet sig på Danmarks hele og fulde Hjertelighed, føler sig stødt tilbage og sårede. Deraf en Del Lunkenhed hos begge Folk og Usikkerhed over for hinanden.

Og så er der jo Pengeravagen. Hvad har Sønderjyderne ikke oplevet i Pengesager! Deres Markværdier blev pludselig værdiløse du ved jo slet ikke, hvad det betyder, du danske Mand - at du og din Kone har slidt og sparet i tredive År for at sikre jer en sorgfri Alderdom og har fået samlet jer 30.000 og sælger så Gården, og en skønne Dag står I to på Gaden med jeres 30.000, de slår lige til til at købe jer 2 Par Sko og 2 Støtkæppe for, så kan du gå ud på Landevejen sammen med Konen og tigge.

Altså: De oplevede Markværdiernes Hensmuldren til intet, de oplevede den dyre Forandring af Gårdene fra preussisk gammeldags Drift til moderne dansk, de oplevede og oplever endelig, at denne nyindførte Drift giver bare pure Underskud. Denne sidste Ulykke er de fællig med alt dansk Landbrug om i disse År. Men de to første er dog kommet dem alene til Skade. Hvad Under, om selv dansksindede Sønderjyder kan komme til at udbryde, når de jages fra Slægtsgården: "Hvad Kår er det, du byder mig, Fædreland?"

Hermed er der sat Navne på de største Skyer, der for Tiden driver hen under Genforeningsglædens Sol. Giv mig Lov til i et Brev endnu, inden jeg går over Grænsen, der skærer gammeldansk Land midt igennem, at give Udtryk for Håbet om Forårsblæsten, der kan drive Skyerne væk.

3. Alle Mand i Gang med at dige!

Her ligger så Dybbølskanserne - disse beskedne Småhøje, disse hjælpeløse Grave - hvorfor springer den Hare op for mine Fødder og piler af Sted? - og Als derovre - ved De, husker De, at da Tyskerne tog Als i 64, kostede det dem 370 Mand og os over 3000 faldne, fangne, sårede, savnede? Hvad fortæller Jorden under mine Fødder mig om? Danskes Ære, Danmarks Skam. Pludselig mindes jeg en gammel Lollik med rindende Øjne og spinkel Røst for 15 År siden, han står og fortæller mig, den vildfremmede, Studenten, om Dybbøl, hvor han var med: "Vi måtte sgu humme vus", slutter han. Ja, Landsoldater, I måtte humme jer - med afsindige Ofre og efter at have vist Verden en Tapperhed, der forfærdede den, måtte I humme jer på Grund af de tyske Baglade-geværer og den hovedløse og ansvarsfortumlede, tyndtøllede danske Politik.

Da Gud Århundreder før vilde prøve os Danske for at se, hvad vi duede til, når det rigtig gjaldt, og blæste sin isnende Ånde over alle Sunde og Bælter, så Karl Gustav uhindret kunde skøjte over fra Ø til Ø og rykke frem mod selve Frederik den Tredies Rede, skal der have været Folk i Danmark, der udlod sig med, at det var dem ligegyldigt, om deres Konge hed Karl eller Frederik. Den Race har forplantet sig, og deres Efterkommere er blandt os den Dag i Dag; til dem henvender jeg mig ikke; de må selv tage Skæbnen, som den kam flaske sig for dem, af Karl'ens eller Frederik'ens Hånd.

Men til hver eneste dansk Mand og Kvinde, der forstår en Smule af, hvad Lykke og hvad Pligt det giver at have et Hjem, retter jeg mit Råb: Du, der ikke lader din egen Bror i Stikken, men har kautioneret - stundom længere, end du burde - fordi det dog var samme Kød som dit, du vil heller ikke glemme din Slægtning i det gamle Hus Danmark, hvor du selv har hjemme; det er ikke Sønderjylland, der har dig behov, men det er Danmark selv. Vi har to store Spørgsmål på Dagsordenen i vort Rige i disse År, to Eksistensspørgsmål, kan jeg gerne sige; det ene gælder vor Mad, og det andet gælder vort Hus. Hvordan afhjælpe Arbejdsløsheden, og hvordan gøre vort Landbrug atter rentabelt? Dette er det ene Spørgsmål; men det andet er lige så vigtigt Hvordan passer vi, at den søndre Gavl i Danmarks Gård ikke falder ned?

Om jeg mindes ret, var der for År tilbage en Degn og Førstelærer, der opgav som sit Valgsprog: Det skubber sig nok. Det gør det måske også; men om der ikke sættes Vågenhed og Vilje ind, skubber det sig muligt til den gale Side. Af Vågenhed og Vilje er vor Rival mod Sønder Masseproducent. I tyske illustrerede Blade ses for Tiden indignerede Billeder af, hvordan Franskmænd i Saardistriktet gratis transporterer Børn i Biler til Skolerne for at gøre dem franske. Står sønderjydske Udsagn til Troende, er Tyskernes Taktik dog ikke væsensforskellig; Folk i nordslesvigske Sogne, for hvem Nationalitetsspørgsmålet ingen videre Rolle spiller, skal kunne få Cykler til deres Børn for Spotpris og derunder, blot de vil sende dem i tyske Skoler. Af sådanne er der bygget ikke få i det sidste År, bl. a. ved Hjælp af dansk Lovgivning, der i sin Retfærdighedsivers Overdrivelse indtil det latterlige og selvudslettende støtter slige Foretagender ved at give Penge af vor velforsynede Statskasse til Skolegang for Mindretals-Børn. Husk dertil Tysklands Opstemthed, at Hitler har snakket og snakket Humør i alle tyske Hjerter. Synd at sige, at Stauning har lovet Sønderjyderne for meget. Der går de så i deres Mismod og hører daglig af deres Familie på den anden Side Hegnet, at nu er Tiderne ved at bedres overdådigt i det Land, der har en virkelig Fører ved Roret. Samtidig svinges der med Faner og marcheres, så Jorden danser, og råbes Heil i een Festrus lige op til Grænsen. Det er ikke rart at stande i den kolde Sne og kigge ind ad Vinduerne til Tusindårsriget.

Al denne Pågåenhed og Opstemthed har et godt Bud til os Danske. Den skal ikke gøre os modløse; men den skal stramme os op. Ikke til at lære af den, så vi siger, at so ein Ding müssen wir auch haben, men til at besinde os selv på alt det i vort Væsen, der duer og er egent for os. Vi møder ikke det ophidsede og erobringssyge Hav med stejle og hårde Klipper; det kan vi ikke, for vi har ingen; de ligger ikke i vor Natur; bare et lille Stykke på Færøerne. Nej, vi dukker os, vi er små og lave - ja, og sejge og giver os Tid og holder ud.

Det er bare Sand, vi har op langs hele Jyllands Vestkyst, ene Sand. Men se, om Havet har overrumplet os endnu. Vi lader det komme og kile ind på os og viger Tomme for Tomme - og tilsidst har det ikke kunnet hævde sig overfor al denne Sagtmodighed, men har løbet sig træt og må give op.

Hører du det, Tyskland, du tager os ikke, du får os aldrig i Evighed. Vi smiler bare af dig, af al din Kraft og Kamp og Svulmen; og stjæler du engang imellem et Stykke Jord, krymper det sig vel i os, men vi tier og smiler omsider igen og er der jo så stadig alligevel. Sådan vil vi også møde dig i Sønderjylland, venligt og høfligt ja, men sejgt og ukueligt.

Vi måtte sgu humme vus - ja, i første Omgang, men se, nu er Dybbøl vort igen. Lad bare Havet stejle op i Klitterne engang imellem; tre Dage efter ligger Bredden dog igen befriet og glitrende i Solen; og den, der forstår det, kan da gå langs med det trætte Hav og finde Rav.

Men i 1872 gik Østersøen fra Forstanden og vilde æde hele Lolland. Et Par Dage efter lå den som sædvanlig halvfersk blå og mindelig og nynnede et stille: "Om Forladelse. Skal aldrig gøre det mere." Men da tog den lollandske Bonde, som havde hummet sig under dens Anfald - han tog sin Spade og lavede et Dige lige fra Nysteds ubedækkede Hoved og til Nakskovs krumme Arm. "Nu tror jeg dig lisom bedre," sagde han.

Landsmænd, vi skal dige i Sønderjylland! Urtekræmmer bag din Disk, du skal give Procenter af din Indtægt til alle gode Formål i det danske Grænseland. Og Bondemand, du skal lade dine Sønner komme ned til Tønder og tjene et År eller to og hente dig Karle dernedefra; og vore Skolebørn skal på Sommerferie hos hinanden, og vore Gammelfolk skal have en Udflugt til en af Fjordene hver evige Sommer. Og vi skal sige til Stauning: "Du har vel gjort, hvad du kunde, for vort Grønland mod Syd, Fatter; har haft Landets klogeste Mænd til at spekulere ud, hvordan Landbrugets og specielt Grænselandbrugets Kår kan lempes; og har sørget for, at der er Kanoner nok dernede og Folk nok til at betjene dem, så Fireogtres-Skammen ikke også skal kunne komme til at plette dit Navn i Historien?"

Ikke for Hitlers Skyld, han er Gud været lovet vistnok en fornuftig Mand og velsignet forelsket i det nordiske; men han kunde jo have holstenske Landsknægte, der en Nat kunde gå hen og blive tossede uden at spørge om Forlov. Og længere er den Landevej fra Kruså til Marsken nu heller ikke, end at vi godt kan passe på den mod Zigøjnere.

På disse og andre Måder - find dem selv - skal det komme sig, at i Løbet af en Menneskealder skal den kedelige Historie helt fra Abels Tid skrives i Forbibogen, og der er ikke længere noget, der hedder Danmark, og noget, der hedder Sønderjylland - for det er jo Danmark, det hele.

4. Sønderjyllands Prinsesse.

En Danskers to første Indtryk af Flensborg er disse: Hvor er det blodig Synd, vi ikke fik denne Perle af en By tilbage! Og: Hvor er denne Stad dog tysk!

Ja, det er smerteligt, at den ikke længere vilde hjem til Danmark. Hvilket Skår i Glæden over Generhvervelsen af sønderjydsk Jord, at vel vandt vi vor Prinsesse, men Kronen havde hun tabt i det fremmede. Ja, for Flensborg er Sønderjyllands Krone. Eller rettere er det måske at sige, at når man kører over den traurigt halverende Grænse de få Kilometer nord for Flensborg, føles det med et Stik i Hjertet, som om Danmark bare vandt det halve Kongerige, Prinsessen og det andet halve blev hos Tyskland. For Flensborg er Sønderjyllands Prinsesse.

På een Gang stolt og dog undseelig ligger den ved Foden af de stejleste og højeste Skrænter, nogen dansk Fjordby ved af, Lemvig indbefattet. Og Fjorden selv er vel den skønneste af alle danske Fjorde. Lun og mild, kilende sig ind i skælmske Kroge, fuld af Smilehuller, lukkende sig inde og dog bestandig findende en Vej ud igen, så bred og statelig og dyb, inviterende selv anselige Skibe til at komme ind og lede efter Skatten, som den gemmer inderst inde, Flensborg selv, Byen med de 70.000 Indvånere, den fortrinlige Havn og de mange snurrige, hyggelige, gammeldagsfornemme Huse foruden Banegårdskolos og Marinestation og andre nye Herligheder, som Preusserne har smækket op og fortysket Byen med.

Endnu i 64 var denne gamle ærkedanske By trods sin Tysksprogede dansk af Sind. Men Erobrerne har nyttet de 50 År godt.

Hvad om vi havde fået de næste halvtreds! Der er en Retfærdighed, der er større end Folkeafstemningers. Hvad om vi havde været et enigt og modigt Folk, der havde turdet vedgå vor Ret og løfte vor Pligt! Men ak! skælvende forklarede man sig selv og andre i hine Afstemningens Dage, at hvad skulde vi stille op med 10 tyske Rigsdagsmænd i den danske Rigsdag, og Tyskerne vilde aldrig tilgive os, at vi tog "for meget". Nu indser vel de fleste, at hvad Rigsdagsmændene angår, kunde det næppe skade synderligt, da Rigsdagens Rolle jo snart er udspillet, og Frygt for Besværligheder skræmmer kun Kujoner fra at gå Retfærdighedens Vej. Og gjaldt det om for enhver Pris at bevare Altyskernes Venskab, burde vi vel snarere have tilbudt dem også Ribe.

Imidlertid - det ubarmhjertige Ordsprog siger: Spar Gråden over den spildte Mælk! Og lad os da følge den strenge Tale, hvor svært det end falder, når vi ser, hvor meningsløst Grænsen gennemskærer Helheden, hvad Flensborg som dansk By kunde have været for Danmark, og hvad Danmark kunde have været for Flensborg, som nu ligger hen med Havnen tom og sit Opland frarevet, henvist til en Tilværelse, der hverken er Liv eller Død.

Lad os da se på Situationen, som den foreligger i Dag. Tiden er jo næppe heller inde til at kræve Skåne, Halland og Bleking tilbage, så lidt som Shetlands- og Orkneyøerne, endsige Normandiet.

Og Situationen synes da at være den, at Flensborg i Dag er den tyskeste af alle tyske Byer. Intet Steds har jeg set det vrimle med Nazistuniformer som her, hørt Heil-Hitler-Råbet med sådan Appel, oplevet Mage til Ekserceren og Kommanderen og hands up og Musik og vajende Faner. Overalt på Gaden hører man Tysk, i ingen Butiker tales der Dansk, Stadsteatret er med sine Forestillinger udelukkende sønderfra orienteret. Blæsten omkring Byen er dansk, men Luften derinde er preussisk. Hvor må den offentlige Mening i Dan mark have været vildledt i Afstemningsdagene, når den et Øjeblik kunde drømme om, at et Valg hernede skulde vise Pil mod Nord.

"Tysk er denne By, og tysk skal den forblive," sagde Overborgmester Todsen, inden han måtte forlade den for den internationale Kommission. Så overvældende er Indtrykket af, at Manden har Ret, at man summer op for sig selv: Al historisk Ret til Trods blev det dog en Uret at tvinge en By til at være dansk, der så afgjort tilkendegav sin Uvilje.

Skulde man da have gået en anden Vej end den, man gik, havde der vel kun været Muligheden for Sønderjylland som Stødpudestat, hverken dansk eller tysk, men et selvstændigt Hertugdømme med Flensborg som Hovedstad og f. Eks. Kong Christian som Hertug. Mon den sønderjydske Danskhed og mon Danmark selv i det lange Løb kunde have været tjent med det?

Så ligger da Grænsen, som den ligger. Og Tyskere har frygteligt ondt af det for Christian den Første, der engang gik hen og svor på, at Slesvig og Holsten skulde være up ewig ungedeelt - uadskillelige. Jeg tror, de skal trøste sig; den gamle danske Konge i sit himmelske Oldenburg er trods alt sikkert bedre tilpas med den nuværende Ordning end den før Genforeningen. Og vi andre må også være det. Der er mange andre Steder i Verden, hvor Grænsen ligger lige så kunstigt, og det går dog godt. Mellem Tyskland og Schweiz f.Eks. gennemskærer den Konstanz' By; der høres aldrig om Spektakler, og dér taler de tilmed Tysk på begge Sider af den. Flensborg må betale for sit Standpunktsskifte, og dens danske Opland kunde vel med Tiden finde på at samle nogle Huse sammen om en Havneplads ved Fjordens nordre Side. Efterhånden som dansk Landbrug gør Bønderne dernede velstående, når engang normale Tider kommer igen, vil der være god Brug for en dansk Søster til det tyske Flensborg. Find et Sted i Strømpesokkens Hæl!

Men til de Danske syd for Grænsen skal der siges: Intet i Verden er større end at kæmpe for en Sag, der er tabt. Tilmed er den det måske alligevel ikke, når blot de, der kæmper, holder ud. Først da er den for Alvor tabt, når ingen vil løfte Hånden for den mere. Underlig er den Tid, vi lever i; hvad der var umuligt i Går, sker i Dag. Hold da fast ved jeres jævne danske Væsen, stærkt og sejrrigt i sin Ro og sin Beskedenhed. Husk, som I er mod den Stat, som er over jer, har vi en vis Ret til at vente, at det tyske Mindretal vil være hos os. Danske Grænsefolk, I er Høfderne i Havet, lad det daglig overskylle jer, I bliver dog ved med at høre til Landet, I er kommet fra, og hindrer med jert stille, faste Væsen Havet i at rive til sig, som det før har gjort.

5. Teatret i Det tredie Rige.

"Det er godt, når det er gjort," siger Baggesen og tilføjer, som den dobbelttydige Gavtyv han var: "men det la'r sig ikke gøre." Om disse to Verslinier har Gyldighed noget Steds, da er det, når Talen gælder ægte Kunst. Der er noget næsten rørende i det nye Tysklands Bekræftelse heraf, hvad anbelanger den dramatiske Kunstart. Ikke alene, at de Herrer af den nye Fugl Fønix i deres evige Agitationshunger også har kastet Blikket på Teatret og forstår, hvilke Næringsværdier det ligger inde med; men Teatret i sig selv, altså ikke blot som Middel, men tillige som Mål, har for flere af dem uomtvistelig ægte Interesse. GÖbbels og GÖring konkurrerer med Heftighed om Statsteaterdirektørstillingen. Og i det tredie Rige er en af de Drømme, der har stadigst Bopæl i enhver virkelig Teatertroendes Sind, blevet virkeliggjort: GÖbbels har i Centralhovedstaden åbnet Rigets største Teater som en Scene, der skal opføre de bedste Stykker med de bedste Skuespillere aldeles gratis for det store Folk. Hvad Nero kunde i Oldtiden og Kirken i Middelalderen, med en rundhåndet Gestus stille Befolkningens Sult efter det, der syntes den næsten lige så livsnødvendigt som panis, skulde dog heller ikke være vor Tid en umulig Opgave, om end et noget andet Repertoire til Dels turde være ønskeligt. Den lille GÖbbels har da også taget den på sine spinkle, stærke Skuldre og er i Færd med sejrrigt at løse den, hvilket naturligvis ikke - så lidt som så meget andet - vil afholde Folk i Nordens Athen, der må betale 8 Kr. for en Billet i deres millionunderstøttede Statsteater, fra at fremture i at kalde ham og hans Fæller Barbarer.

Denne Teaterinteresse fra oven har virket overordentlig indlivende og energibefordrende over det ganske Land. At følge Byteatret i en lille Stad som Flensborg i den fjerneste Yderkant af Riget blot en Uge er noget af en Oplevelse. En Tirsdag er der Urpremière på et dystert og dybt alvorligt Skæbnespil af en mestens ukendt Forfatter, omhandlende middelalderlige Bondeforhold. Næste Aften spilles en Eventyropera om Hans og Grete, næste Aften igen et Lystspil om Harun al Raschid, derpå en stor historisk Forestilling om Gustav Vasa, endelig om Lørdagen en Lehar-Operette "Greven af Luxembourg". Endvidere er under Forberedelse Schillers "Wilhelm Tell", Gaertners "Die geprüfte Treue", Kleists "Der zerbrochene Krug", Kolbenheyers "Die Brücke", Mahner-Mons' "Hasen-klein kann nichts dafür", Ibsens "Peer Gynt", Webers "Freischütz".

Findes der i Danmark, i Provinsen som i København, noget Teater, der ikke, stillet Ansigt til Ansigt med disse Kendsgerninger, føler sig tilskyndet ikke til at gå hjem og lægge sig, men til at stå op og bestille noget?

Et uopslideligt Tema for Hitlers Veltalenhed har været dette, at hans Gerning ikke tager Sigte på en enkelt Stand eller på enkelte Klasser, men på Tyskland, d.v.s. hele det tyske Folk. I Overensstemmelse med dette Ideal ønsker Kunsten i den nye Stat at få ikke en Æstetikoverklasse, men Folkets store Masse i Tale. Dette forsøges da med mangfoldige Midler og på en direkte Måde, som danske Nerver slet ikke kan tage. Hvad der i Parentes indskudt udmærket godt kan være mere Nervernes Fejl end Mådens. I Overgangstiden skal Kunsten sænke sig ned mod Folket, og Folket skal opdrages til Kunsten. På et eller andet Mellemstade skal de to Parter så mødes og derpå begynde deres Samvandring mod Højderne. Principielt vil det således udmærket kunne tænkes i den nazistiske Stat, at denne ikke blot anbefaler visse Stykker til Publikum, men ligefrem pålægger sine Borgere Teaterpligt. Vi mindes Kristian den Sjettes Forordninger om tvungen Kirkegang. Der skal da også være Byer, hvor en Del af Embedsmændslønningerne udbetales i Form af Teaterbilletter. Og Opdragelsen af Publikum og Teaterfolk kan foregå på ligefrem skolær Manér. I Teaterprogrammer trykkes Artikler med Overskrifter som: Ledetråd for Kritiks Udøvelse i det nye Tyskland.

Jeg vil ikke formene Dem Bekendtskab med Indholdet i sådan en Artikel:

"Vi opstiller," hedder det, "til Diskussion et Skema med Retningslinier, der synes skikket til at anspore Publikum, Sceneledelse, Kunstnere og Kritikere til positiv Vurdering og Frembringelse af tidsbevidst Scenearbejde. Det vilde nemlig være urigtigt kun at kræve Kritik af Anmelderlauget. Intim ansvarsfuld Teaterkritik skulde være Pligt og Hjertesag for alle modtagende og ydende Medlemmer af tysk Nationalteater. Ud af Egenkritik og alvorlig Vurdering vil da opstå hint levende Forhold fra Kunst til Folk, der egentlig først skaber Basis for Blomstring af en - ikke blot æsteticerende - Folkekunst.

Wilhelm von Schramm fordrer følgende almene Synspunkter for Bedømmelsen af en Teaterydelse:

A. Stykket.

1. Nationalpolitisk Betydning.

2. Digterisk Værdi.

3. Tyskhed, det er Stykkets Sjæl."

o.s.v. o.s.v. Dette får være nok.

De ser altså: der spares ikke på Ulejlighederne, for at det nye Tyskland også på den dramatiske Kunsts Område skal kunne vise, hvad det duer til. Men endnu synes det Hitler'ske Styre trods al god Vilje at have været mere kommanderende end inspirerende.

"Det er godt, når det er gjort, men det lader sig ikke gøre." Dog! lad mig nogenlunde objektivt og uden Kommentarer referere Gangen i et af Nazilands typiske Skuespil:

Forfatteren hedder Friedrich Forster og Skuespillet "Alle gegen Einen, Einen fur Alle". Spillemåden tilsynelader, som om Reinhardt aldrig har været til; der ageres med fuld Lungekraft, fra Tæppet går op 8,15, til det 10,45 falder under Publikums høfligt betagne Klap.

Indholdet: Sverige 1523. Svenskerne har tabt Krigen, Danskernes Åg er hårdt over Landet. Arbejdsløshed, Fattigdom, Trældom er det svenske Folks Lod. Frygteligst af alt er, at Marxist-Ærkebispen Gustav Trolle er en Landsforræder, der bruger den almindelige Opløsningstilstand til at berige sig selv. Da forsøger en ensom, hungrende og frysende Mand, Gustav Vasa, at rejse sit Folks Mod og Tro og Æresfølelse ved at drage fra Sted til Sted over hele Riget og tale til Bønderne. Forsagthed og Hån møder ham; han er jo en ensom Mand, en latterlig Figur, en farlig Person, der kan drage Danskernes Vrede over dem. Hellere leve som Trælle i Fred end dø i en ny Krig. Kun en Bjergværksarbejder slutter sig til ham og lader ham drikke Blod af sin Arm, engang han er ved at omkomme i Ødet og Sneen. Gustav Trolle sætter ham i Kirkens Band, ingen vil have med ham at gøre, men fuld af Tro på sin Sag bliver han ved med at prædike, at de må rejse sig, de må ville Krig endnu en Gang for Æren, Friheden og Fredens Skyld.

En Juleaften er Bønderkarlene i et afsides Sogn forsamlet til Gudstjeneste i Kirken. Foran Krucifikset og de brændende Vokslys knæler de alle ned med Præsten i Spidsen i en indtrængende Bøn, at Gud vil forbarme sig over dem og tage mod deres angstfulde Råb og deres Sjæles Fattigdom, for andet har de ikke at byde ham. Da står med eet den bandlyste Vasa imellem dem inde i Kirken; han holder sin "eneste Tale" og ender med også at knæle og beder en lang, lang Bøn om, at Gud vil op flamme de Unge til at følge ham, og da han går ud af Kirken, har Talen fænget, alle følger ham under Råbet: Gud vil det.

Så beslutter han Marchen mod Stockholm, men må snart standse grundet på håbløs Pengemangel. I dette Fortvivlelsens Øjeblik melder en gammel Dame sig hos ham, Enke af et af Landets rigeste Købmandshuse; hun vil give ham alle de Penge, han ønsker - hvis hun må få Eneret på Sveriges Tømmerhugst, når han bliver Landets Herre. Da slår det ædle Hjerte i hans Heltebarm ud i harmfulde Flammer, og han lader den Profane, der vil blande Forretninger ind i hans høje Befrielseskamp for Nationen, arrestere, og med den ellers aldrig sygnende Tro genoplivet af Indignationens Kraft indtager han prompte Stockholm. To Jøder derinde, der snuser sig til Byens snarlige Fald, får i Hast overført deres Papirer til Lybæk, og Gustav Trolle jamrer over sin Skæbne, at dér stod han med hele sin Magt og Rigdom, og den anden havde kun sin Mund, "men med denne Flab har han kæftet mig Riget af Hænde, har han præket et nyt Folk ud af Folket, har han tilsnakket sig alt og skabt Verden om." Så bryder Vasa ind i Borgen, og mens Trolle og hans Mænd kaster sig ned og beder om Nåde og får til Svar: Ingen Nåde! udråber Stockholmerne Vasa til Nationens Fører. Men tro nu ikke, Stykket hermed er slut. Sidste Billede: Midsommer i Sverige, Solen skinner, Skoven er grøn, Karle og Piger danser på Grønsværet, og en af dem jubler: "Nu er det Sommer, den herlige Sommer, og nu har vi Frihed, den herlige Frihed, og nu kan vi feste og være glade." Men midt iblandt dem på en Høj sidder Føreren selv, tavs og sammenbidt. Omsider spørger en af de Dansende: "Er du ikke tilfreds med os?" Da rejser Vasa sig i sin Tordenvælde og holder igen en Stortrommetale, at "i jeres Hænder, o Ungdom, betroede jeg min Sag, som var Folkets Sag, men nu vil I bare fejre den første Sejr, skønt vi mangler en Række endnu, så sandt Ondet stadig ikke er udryddet i sin Rod." Da falder de ned for ham og hulker: Tilgiv os, og Føreren bøjer sig også til Jorden, "den Jord, der har drukket vore Brødres Blod, vor Mødres Tårer, vor Fædrenejord" - hans Stemme skælver, og han løfter de Unge op til sit Bryst og hvisker: "Jeg tilgiver jer, men så må I også forstå, at vi skal kæmpe og arbejde mere end feste, for vi skal videre, videre." Og Karle og Piger løfter Armen mod Føreren under det taktfast gjaldende Råb: "Weiter!"

Tæppe.

6. Gennem Hitlers Tyskland.

Hvad siger den tyske Forretningsmand (note), da vi har forladt Pad-borg: "Ah, så er vi hjemme i Hitlers Tyskland igen!"

(note: Har en Weekend-Nat forældet denne Artikel? Se det afsluttende Rejsebrev).

Hvad siger den gamle fine Dame i München: "Nu ved vi Tyske påny, at vi må holde sammen," og hun løfter Øjnene fulde af Kejserærefrygt op til Chatollet med Billedet af Føreren, der for en Gangs Skyld har iført sit Åsyn et Smil. Og hvad siger Børnene, der brununiformerede står opstillet i lange Geledder på Hamburgs Banegård Søndag Morgen Kl. halvsyv, Drenge for sig og Piger for sig, og skotter utålmodige hen til Overkommandoen, om de snart kan rykke ned og indtage Perronen - og så ud til en lang dejlig Vintersøndag med Musik og March og Eksercits, ud til strabadsiøs Soldaterleg i Terrænet? "Heil Hitler!" siger de. Hvad siger Aviserne? Det, de må sige, det, de skal sige - intet andet. Hvad siger da Præsten? Efter Præsters Skik sin Kollega imod; men hvad siger da Kollegaen?

"Aldrig har der været så mange Folk i min Kirke som nu." Og hvad siger Kunstneren og Videnskabsmanden? "Omsider er tysk Ånd ved at finde sig selv igen." Og hvad siger Arbejderen? "Jo, han er alligevel rigtig nok; vi har beholdt vore Lønninger og Understøttelser, og nu får vi gratis Teater og Film, og Wilhelm vil han ikke have tilbage." Og hvad siger Bonden? "Gud har friet os fra de vilde Bolshevikker." Og hvad siger hele Tyskland? "Heil! Heil! Heil! Du har frelst os fra de vilde Bolshevikker."

For så vidt er da stadig alt i den gamle Gænge. Den Mand, der for et godt Års Tid siden kåredes til Afgud af det halve Tyskland og gjorde sig selv til det hele Tysklands Gud, sigtes endnu af ingen for falsk Varebetegnelse. Og hvem er da denne Mand? Ingen ved det, aldrig vil det blive opklaret. Hvor meget er han en bryndsk Ærgerrighed, der har set Mussolinis Triumftog og målt sine egne Talegaver med hans og derefter sammenbidt spillet det høje Spil, der hedder Plat eller Kejserkrone, og hvor meget en brændende Idealist, der på mandbar Vis har omsat sin hulkende Fortvivlelse over sit Folks Nedværdigelse til flammende Indignation og flagellantisk hidset sig frem med den til den åringelange Stordåd, i Kraft af hvilken Tyskland nu sidder på hans Arm - vel ikke enigt, men dog enet, ikke stærkt endnu, men dog styrket?

"Han er Idealist, han er Idealist," siger de til mig fra alle Kanter hernede, og Kontoristen ser op til det lille Helgenbillede af ham over Pulten, og Pensionatsværtinden stryger hen over Fotografirammen, som når en stolt Moder sniger sig til et Kærtegn over sin store Søns Kind.

Og jeg nikker og siger ingenting, og forsigtigt begynder jeg at famle efter lidt Besked om, hvilke reelle Mirakler Idealisten da har udvirket, siden han spændte Styrkebæltet om sig.

Jeg bider Mærke i Varepriserne i Vinduerne. De er hambre.

Benzin når over de 60 Øre for 1 Liter. Sandelig, det økonomiske Åg over Tyskland synes ikke synderlig lettet. Og samtidig med, at direkte og indirekte Afgifter tager deres dybe Greb som forhen i Borgernes Lommer, er der tilføjet et indtrængende offentlig Pres om Godgørenhed. Til Vinterhjælp maner Opråb og Bøsser overalt Nazister møder frem og betler til Staten på Gaderne og Restauranterne, stortypede Plakater minder om, at "jeres Frontkammerat Adolf Hitler venter sig af jer, Folkefæller, at I giver en Skærv til Landsmænd i Kulde og Hunger."

Og trods de store Nødhjælpsarbejders Igangsættelse flakker Arbejdsløshedsproblemets Spøgelse stadig hen over de tyske Byer og Bjerge.

Men Mønten holdes fast. I sin stædige sønderjydske Hånd knuger Rigsbankpræsidenten Marken, så den ikke får Lov til det mindste Udsving, skønt hele Verden tørner omkring. Stort! Og beundringsværdigt! Og hvor forstår man et Folks Rædsel for at lege med Guldet, når det een Gang har prøvet at brænde Fingrene på Papiret, så Neglene sprak! Alligevel - hvordan vil det gå med Eksporten til disse Priser? Kan Hitler lære tysk Geschäft med Gevinst at sælge Varer for det halve af, hvad det koster at frembringe dem?

Men Enhed og Orden er der i Riget. Og tænk så på, hvad der var, da Hitler kom til. Åh ja og ja vist. Der er Enhed og Orden. Og Koncentrationslejre. Og Folk i Landflygtighed. Og Afskedigelser og Arrestationer. Nu vel, sligt må til. Det er dog altsammen bedre end Snigmord og Gadekampe som fast Institution og det evige golde, besmudsende Kævleri. Ja, det er bedre. Men ikke godt, ikke ganske godt i Betragtning af, at det er en Gud, der har taget Kommandoen. Der begynder at blande sig Hvadbehager ind i Halleluja'et. Hvadbehager? siger Monarkisterne. Og hvadbehager? siger lovlig mange af Præsterne. "Og hvad er nu det for noget?" spørger temamelig højrøstet en Del af "de Kvinder, der fulgte ham".

Hvordan kommer sligt så snart? Jo, for Mester var tavs om alt, hvad han positivt vilde, i de År, da han endnu stred for Magten. Nu vandt han den - og er stadig tavs. Så begynder hans hede Disciple at snakke for ham - nu kan de ikke styre sig længere om ham selv som Kejser; om Odinsdyrkelse, om Ægteskabsafskaffelse. Det lyder jo ikke allerbedst i Øret på Monarkister, Præster og Damer. Tie skulde de, tie skulde de hede Disciple. Eller: Lader han dem netop snakke, når Timen er kommet, da han har Råd?

Og udenrigspolitisk. Brud med Folkeforbundet. Glimrende Gestus. Tredie Rige rask Nation. Ikke Tid at spilde på Snakkerads.

Så Fredspagt med Polen. Men Herre Jemini! Det kunde Stresemann jo have lavet lige så godt. Men er det Alvor? Vil Tyskland Fred med hele Verden, Frankrig inkl.? Vi vil tro dig, Frontkammerat Hitler, vi vil tro dig, når du forsikrer det, vi tør ikke andet for Europas Skyld. Men har du betænkt - dog, du kender det vel ikke - et Digt af en Landsmand af dig, der også var stor - om en Troldmand, der evnede at hekse mægtige Ånder op af sin Pose, men så gik det galt, det glippede for ham at mane dem ned igen, og så tog de Magten fra ham? Eller er din Fredspagt med Polen netop det Ord, der viser, at du magter dem? Atter og atter spænder det Spørgsmål Ben for os: Lugter her af Napoleon den Første eller af Napoleon den Tredie?

Nu kører Toget frem mod den bayerske Grænse. Endnu en Stump af dit vældige Rige foran os. Selvhersker over alle Tyskere, hvad vil du egentlig? Ved du det selv? Nationalsocialisme - hvad er det for noget? Har du løst Problemet om Cirklens Kvadratur?

Eller har du det netop ikke?

For 10 År siden skrev Lion Feuchtwanger sin Kæmperoman "Succes" om Datidens Tyskland. Deri fortalte han, at spurgte nogen det nye Partis Fører om hans Planer, når han engang tog Regeringen, pegede han på en Skuffe og sagde: Dér ligger alt. Den Morgen, de arresterede ham, brød de Skuffen op. Den var tom.

Nu sidder den store Forfatter et Sted i Landflygtighed og den latterliggjorte Fører på Stolen over Riget. Gad vidst, hvem der sidder bedst af de to!

Med udstrakte Hænder råbte han, da han stod ved Trontrappens øverste Trin: "Tyske Folk, giv mig fire År til at bygge op, hvad de andre har revet ned!" Forsigtigere var det høje Forbillede Syd for Alperne: "Italienere, det må vi forstå, at alle Dage må vi forblive fattige, kan vi bare med vort Slid nå at få gjort det lidt godt for vore Børn!"

Eet År af de fire er gået. Man ser på "Føreren", denne spændstige, mandige, kraftstrenge Skikkelse, dette Ansigt, der lyser af Mangel på Intelligens. Gjorde du ham Uret, Feuchtwanger? Man kan ikke skue en Fører på Overskægget. Fordi der ingen Planer lå i Skuffen, kan de jo godt have ligget i et Hovede; der forvares slige Ting ofte bedst; et Hovede enten på Manden selv eller på en anden, som han er Geni nok til at holde sig nær, og som har en Mund, der kan hviske så klogt, som hans egen kan råbe højt.