Dialog mellem Kaj Munk og Jesus

(Dialog mellem Kaj Munk og Jesus)

Jeg tænker mig, at lige de første Dage, jeg er i Himlen vil jeg gaa og ikke rigtig føle mig hjemme og tænke saadan noget som: Er det endda ikke bedre? Men saa vil det ske engang, naar Solen er sunken og Natten ganske lun, Maanen er gemt bag et Par Skyer, hvis Kanter straaler som pudset Guld og ovre mod Nord rødmer Kimingen i Nordlysets Skær eller hvad det er, rødmer saa stærkt og dog daarende sart som et Par friske Ungpigekinder – – – – det vil jeg sidde paa en Bænk og se paa, og saa tænker jeg, Jesus kommer forbi, og han vil slaa sig ned ved siden af mig og begynde at snakke om et eller andet ligegyldigt – er Natten ikke lun eller: synes du saa ikke, her er dejligt eller hvad han nu vil indlede med. Det varer ikke længe, inden vi er i Snak, endda saa helt fortrolig Samtale – man bliver jo hurtigere fortrolig med ham end med et Menneske – saa fortrolig, at jeg begynder at lukke op for mig selv og pakke nogen af de Spørgsmaal, som baade I og jeg og mange, mange Mennesker gaar og sylter med og ikke tør nævne. Dem vil jeg begynde at diske op med, og han vil sidde og lytte og svare taalmodigt, skønt meget af det lyder saa dumt, at jeg selv kan høre det lige idet jeg faar sagt det. "Der er nu det, jeg tit har tænkt paa", vil jeg begynde med at sige: "hvor kan det være, at nogen er rige, nogen er fattige?". "Det skal jeg sige dig", svarer han saa, "det er fordi de rige skal give de fattige Gaver (for det trænger de til) og de fattige beder for de rige (for det trænger de til).

Munk: Ja det kan endda være. Det med Pengene, det siger jo nu ikke saa stort. Men hvor kan det være, at nogen har saadan et let Sind og andre tager saa tungt paa alle Livets Forhold?

Jesus: Det er fordi min Far mente, det var bedst, der blev Forskel paa Mennesker; for Jorden blev saa kedelig og fattig, hvis alle var ens.

Munk: Kunde det da ikke være naaet paa en anden Maade.

Jesus: Det kunde det jo nok. Men hvorfor skulde det det, naar det kunde naas paa denne?

Munk: Aah, jeg synes, det er lidt uretfærdigt imod de tunge Naturer.

Jesus: Hvoraf ved du, at det er bedre at være en let Natur end en tung?

Munk: Nej, det er saamænd ogsaa sandt. Det kan være, de lette har deres til Gode. Men saa en helt anden Ting da: hvorfor er Livet lavet saadan paa Jorden, at den ene skal æde den anden, Gedden æder Skaller, og Katten Musen og Uglen Spurven, og Bøgen kvæler Egen og det ene Handelshus det andet Handeshus, den ene Konkurrent den anden, og det ene Menneske kan tit ej taale det andet.

Jesus: Det er fordi min Far vilde se, hvordan Kampen kunde udvikle Kræfterne, og i hvad Retning man vilde udvikle sig selv.

Munk: Jo – men – men Sygdom da, Tuberkulose og Kræft og Svimmelhed og det, at Folk mister Forstanden, hvad skal alt det til?

Jesus: Jeg skal sige dig, Lidelsen den er hellig og nødvendig, den vil en Verden aldrig kunne undvære. Bl.a. maa Menneskene uafbrudt mindes om, at de er svage og hjælpeløse og dog Dele af det evige Liv. Ellers glemmer de det.

Munk: Jamen hvorfor er vi indrettet, saa at vi glemmer.

Jesus: For at I selv skal indrette Jer bedre. For det har min Far givet Jer Muligheder til.

Munk: Men saa er der en anden Ting, Jesus. Hvorfor bliver de unge Karle krumbøjede og affældige, og de unge Piger, der er saa søde, hvorfor taber de sig dog.

Jesus: Jamen det hænger jo sammen med det, jeg sagde før om Lidelse.

Munk: Hm! Men saa – saa Tilfældigheden i Verden. Vi kan sige, det er Guds Veje, men det sker saa underligt. Jeg glider og brækker mit Ben, ikke fordi det er Guds Vilje, men fordi det er glat og jeg ikke passer bedre paa. Min Søn døde af spansk Syge, ikke fordi det var Guds Vilje, men fordi han var egenraadig og vilde trods Forbud besøge sin Kæreste. Min Bror dør af Tuberkulose, ikke fordi det er Guds Vilje, men fordi han har arvet fra vor Mor. Jeg blev gift med den og den, ikke fordi Gud vilde det, men fordi jeg alligevel bestemte mig til den tur til Fyen eller til det Bal. 3 Aal laa sammen i Rørene, to lod sig lokke ud i aaben Sø [Staby Sø?] af Solen, en af dem traf Jernet netop, de andre slap. Se saadan for Aal, for Planter, for Mennesker, for alting – Tilfældigheder, ene Tilfældigheder.

Jesus: Har du set en Baad ligge fortøjet lidt ude i Vandet. Vindstødene kommer og drejer den ud og ind, hid og did – tilfældigt. Og dog: var du lige saa klog som min Far, saa kendte du hvert Vindstød, hvor det kom fra, hvad det stødte imod, saa det drejedes eller svækkedes, hvad Styrke det besad, hvad Fart det kom med. Og saa vilde du i hvert Sekund kunne beregne, hvordan Baaden vilde dreje. Nu forstaar du, der er ingen Tilfældighed i Vinden. Over og i og gennem alt og alle raader min Fars Lov.

Munk: Hvad nytter det, vi pynter Tilfældigheden med det fine Navn af Lov. For vore Øjne ser det ud – – – –

Jesus: Derfor gav jeg jo jer Kristentroen. Saa ved I jo, alt, Vindpust, Sygdom, Kone, Død, tjener Jer til Gode – –

Munk: Hvor kan det da være, Jesus, at det gaar saa let for nogen at tro, saa tungt for andre, for nogle slet ikke – er ligemeget?

Jesus: Det ved vi jo nok her i Himlen, og det tager vi Hensyn til, naar der skal lukkes ind.

Saadan sidder vi hele Natten og det klares mere og mere for mig – og alligevel bliver jeg ikke tilfreds. Henimod Morgenstunden spørger jeg:

Munk: Men hvorfor skal vi overhovedet traske rundt paa den underlige Jord? hvorfor kan vi ikke komme i Himlen straks?

Jesus: Det kommer I jo ogsaa. Jeg døber Jer jo.

Munk: Jo – ja – sandt nok. Men alligevel – trods Daaben – er Jorden nu alligevel Jorden. Hvorfor skal vi være der?

Jesus: Fordi I skal lære at længes.

Munk: Og saa de, der aldrig lærer det?

Jesus: Hvor ved du, der er saadan nogen?

Munk: Der er mange paa Jorden, der aldrig bekymrer sig om Guds Riges Ting.

Jesus: Læs i din Bibel: Og han gik hen og prækede for Aanderne, der vare i Forvaring.

Munk: Lære at længes – jo, men naar det nu koster saa megen Lidelse at lære at længes, kunde vi saa ikke springe det Led over og komme i Himlen straks uden.

Jesus: Nej.

Munk: Og hvorfor ikke?

Men Jesus svarer ikke. Han har rejst sig: "Der kommer min Far, siger han. Du kan spørge ham selv."

Og se, der kommer han op igennem den store Midtergangen, Titusinde Engle følger ham, men jeg ser ikke paa Englene, jeg ser kun paa ham, ser hans Øjnes vennesæle Glæde, som han smiler og nikker til al sin Skabning over Verden, ser Morgensolens første Straale lue i hans Gyldne Skæg – – – "Er det din Far," hvisker jeg og knuger Jesu Haand og bliver ved at stirre paa disse Øjnes endeløse Godhed og milde straalende Smil, "Er det din Far, Jesus – Aah nej da, ser han saadan ud?"

"Din og min – vor Far" siger Jesus og ler – – – saa kalder de paa os, og vi gaar ind for at spise. Som jeg følges med Jesus deropad, falder der mig pludselig endnu et Spørgsmaal ind: "Du Jesus, du ved dengang jeg var Præst paa Jorden, hvorfor kom der da saa faa Folk i Kirke fra Hug?"

Da giver Jesus sig til at le: "Det var saamænd bare, fordi de ikke havde bedre Forstand."

Men nu er vi naaet ind i Spisehallen. Jeg gaar hen til mit Bord og se, der sidder alle I, som sidder her i Dag, vi spiser hver Dag sammen ved det Bord. Vorherre synger selv for til Bordbøn, og saa spiser vi og snakker sammen og drøfter dejlige Minder fra Jorden. Englene varter os op, men Guds Smil lyser over det hele.