Lukas-Evangeliet

Gengivet af Kaj Munk

Der^[1] er mange, der har prøvet at forfatte Beretninger om, hvad der er sket iblandt os, saadan som vi har faaet det at vide af dem, der fra Begyndelsen var Øjenvidner og blev de første Forkyndere af Kristendommen. Jeg har nu sat mig til at undersøge det hele grundigt og vil ogsaa gerne prøve paa at afgive en Beretning overfor Eders Excellence, for at I, Hr. Teofilus, kan finde Bekræftelse i det Livssyn, som I er oplært i.

Det var dengang, da Herodes var Konge i Judæa. Da var der en Præst, som hed Zacharias. Hans Kone hed Elisabeth og stammede ned fra Aron. De var et Par gudfrygtige Mennesker, ulastelige i al deres Færd. Men de var barnløse — Fejlen laa hos hende — og nu noget til Aars. Saa sker det, da det blev Zacharias’ Tur til at gøre Præstetjeneste ved Templet, at han gaar derind for at bringe Røgofret, medens hele Menigheden blev udenfor og bad. Og da staar der pludselig for ham ved højre Side af Røgofferaltret et Sendebud fra Gud.

Zacharias blev sær til Mode. Men Engelen sagde til ham: »Du skal ikke blive bange, Zacharias, for du er blevet bønhørt, og du skal faa en Søn med din Hustru Elisabeth. Lad ham saa hedde Johannes. Han skal blive en stor Glæde for jer begge to. Og ikke for jer alene. Mange skal glæde sig over, at han er kommet til Verden. Han skal blive en Mand af Betydning for Gud. Allerede fra Undfangelsens Stund ligger Spiren i ham til noget stort og helligt, og en Profet skal han blive, af Elias’ Rang, afholdende fra Vin og stærke Drikke, men med Ordet i sin Magt, saa der skal komme en Vækkelse over Israels Folk. De skal atter blive Fædrenes værdige Sønner og vinde Gudsfrygtens Visdom i Stedet for Vantroens Taabelighed.«

Zacharias kom med Indvendinger: »Er det ikke Indbildning dette her? Jeg er jo en gammel Mand, og min Hustru er ogsaa op i Aarene.«

Da sagde Engelen: »Jeg er Gabriel, et af Guds fornemste Sendebud, og kommer lige fra ham for at bringe dig saa glædeligt et Budskab, og saa staar du, Præsten, her foran Alteret og tvivler paa mine Ord. Derfor skal du blive stum, til den Dag de er opfyldt.«

Udenfor stod Folket og ventede: Hvad bliver han dog saa længe efter inde i Templet?

Omsider kommer han ud, men han formaar ikke at tale et Ord til dem, og saa begreb de jo, at han havde haft et Syn derinde. Og han forblev stum og maatte nøjes med at gøre Tegn til dem.

Da hans Tjenestedage var udløbet, gik han hjem. Og virkelig blev Elisabeth med Barn. Hun holdt sig da inden Døre i 5 Maaneder, fordi hun tænkte som saa: »Nu skal Folk holde op med at ynke mig, fordi vi er barnløse. Det er en stor Glæde og Ære, Gud saadan har gjort imod mig.«

I den sjette Maaned blev Gabriel saa igen sendt af Sted. Denne Gang til en By i Galilæa, som hed Nazareth, til en ung Pige, der var forlovet med Josef, en Mand, som stammede ned fra selve David. Pigen hed Maria. Til hende trænger Engelen ind med denne Hilsen: »Herren er med dig; du er under hans Naade!«

Hun blev grebet af Angst og forstod ikke, hvad den Hilsen skulde betyde. Men Engelen sagde: »Du skal ikke blive bange, Maria, for du har vundet Yndest hos Gud. Du skal blive Mor til en Søn og kalde ham for Jesus. Han skal blive stor, ja, regnes for den Højestes Søn, og Gud skal give ham hans Faders, Davids, Trone, og han skal være Konge over Israels Folk i al Evighed, og der skal ikke være Ende paa hans Kongedømme.«

»Jamen,« sagde Maria til Engelen, »jeg har jo ikke med nogen Mand at gøre.«

Engelen svarede: »Den Helligaand skal komme over dig; den Højestes Kraft skal overskygge dig; derfor skal ogsaa det Barn, du føder, være helligt og kaldes Guds Søn. Og nu skal du høre noget andet. Elisabeth, som du jo er i Familie med, hun gaar nu, saa gammel som hun er, i sjette Maaned. Hun skal ogsaa have en Søn. For ingenting er umuligt for Gud.«

Da sagde Maria: »Se, jeg vil gerne tjene Herren. Lad det saa gaa med mig, som du har sagt.«

Saa tog Engelen Afsked med hende.

Maria gjorde sig hurtigt færdig og tog ned til Judæa til den By i Bjergene, hvor Zacharias boede. Da Elisabeth saa hende og hørte, hvad der var sket hende, rørte Fostret sig i Elisabeths Liv, og i sin dybe Bevægelse raabte hun til sin Slægtning Ord, Aanden lagde hende paa Tungen;

»Velsignet er du blandt Kvinder:
og velsignet dit Livs Frugt.
Min Herres Mor kommer til mig,
det griber mig stort og smukt.

Saasnart som jeg hørte din Stemme,
sprang Fostret af Fryd i mit Liv.
Salig skal Troen erfare:
alt sker paa Guds mægtige Bliv.«

Maria kvad:

Min Sjæl paa Lærkevinge
sig løfter over Jord
for Lovsang Ham at bringe,
der bor i Engles Kor.
Om jeg er selv kun ringe,
er han til Gengæld stor.

Jeg var en lille Terne,
og stort jeg tænkte ej.
Sin Naades høje Stjerne
han tændte paa min Vej,
og Slægter i det fjerne
skal saligprise mig.

I Slægt paa Slægt han glæder
sit Folk i Troens Land.
Kun Hovmods Æt han træder
med Jernhæl ned i Sand.
Men højt paa Æresæder
de lave løfter han.

Den fattige tilsender
han Bod for Savn og Tort,
men la’r med tomme Hænder
den rige liste bort.
Og hvo der slaar og skænder,
den slaar igen han haardt.

Men hver den Sjæl, der sætter
paa ham sin hele Lid,
skal se: hvad Han forjætter,
staar fast til evig Tid.
O, fryd jer, Israels Ætter,
nu kom jer Frelse hid.

Maria blev hos Elisabeth et Fjerdingaar og vendte saa tilbage til sit Hjem.

Saa nærmede Elisabeths Time sig. Det blev til en Dreng. Hendes Naboer og Venner hørte om Guds Naade imod hende, og de glædede sig med hende.

Paa den ottende Dag samlede de sig til Barnets Navngivning og vilde opkalde hans Far. Men hans Mor protesterede: »Han skal hedde Johannes.«

»Det er der jo ingen i jeres Familie, der hedder,« mente de og vendte sig spørgende mod hans Far, som ved Tegn gjorde begribeligt, at han gerne vilde have en Tavle; paa den skrev han: Johannes er hans Navn. Det undrede de sig alle over. Men i det samme genvandt han Talens Brug, og han begyndte da med en Tak til Gud. Disse Begivenheder rygtedes over hele Judæas Bjergegn og gjorde et stærkt Indtryk paa alle. Mange spurgte: »Hvad mon der skal blive af det Barn? Ham maa Herren have noget særligt for med.«

Aanden kom over Zacharias, saa han gav sig til at digte:

Syng højt, min Tunge, mit Hjertes Tolk,
din Tak til Gud i det høje.
Han vil besøge igen sit Folk
og har dets Frelse for Øje.
Hvad talt han har ved Profeters Mund,
det ved vi han holder nøje.

Han løser os ud af Nød og Skam,
omskifter til Tak vor Klage.
Da sker, hvad han loved Abraham
i Tiderne langt tilbage.
Da vandrer vi for hans Aasyn ret
i Dag og i alle Dage.

Den Højestes Tjener, Guds Profet,
skal blive dit Navn, Barnlille.
Thi du skal gøre hans Vej beredt
henover de Kløfter vilde.
Og Folket, der ser sin Synd forladt,
skal øse af Naadens Kilde.

Den signede Dag sin Bro af Lys
fra Himlen til Jorden bygger
for alle, der sidder hen i Gys
af Mørkets og Dødens Skygger.
Den bære vor Fod fra Angstens Strand
til Landet, Guds Fred betrygger.

Barnet voksede til og blev en Aandskæmpe. Han opholdt sig i Ørkenen, til han traadte frem for Folket.

Kejser^[2] Augustus udstedte den Forordning, at hele Jorden skulde skrives i Mandtal. Det var den første Folketælling, og den fandt Sted, da Kvirinius var Landsherre i Syrien.

Den var ordnet paa den Maade, at enhver skulde føres paa Listen i den By, han hørte til. Saa Josef maatte rejse fra Nazareth, hvor han boede, ned til Judæa til Byen Bethlehem, David-Slægtens Stamby. Josef ledte jo sin Herkomst ned fra David. Maria, hans Kæreste, der ventede sig, fulgte med ham.

Medens de var der, indtraf Fødselen. Det var hendes første, og hun svøbte ham og lagde ham i en Krybbe, for inde i Kroen var der ikke Plads til dem.

I Omegnen uden for Byen laa der nogle Hyrder paa Nattevagt over deres Hjord. Pludselig stod en Engel for dem, en guddommelig Straaleglans skinnede omkring dem. De blev ude af sig selv af Frygt, men Engelen beroligede dem: »I skal ikke blive bange, for det er noget godt, jeg har at fortælle jer, en stor Glæde, ikke bare for jer, men for hele Folket. Der er født jer en Frelser i Dag. Det er Messias, Herren, i Davids By. Og det skal I have til Tegn: I skal finde et lille Barn, der er svøbt og ligger i en Krybbe.«

I det samme var der foruden Engelen en hel, himmelsk, lovsyngende Armé:

Ære være Gud i det Højeste
og Fred paa Jorden,
i Mennesker Velbehag.

Da Engelen havde forladt Hyrderne, sagde de til hverandre: »Nu maa vi skynde os til Bethlehem og se, hvordan det forholder sig med det, som Gud selv har ladet os vide.« Og de op og af Sted og fandt baade Maria og Josef, og dér i Krybben laa Barnet. Saasnart de saa det, berettede de, hvad de havde oplevet om dette Barn. Alle som hørte det, undrede sig meget over, hvad der blev sagt til dem af Hyrderne. Men Maria gemte deres Ord i sit Hjerte. Hyrderne vendte tilbage til deres Hjord. De var ene Lovord over alt, hvad de havde hørt og set.

Otte Dage efter skulde Barnet omskæres og fik da Navnet Jesus, saadan som det var kaldet af Engelen, allerede før det endnu var blevet til i Moders Liv. Og da deres Renselsesdage i Henhold til Mose Lov var til Ende, førte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren i Overensstemmelse med Loven: »Alt Mandkjøn, der aabner Moders Liv, skal kaldes helliget Herren«. De medbragte, stadig i Henhold til Loven, som Offer et Par Turtelduer eller to Dueunger.

I Jerusalem var der paa det Tidspunkt en viss Simeon, en gudfrygtig og retskaffen Mand, der levede i Tro paa Messias’ Komme. Han var noget af en Digter og var i Inspirationen kommet til den Overbevisning, at han ikke skulde se Døden, førend han havde set Guds Redningsmand til Folket, Messias. Drevet af aandelig Tilskyndelse træder han ind i Templet i det Øjeblik, da Josef og Maria bærer lille Jesus ind, for at der kan ske med Barnet efter Lovens Bestemmelse. Simeon tog ham paa sine Arme: »Ja, Herre, nu kan du lade din Tjener gaa herfra i Fred, for nu har jeg set den Frelse, som du har tiltænkt alle Folkeslagene. Et Lys for de hedenske Folk og en Herlighed for dit eget', Israel.«

Hans Far og Mor blev helt sære ved det, som blev talt om ham. Simeon velsignede dem, og henvendt til hans Mor, Maria, sagde han: »Dette Barn er bestemt til at blive et Modsigelsestegn i Israel, til Fald for mange og til Oprejsning for mange, for at man skal blive nødt til at bekende Kulør. Ogsaa dit Moderhjerte skal et Sværd gaa igennem.

Der var en kvindelig Digter, Anna, Fanuels Datter. Hun var meget gammel, havde været gift i syv Aar og havde siden siddet Enke, til nu hun var 84. Hun veg ikke fra Templet, men dyrkede Gud der Dag og Nat med Faste og Bønner. Ogsaa hun traadte til og takkede Gud og talte om Barnet til alle, der troede paa Jerusalems Befrielse igennem Messias. Da de havde opfyldt Lovens Forskrifter, vendte de tilbage til Galilæa til deres egen By Nazareth. Og Barnet voksede og trivedes godt, var vel begavet og tydeligvis under Guds Omsorg.

Hvert Aar tog hans Forældre op til Jerusalem ved Paasketid. Da han var tolv Aar gammel, blev Drengen tilbage i Jerusalem, uden at det gik op for Forældrene, for de mente, han var i Rejseselskabet, og paa den Maade kom de en Dag frem og ledte efter ham mellem Venner og Familie. De fandt ham ikke og maatte jo saa tilbage til Jerusalem og lede efter ham der. Der gik hele tre Dage. Saa endelig fandt de ham i Helligdommen. Der sad han midt blandt Lærerne og lyttede til dem og spurgte dem ud, og alle, som hørte paa ham, var forbavsede over hans Forstand og de Svar, han gav.

Da Forældrene saa ham, blev de forlegne, og hans Mor sagde til ham: »Barn, hvorfor spillede du os den Streg? Din Far og jeg har været ude af os selv over, hvor du var blevet af.« Drengen sagde til dem: »Hvad ledte I efter mig for? Vidste I ikke, at der hvor min Fader er, har jeg min Plads?«

Det Svar forstod de ikke, men hans Mor gemte alle disse Oplevelser i sit Hjerte.

Han gik nu med dem og kom til Nazareth og var dem en lydig Søn. Jo ældre han blev, des forstandigere blev han, og han var saadan, at baade Gud og Mennesker maatte holde af ham.

Kejser^[3] Tiberius havde regeret i 15 Aar, og Pontius Pilatus var Statholder i Judæa, Herodes Landsherre i Galilæa, hans Broder Filip Landsherre i Provinsen Ituræa-Trakonitis, Lysanias Landsherre i Abilene, og Annas og Kaj fas var Ypperstepræster. Paa det Tidspunkt traadte Johannes, Zacharias’ Søn, offentlig frem. Han tog Ophold i Jordanegnen og prædikede der. Hans Prædiken gik ud paa, at kun gennem at omvende sig og døbes kunde man opnaa sine Synders Forladelse, saadan som der staar i Bogen med Profeten Esajas’ Taler:

Der høres i Ørkenen Raab af en Røst:
Lad Bygningsmændene kalde.
Gør jævnt over Bjergenes knudrede Bryst.
Fæst Bro over Kløfterne alle.
Thi Herren vil stige fra Himlen herned
med Frelse til hele sin Menneskehed.

Der kom nu saa mange ud til Johannes ved Jordan, at de ligefrem stod i Kø for at blive døbt. Han tiltordnede dem: »I Øgleunger! Hvordan vil I bære jer ad med at undfly den Vrede, der snart slippes løs over os? Hvis I har omvendt jer, saa bær dog Frugter i Forhold dertil! Berolig jer ikke med, at »det gaar nok for os, vi er jo Guds Folk, vi stammer ned fra Abraham.« For Gud kan« — han sparkede til Klippen — »skabe Abraham Børn af en Sten. Øksen ligger allerede ved Træernes Rod. Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugges og bruges til Brændsel.«

Der kom Uro i Folkemasserne, og man raabte til ham: »Hvad forlanger du da af os?«

Han svarede: »Den, der har to Kjortler, skal dele med den, der ingen har. Den, der har Føde nok, paa samme Maade.«

Der kom Toldere for at døbes, og de spurgte ham: »Mester, hvad skal vi gøre?«

Han svarede dem: »Tag ikke større Skat af Folk, end Forskriften lyder paa.«

Der kom Soldater og spurgte: »Men saa vi? Hvad skal vi gøre?«

Han svarede: »Lad jer nøje med jeres Sold og rekvirer ikke noget ved Vold eller Svig.«

Der var stor Spænding i Folket. Mange spekulerede paa, om ikke Johannes skulde være den ventede Messias. Men Johannes kundgjorde for alle: »Jeg døber jer med Vand, men der kommer en, som er mægtigere end mig, ja, en, hvis Sandalrem jeg ikke er værdig at løse. Han skal døbe jer med den Helligaand og Ild. Han kommer med Kasteskovlen i Haanden for at gennemrense sin Lo. Hveden samler han i sin Lade, men Avnerne opbrænder han i uudslukkelig Ild.« Saa voldsomt trængte han ind paa Folket, naar han lagde Evangeliet frem for det.

Ogsaa Landsherren Herodes irettesatte han, dels for hans Forhold til Broderens Hustru, Herodias, dels for hans andre Ugerninger. Herodes føjede da dette til alt det øvrige, at han lod Johannes arrestere.

Hele Folket blev døbt, og Jesus blev det da ogsaa. Da han under Daaben bad, aabnedes Himlen, og i synlig Skikkelse som en Due dalede den Helligaand ned over ham, og der lød en Røst fra Himlen: »Du er min Søn, min kære Søn, i et og alt efter mit Hjerte.«

Jesus selv var, da han begyndte, omtrent 30 Aar. Hans Stamtavle naar man gaar ud fra Josef, er denne: Josef, Søn af Eli, Matthat, Levi, Melki, Jannaj, Josef, Mattathias, Amos, Naum, Esli, Naggaj, Maath, Mattathias, Semei, Josef, Juda, Joanan, Resa, Zorobabel, Salathiel, Neri, Melki, Addi, Kosam, Elmadam, Er, Jesu, Eliezer, Jorim, Matthat, Levi, Simeon, Juda, Josef, Jonam, Eliakim, Melea, Menna, Mattatha, Nathan, David, Isaj, Obed, Boos, Salmon, Nasson, Aminadab, Aram, Esrom, Fares, Juda, Jakob, Isak, Abraham, Thara, Nakor, Seruk, Ragau, Falek, Eber, Sala, Kajnan, Arfaksad, Sem, Noa, Lamek, Methusala, Enok, Jared, Maleleel, Kajnan, Enos, Seth, Adam, Gud.

Opfyldt^[4] af den Helligaand efter Daaben vendte Jesus tilbage fra Jordan og blev draget ud i Ørkenen, hvor han opholdt sig i 40 Dage og fristedes af Djævelen.

I al den Tid rørte han ikke Mad og led derfor Hunger henimod Slutningen. Da indgav Djævelen ham: »Er du Guds Søn, saa byd denne Sten blive til Brød.«

Jesus overvandt Fristelsen med et Ord af Skriften: »Mennesket lever ikke af Brød alene.«

Saa førte Djævelen ham op paa et højt Bjerg og viste ham i et Øjeblik alle Verdensrigerne: »Dig vil jeg give al denne Magt og Herlighed; for mig er den blevet overladt, og jeg kan give den til hvem jeg vil. Vil du tilbede mig, skal den helt og holdent være din.«

Atter søger Jesus sin Tilflugt i Skriften: »Herren din Gud skal du tilbede, og ham alene skal du dyrke.«

Saa fører Djævelen ham til Jerusalem og op paa Tempeltinden: »Er du Guds Søn, saa styrt dig ned herfra, saa sandt som der er skrevet: Han skal lade sine Engle bære dig paa Hænder, saa du aldrig skal støde din Fod mod en Sten.«

Jesus satte Skriften imod Skriften: »Du maa ikke friste Herren din Gud.«

Da Djævelen var kommet til kort, holdt han sig fra ham en Tid.

Styrket i sin Aand vendte Jesus tilbage til Galilæa, og over hele Omegnen gik der Rygter om ham. Han underviste i Synagogerne, og alle roste ham. Ogsaa i Nazareth, hvor han var blevet opfødt, gik han ind i Synagogen, som han plejede van paa Sabbaten. Da han rejste sig for at forelæse, rakte man ham Profeten Esajas’ Bog, og han slog op paa det Sted, hvor der stod skrevet:

Over mig er Herrens Aand.
Løst han har mit Tungebaand.
Til hans Glædesbud at bringe
alle fattige og ringe,
salved mig hans egen Haand.

Angst og Pine Ende faar.
Fangers Frihedstime slaar.
Atter skænkes Syn til blinde.
Over os skal lyst oprinde
brat et Herrens Naadeaar.

Jesus lukkede Bogen sammen, gav den tilbage til Tjeneren og satte sig. Alle Øjne i Synagogen var fæstet paa ham. Saa begyndte han: »I Dag er dette Skriftsted gaaet i Opfyldelse for jer.« Det syntes de jo straks var storartet, og de vekslede Blikke med hinanden: »At tænke sig! Josefs Søn!« Men saa fortsatte han: »Nu regner I vel efter Ordsproget »Læge, læg dig selv«, at jeg ogsaa her i min Barndomsby vil udmærke mig, ligesom I har hørt om det fra Kapernaum. Men Sandheden er jo den, at ingen Profet er agtet i sit Fædreland. Kan I huske Historien fra Elias’ Tid om dengang, da der i halvfjerde Aar ikke faldt en Regndraabe, og en stor Hungersnød brød ud. Da var der mange Enker her i Landet, men Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men derimod til en Enke i Sarepta ved Sidon. Der var ogsaa mange spedalske i Israel paa Profeten Elisas Tid. Ingen af dem blev renset, men derimod Syreren Naman.«

Ved denne Prædiken blev alle i Synagogen forbitrede. De stod op, skubbede ham uden for Byen og lige hen til Skrænten af det Bjerg, deres By var bygget paa. Der vilde de styrte ham ned, men han gik sin Vej lige for Øjnene af dem.

Han kom ned til Kapernaum, en anden By i Galilæa, og talte til dem paa Sabbaten; de var betagne ved at høre ham, for han optraadte med Myndighed.

I Synagogen var der en stakkels besat, der hylede imod ham: »Uha, lad os være i Fred for dig, du Jesus fra Nazareth, du kommer vel for at ødelægge os. Jeg ved nok, hvad for en hellig Ka’l du er!!« Jesus truede ad ham: »Kan du tie stille?« og han bød den onde Aand, der havde besat ham, fare ud af ham. Det gjorde den ogsaa, efter først at have væltet ham, dog uden at han kom noget til.

En Ærefrygt greb alle: »Hvordan gaar dog dette til? Han byder over de urene Aander med Magt og Myndighed, saa de fortrækker.«

Hele Omegnen genlød af Rygtet om ham.

Fra Synagogen gik Jesus ind i Simons Hus. Simons Svigermor laa til Sengs med høj Feber. De bad ham om at hjælpe hende. Han traadte hen, bøjede sig over hende og truede Feberen. Den forlod hende, saa hun straks kunde staa op og lave Mad til dem.

Da Solen gik ned, kom de til ham med syge med alle mulige Sygdomme. Han lagde Hænderne paa hver især og helbredte dem. Ogsaa onde Aander for ud af mange, idet de raabte: »Du er Guds Søn.« Han truede dem til at tie stille med, hvad de vidste, at han var Messias.

Da det blev Dag, trak han sig tilbage til et øde Sted. Folkemængden ledte efter ham, og da de fandt ham, vilde de ikke slippe ham, men han sagde: »Ogsaa til de andre Byer maa jeg bringe Evangeliet om Guds Herredømme. Det er det, jeg er sendt for.«

Det forkyndte han da rundt om i Synagogerne i Galilæa.

En^[5] Dag stod han og talte et Sted ved Genezareth Sø, hvor en Masse Mennesker havde samlet sig. Da saa han to Skibe ligge ved Bredden. Fiskerne var gaaet fra dem for at skylle deres Garn. Han traadte ned i et af Skibene, som var Simons, og bad ham lægge lidt fra Land. Saa satte han sig og talte til Folkemængden fra Skibet.

Da han havde sluttet sin Tale, sagde han til Simon: »Sejl ud, hvor der er dybt, og kast jeres Garn ud.«

Peter indvendte: »Mester, vi har fisket hele Natten uden at have Held med os, men naar du siger det, vil jeg lægge Garnet ud.«

Da de saa gjorde det, fangede de saa stor en Hoben Fisk, at deres Net var paa Nippet til at sprænges, og de maatte vinke til deres Kammerater i det andet Skib om at komme og tage en Haand i med. Begge Skibene fyldtes, saa de var nær ved at synke. Da Simon Peter saa det, brød det ud af ham: »Herre, du maa gaa andetsteds hen, mig kan du ikke bruge, for jeg er en syndig Mand.« Og han sank i Knæ for Jesus. Han var helt fortumlet over den Fiskedræt. Det samme var Kammeraterne Jakob og Johannes, Zebedæus’ Sønner, som var i Part med Simon.

Jesus sagde til Simon: »Tal ikke saadan. Fra nu af skal du være Menneskefisker.«

Da stod Simon op, forlod alle Ting og fulgte ham.

Medens han var i en af Byerne, var der en gennemspedalsk Mand, der opsøgte ham, kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hvis du vil, kan du rense mig.« Jesus rakte Haanden ud og rørte ved ham: »Jeg vil. Bliv ren.« Straks forsvandt Spedalskheden fra ham. »Sig det ikke til nogen,« bød Jesus, »men fremstil dig for Præsterne og bring Offer for din Renselse, saaledes som Moses har forordnet det, saa du kan faa Attest for, at du er ren.« Endda rygtedes det alle Vegne, og Grupper af Folk kom sammen for at høre og de syge for at genvinde deres Helsen. Men Jesus trak sig tilbage til Ørknerne for at bede.

Farisæere og Lovlærere fra hver Landsby i Galilæa og Judæa og fra selve Jerusalem kom og satte sig for at høre ham undervise. Saa var det en af de Dage, da Herrens Kraft var til Stede, saa han var i Stand til at helbrede. Da kom der nogle Mænd, som i en Seng bar en Mand, der var gjort vanfør af Gigt, og de søgte at bringe ham frem til Jesus. Men der var en Trængsel, saa de ikke kunde komme ind i Huset, og saa kravlede de op paa Taget og firede Sengen med den syge i ned mellem Tagstenene lige foran Jesus. Da han saa deres Tillid og Forventning, sagde han: »Menneske! Dig er dine Synder forladt.« De skriftkloge og Farisæerne blev noget ilde tilpas. »Det er jo bespotteligt,« tænkte de; »hvem kan forlade Synder uden Gud?« Jesus begreb nok, hvad der gik gennem deres Hoveder, for han sagde til dem: »Hvad er det for Tanker, I fylder jeres Sind med? Sig mig saa, hvad er lettest: at sige: Dine Synder er dig forladte, eller at sige: Staa op og gaa? Men for at I skal begribe, at Menneskesønnen har Magt paa Jorden til at forlade Synder, saa« — her vendte han sig til Krøblingen — »staa op, tag din Seng og gaa hjem.« Øjeblikkelig stod han op, medens de alle saa paa det, tog, hvad han laa paa, og gik hjem, fuld af Tak til Gud. Forbavsede stod de alle tilbage i Taknemmelighed og Ærefrygt: »Nu har vi aldrig set Mage.«

Da Jesus forlod Huset, saa han en Tolder, der hed Levi, sidde ved sit Kontor, og til ham sagde han: »Følg mig!« Han forlod det hele, rejste sig og fulgte ham.

Hjemme hos sig selv holdt Levi et stort Gilde for Jesus, saa han kom til at sidde til Bords med en hel Forsamling af Toldere og den Slags Folk. Farisæerne og de skriftkloge mukkede overfor Disciplene: »Hvorfor spiser og drikker I sammen med Folk af et mere end tvivlsomt Rygte?« Jesus gav dem Svaret: »Det er jo ikke de raske, der har Brug for Læge, men de syge. Det er Skarnsfolk, jeg er kommet for at omvende, og ikke renlivede Sjæle som jer.«

De andre fortsatte: »Johannes’ Disciple holder tit baade Faste og Bøn. Det gør ogsaa Farisæernes, men dine gør sig sandelig til Gode.«

Han svarede: »Kan I faa Bryllupsfolkene til at faste, saalænge Brudgommen er hos dem? Naar de Dage kommer, da Brudgommen er blevet taget fra dem, da vil de faste.« Og saa sagde han dem en Lignelse:

»Man bøder dog ikke et gammelt Sæt Tøj ved at rive en Lap ud af et nyt. Heller ikke passer Kluden fra det nye til det gamle. Ung Vin fylder man ikke heller paa gamle Læderflasker, for saa sprænger den dem og spildes, og Læderflaskerne ødelægges. Ung Vin skal hældes paa nye Læderflasker. Saa kan begge Dele holde sig. Og den, der har faaet Hang til gammel Vin, kaster Vrag paa den ny. »Næh, næh, den gamle er den go’e,« siger han.«

En^[6] Sabbat gik han igennem Kornet. Hans Disciple plukkede nogle Aks, som de gned i Hænderne og spiste. Det faldt nogle af Farisæerne for Brystet: »Hvorfor gør I noget, der ikke er tilladt paa en Sabbat?«

Saa tog Jesus til Orde: »I har maaske ikke læst, hvad David gjorde engang, da han og hans Folk var sultne? Skuebrødene, som det ikke er tilladt andre end Præsterne alene at spise, dem gik han ind i Guds Hus og spiste og gav ogsaa dem, der var med ham.« Jesus føjede til: »Menneskesønnen er Herre ogsaa over Sabbaten.«

Paa en anden Sabbat gik han ind i Synagogen og lærte. Der sad der en Mand med en vissen Højrehaand. De skriftkloge og Farisæerne lurede nu paa, om han vilde helbrede paa en Sabbat, for saa havde de noget at anklage ham for.

Han vidste, hvad de tænkte.

Til Manden med den visne Haand sagde han: »Rejs dig og gaa frem her i Midten! — Nu spørger jeg jer: Hvad er tilladt paa Sabbaten? At gøre godt eller at gøre ondt, gavne Liv eller skade Liv?« Han saa fast paa dem alle og bød saa: »Ræk din Haand ud!« Da blev den rask igen. Det satte ondt Blod i de andre, og de drøftede, hvad de skulde gøre ved Jesus.

En Aften var han gaaet ud til et Bjerg for at tilbringe Natten i Bøn til Gud.

Da det blev Dag, kaldte han sine Disciple op til sig og udvalgte 12 af dem, og de 12 kaldte han Apostle: Simon, som han gav Navnet Peter, hans Broder Andreas, Jakob og Johannes, Filip og Bartholomæus, Matthæus, Thomas, Jakob, Alfæus’ Søn, og Simon, som kaldes Hedspore, Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, der endte som Forræder.

Han gik ned med dem til Sletten, og der stod en Klynge af hans Disciple og en stor Folkemængde fra hele Judæa og Jerusalem og fra Kysten ved Tyrus og Sidon, alle strømmet sammen for at høre ham prædike og for at helbredes for deres Sygdomme.

Og hele Forsamlingen prøvede at røre ved ham, for der udgik Styrke fra ham, og han helbredte alle.

Saa saa han fast paa sine Disciple og sagde: »Hvilken Lykke for jer magtesløse, for I har Del i Guds Herredømme. Hvilken Lykke for jer, som nu hungrer, for I skal mættes. Hvilken Lykke for jer, som græder, for I skal le. Hvilken Lykke for jer, som Mennesker for Menneskesønnens Skyld hader og ikke vil have med at gøre og taler ondt om og skyr. Glæd jer den Dag, det gaar jer saadan, ja, hop af Glæde, for jeres Løn er stor i Himlen, og saadan Behandling fik jo Profeterne af jeres Fædre. Ulykkelige rige, som jo allerede har nydt Livets Goder! Ulykkelige I, som nu er mætte, for I skal sulte! Ulykkelige I, som nu ler, for I skal sørge og græde. Ulykkelige I, som alle Mennesker taler godt om. Det gjorde jo ogsaa jeres Forfædre om de falske Profeter.

Men I, som virkelig hører efter! Til jer siger jeg: »Elsk jeres Fjender. Gør godt mod dem, som hader jer. Velsign dem, som forbander jer. Bed for dem, der fornærmer jer. Den som slaar dig paa den ene Kind, byd ham ogsaa den anden til. Den, som tager din Kappe, nægt ham ikke heller Kjortlen. Giv alle, der beder dig, og hvis nogen tager, hvad der er dit, saa kræv det ikke tilbage. Gør mod Mennesker, hvad I vil, de skal gøre mod jer. Der er jo ikke noget at takke for, om I bare holder af dem, der holder af jer. Det gør jo ogsaa Forbrydere. Om I laaner til den, der er kendt for at betale tilbage, det er jo ikke noget at takke jer for. Det gør jo ogsaa Hedninger. Nej, elsk jeres Fjender. Laan ud uden at regne med Gengældelse, saa skal I nok faa stor Løn, og saa er I ogsaa Børn af ham, der er god mod de utaknemmelige onde.

Vær barmhjertig, ligesom jeres Far er barmhjertig. Døm ikke, saa skal I heller ikke dømmes. Frikend, saa skal I blive frikendt. »Et godt rystet, presset Maal med Top paa skal de kaste jer i Skødet.« For det Maal, som I bruger over for andre, skal bruges igen over for jer. Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i Grøften. Lad ikke Disciplen gøre sig klogere end sin Lærer! Som sin Lærer bliver han først, naar han er udlært. Hvorfor ser du Splinten, som er i din Nabos Øje, men Bjælken i dit eget opdager du ikke, og du vil fjerne Splinten fra hans og aner ikke Bjælken i dit eget. Du Selvbedrager! Fjern først Bjælken i dit eget Øje, saa kan du se klart til at fjerne Splinten i de andres.

Et godt Træ bærer ikke daarlig Frugt, et daarligt Træ ikke god. Det er Frugten, der er det afgørende for Træet. Man plukker ikke Figen af Torne. Man høster ikke Vindruer af Tjørn. Det gode Menneske henter godt op af sit gode Hjerte, det daarlige daarligt af sit daarlige. Hvad Hjertet er fuldt af, løber Munden over med. Hvorfor titulerer I mig med Herre, naar I ikke retter jer efter, hvad jeg siger? Han, der ikke bare hører mine Ord, men som ogsaa gør efter dem, skal jeg sige jer, hvem han ligner? Han ligner en Mand, der skulde bygge et Hus, og som gravede og gik i Dybden og lagde Syld paa Klippen. Da der kom Oversvømmelse, slog Strømmen mod Huset, men kunde ikke rokke det, for det var bygget forsvarligt. Derimod den, der hører mine Ord, men ikke følger dem, han ligner en Mand, der byggede Hus uden fast Grund. Da Strømmen væltede mod det, begyndte det at rave og faldt og laa hen i Ruin.

Da^[7] Jesus havde sluttet sin Tale til Folket, gik han ind i Kapernaum. Der var der en Kommandant, hvis Tjener var syg og Døden nær. Nu var det en Tjener, han satte megen Pris paa, og da han hørte om Jesus, sendte han nogle af det jødiske Byraad hen til ham, om han ikke vilde komme og læge hans Tjener. De opsøgte da Jesus og bad ham indtrængende: »Han fortjener, du hjælper ham, for han har megen Sympati for vort Folk, og Synagogen her har han bygget til os.«

Jesus indvilligede, men da han var kommet Huset temmelig nær, sendte Kommandanten nogle Venner til ham, som skulde hilse og overbringe følgende Besked: »Herre, det er alt for stor en Ære at vise mig, om du skal gaa ind under mit Tag. Jeg har ikke selv villet trænge mig paa. Men byd blot et Ord, saa adlyder Sygdommen dig og forlader min Dreng. Jeg er jo selv Øvrighed undergivet og har Embedsmænd og Soldater under mig igen, og siger jeg til en: Gaa, saa gaar han, og til en anden: Kom, saa kommer han, og til min Oppasser: Gør det og det, saa gør han det.«

Denne Tillid gjorde et dybt Indtryk paa Jesus. Han vendte sig mod dem, der var stimlet sammen omkring ham, og udbrød: »Ikke engang i mit eget Folk har jeg mødt saa dyb en Hengivenhed.«

Da de udsendte kom tilbage til Huset, fandt de Tjeneren rask.

Dagen efter gik Jesus til en By, der hed Nain. Mange af hans Disciple og en stor Flok Mennesker fulgtes med ham. Som han nu nærmede sig Byens Port, blev der baaret en død ud, en ung Karl, der var sin Moders eneste Søn, og hun var Enke.

Der var stort Ligfølge. Da Jesus saa Enkens Fortvivlelse, skar det ham i Hjertet. »Græd ikke,« sagde han, traadte hen og lagde en Haand paa Baaren. De, som bar, standsede. Saa sagde Jesus: »Unge Mand! Hører du? Rejs dig!« Og den døde sad op og begyndte at tale.

Jesus førte ham hen til hans Mor. Det gøs i alle. Saa priste de Gud og sang:

»Blandt os er oprejst Guds Almagts Tolk.
Ja, Herren selv har besøgt sit Folk.«

Rygtet om dette løb hele Judæa rundt.

Johannes Døberen fik det refereret af sine Disciple. To af dem lykkedes det at faa Bud efter. Dem lod han gaa til Herren med det Spørgsmaal: »Er du den kommende Mand, eller skal vi vente en anden?«

Disciplene fandt Jesus travlt optaget af at helbrede for Sygdomme og Smerter, Besættelse og Blindhed. Derfor svarede han dem: »Gaa tilbage til Johannes og fortæl ham blot, hvad I selv ser: Blinde faar Syn, lamme Førlighed, spedalske Renhed, døve Hørelse, døde faar Liv, og de fattige Glædesbud. Det er Synd for den, der føler sig skuffet af mig.«

Da Johannes’ Udsendinge var gaaet, sagde han til Folkemængden: »Nu skal I ikke straks begynde at trække paa Skulderen af Johannes. Kan I huske ham ude i Ørkenen? Tro ikke, han er et Rør, der svajer for Vinden, eller hører til den Slags, der bærer Kappen paa begge Skuldre. Nej, de, der bærer Kappen paa begge Skuldre og er optaget af at sikre sig, de trives ikke i Ørk, søg dem i Regeringskredse. Jeg skal sige jer, hvad den Mand var, vi saa i Ørkenen. Han var Profet. Ja, han var mere end Profet. I kender det Skriftsted:

»Jeg sender foran dig min Engel derned,
at gøre alt til dit Komme bered.«

Det skal her slaas fast: Større Profet end Johannes er ingen Mand født af en Kvinde, men den mindste der, hvor Gud alene raader, er større end han. Hele Folket, som dengang hørte Johannes, selv de lyssky Elementer i det, forstod, at Gud vilde dem noget, og lod sig døbe med Johannes’ Daab. Men Regering og Rigsdag og Domstole holdt sig fra Daaben og vendte det døve Øre til Gud. Hvad er de for nogen? Hvad skal jeg sammenligne dem med? Jeg kommer til at tænke paa Børnene paa Gaden en Aften. Legen gaar trægt. Saa raaber de til hverandre: »Uf, I vil da heller ingenting. Vi spiller paa Fløjte, men ingen gider danse. Vi synger sørgmodige Sange, men ingen fælder en Taare.« Her kom Johannes Døberen, og han hverken spiste eller drak, og hvad siger I saa? »Uha, han overdriver. Han har en Skrue løs.« Saa kommer jeg. Jeg er et Selskabsmenneske, og I siger: »Skal det være en hellig Mand? Han ta’r for sig af Retterne; og det er godt for ham, Penge ikke lugter, med den Omgang han holder sig! Dog der findes jo iblandt jer nogen, der kan se ind til det egentlige, og Gudskelov for jer.«

En af Farisæerne inviterede ham til Middag. Jesus sagde Ja Tak. En Kvinde, en af Gadens løse Fugle, fik at vide, han sad til Bords i Farisæerens Hus, og kom med en Alabastkrukke med Salve, stillede sig grædende bag ham, vædede hans Fødder med sine Taarer, tørrede dem af med sit Hovedhaar, kyssede dem og salvede dem med Salven. Da Farisæeren, der havde indbudt ham, saa det, sagde han ved sig selv: »Hvis den Mand virkelig var Profet, maatte han dog vide, hvordan det Kvindemenneske er, der rører ved ham.« Pludselig siger Jesus: »Simon, jeg har noget at sige dig.« »Javel, Mester!« »Der var en Pengeudlaaner, som to Mænd skyldte Penge, den ene 500 Denarer, den anden 50. Ingen af dem havde noget at betale med, og saa strøg han begge Beløb. Hvem af de to vil nu holde mest af ham?« »Tja, det vil vel den, han eftergav mest.« »Det har du Ret i,« sagde Jesus; »ser du hende der? Jeg var inviteret ind til dig. Du glemte at give mig Vand til Fodtvæt, men hun vaskede mine Fødder i sine Taarer og tørrede dem i sit Haar. Du gav mig ikke Kindkys til Velkomst, men hun har kysset og kysset mine Fødder. Du havde ikke en Smule Olie til mit Hoved, men hun har salvet mine Fødder med Salve. Hun har vist stor Kærlighed. Derfor er hendes mange Synder tilgivet; men den, hvem kun lidt tilgives, yder ogsaa kun lidt af Kærlighed.«

Til hende sagde han: »Dine Synder er tilgivet dig!«

De, der sad med til Bords, skumlede: »Han er ikke billig, at han saa galt forlader Synder. Hvad er han egentlig for en?« Men Jesus sagde til Pigebarnet: »Det blev din Lykke, at du havde Sind for mig. Gaa saa og vær glad.«

I^[8] den følgende Tid gik han fra By til By og fra Landsby til Landsby og forkyndte det gode Budskab om Guds Herredømme. Hans Følgeskab bestod af de 12 og nogle Kvinder, der var helbredt for Sindssyge og andre Sygdomme, Marie fra Magdala, der havde været anset for uhelbredelig afsindig, og Johanne gift med Kuza, Herodes’ Husfoged, og Susanna og mange andre, som afholdt hans Udgifter af deres Ejendom.

Da Folk i Massevis samledes om ham alle Steder fra, tog han til Orde i en Lignelse: »En Sædemand gik ud at saa. Noget af Kornet faldt ved Vejen. Der blev det trampet ned, eller det blev pikket op af Fuglene. Noget faldt paa Klippegrund, og det skød vel op, men visnede saa af Mangel paa Fugt. Noget faldt i Tjørnekrat, som voksede op med og kvalte det, og noget faldt i god Jord, groede til og bar 100 Fold.« Han sluttede af med at raabe: »Har I saa forstaaet, saa mange som har Forstand til det?«

Hans Disciple spurgte ham om Udlægningen af Lignelsen. Han forklarede dem da: »Hemmeligheden i Guds Herredømme er det givet jer at kende rent ud, men de andre kun i Billedtale, for de har Øjne, men ser ikke med dem, og de har Ører, men bruger dem ikke til at høre med. Hør saa Lignelsens Betydning! Kornet er Forkyndelsen om Gud. Det, der faldt ved Vejen, ja, her er Tale om Mennesker, som nok hører, men Djævelen stiller med det samme og tager Ordet bort fra deres Hjerter, saa de hverken kommer til Tro eller Frelse. Saa er der Klippegrunden. Det er overfladiske Sind. De modtager Ordet med Glæde, men er uden Bestandighed og falder fra, naar det gælder. Tjørnen, det er dem, der aldrig bærer moden Frugt, for det, de har hørt, kvæles dels af Livets Bekymringer og dels af Rigdom og Nydelser. Men den gode Jord, det er jo dem, der hører Ordet og fastholder det i et smukt og godt Sind og bærer Udholdenheds Frugt; for hvis I ikke hører saadan, at det kan ses af jert Liv, hvad er det saa værd? Har I det, saa det kan ses, skal I faa mere, men har I det, som om I ikke havde det, saa skal det tages fra jer. For hvad der er givet jer i det stille, skal bryde klart frem hos jer, og det skjulte skal lægges aabenbart for Dagen. Man tænder vel ikke et Lys for at putte det under et Kar eller gemme det hen under Sengen, men man sætter det paa en Stage, for at det kan lyse hele Stuen op.«

Der var en Stimmel af Folk omkring ham, saa hans Mor og Brødre ikke kunde bane sig Vej frem til ham. Nogen fik da sagt ham: »Din Mor og dine Brødre staar udenfor og vil gerne hilse paa dig.« Men han svarede blot: »Min Mor og mine Brødre, det er dem, der hører Forkyndelsen om Gud og retter sig efter den.«

En Dag han og hans Disciple var gaaet om Bord i en Baad, fik han Lyst til at sætte over til den anden Side. Mens de nu sejlede, faldt han i Søvn. En Stormbyge jog hen over Søen. Skibet løb fuldt af Vand. Det begyndte at blive farligt. De vækkede ham da: »Mester! Mester! Vi drukner!« Han rejste sig og truede ad Vinden og Bølgerne. De lagde sig. Det blev blikstille. Saa sagde han til Disciplene: »Er det den Tillid, I har?« De baade skammede og forundrede sig: »Hvem er dog han, hvem baade Vind og Bølger falder tilføje?«

Lige overfor Galilæa bor Gadarenerne. Der lagde de ind. Da han var gaaet fra Borde, mødte han en Mand, som led af Forfølgelsesvanvid. Han havde i lang Tid løbet splitternøgen omkring og opholdt sig paa Kirkegaardene. Da han saa Jesus, satte han i et Skrig og kastede sig ned: »Kan jeg ikke faa Lov at være for dig, du Jesus, den højeste Guds Søn? Skal du straks til at mishandle mig?« Jesus bød nemlig Sygdommens Aand at fare ud af Manden, for den havde i lang Tid drevet ham fraadende omkring, og han havde været bundet i Lænker og lagt i Blok, men bestandig sled han Baandene itu og løb vanvittig ud i Ørkenerne. Jesus spurgte ham: »Hvad hedder du?« »Tusind,« svarede han, »for jeg er et helt Tusind onde Aander. Jag os dog ikke i Afgrunden. Ser du den store Flok Svin paa Græs derhenne paa Bjerget? Giv os Lov til at fare i den.« Jesus nikkede. Straks fo’r Dæmonerne ud af Manden og ind i Svinene, saa Hjorden styrtede sig ned af Brinken og druknede i Søen. Vogterne løb deres Vej og fortalte overalt, hvad der var sket, baade i By og paa Land. Folk stimlede da ud og kom til Jesus og saa den helbredte Mand sidde paaklædt og fornuftig ved Siden af ham. Det gjorde et stærkt Indtryk paa dem. De, der havde overværet Optrinet, fortalte dem, hvordan denne besatte var blevet befriet, men Gadarenerne var blevet ilde til Mode og bad Jesus forlade deres Land, og han gik saa om Bord for at vende tilbage. Den helbredte Mand bad om Lov til at følge med ham, men Jesus raadede ham til hellere at gaa hjem og fortælle, hvordan Gud havde taget sig af ham. Det gjorde han saa. Over hele Byen udbredtes det, hvor stort Jesus havde hjulpet ham.

Paa den anden Side af Søen stod Folkemængden endnu og ventede paa Jesus, da han kom.

En Synagogeforstander, der hed Jairus, hilste høfligt paa Jesus og bad ham indtrængende følge med ham hjem, da hans eneste Barn, en Datter paa knap 12 Aar, laa for Døden. Han banede sig saa Vej igennem Trængselen. En Kone havde døjet med Blødninger en god halv Snes Aar. Alt hvad hun ejede, havde hun sat til paa Læger uden at have haft noget ud af det. Hun nærmede sig bagfra og rørte ved Fligen af hans Kappe. Straks standsede hendes Blødning. »Hvem var det, der rørte ved mig?« spurgte Jesus. Alle nægtede det, og Peter sagde: »Rørte ved dig! Mester, der er jo en Skubben og Klemmen.« »Der var en, der rørte ved mig,« fastholdt Jesus, »jeg mærkede, der gik Styrke fra mig.« Da kom Konen frem, rystende over hele Kroppen, og fortalte, hvorfor hun havde gjort det, og hvordan hun var blevet helbredt i samme Øjeblik. Han sagde til hende: »Din Tillid til mig har hjulpet dig. Gaa du nu glad.« Endnu mens han taler, kommer der en fra Synagogeforstanderens: »Din Datter er død. Gør ikke Mesteren mere Ulejlighed.« Men Jesus afbrød ham: »Tab ikke Modet. Stol kun paa mig, saa skal hun blive frelst.« Da de nærmede sig Huset, forbød han alle Adgang paa nær Peter, Jakob og Johannes og Pigens Far og Mor. Der var en Græden og Jamren. »Lad være at græde,« sagde han, »hun er ikke død. Hun sover bare.« De vidste, hun var død, og nogen lo ad ham. Men inde ved Pigen tog han hendes Haand og raabte: »Pige, staa op!« Hendes Aand vendte tilbage, og hun rejste sig straks, og han sagde: »Hun skal have noget at spise.« Hendes Forældre stod lamslaaet over, hvad der var sket. Han bad dem om ikke at udsprede det.