1. S. i Fasten.

Man maa gennem noget af Fristelsen alene

65 342 325 228 422

De 40 Dage i Ørkenen er den unge Jesu Lømmelalder.

1) Stene til Brød: den unges Drømme om Velstand, Kvindfolk, udrette noget stort for Ryets Skyld — gør det dig til Livets Maal, lad det dig være nok, brug dit Liv til at naa det! Jesus gennemskuer det: for lidt at leve for; det kan være godt nok, men er ikke nok; har man ikke andet, dør man dog til sidst af Sult.

2) Kaste sig fra Tempeltinden ned i Josafats Dals dybe Afgrund. Enten: Letsindet: Gud passer paa dig, spring kun ud i Hvirvelen. Eller: Den religiøse Fristelse, Tvivlen om Kaldet; er jeg nu virkelig ogsaa Guds Søn? er jeg det? er jeg det? er jeg det? Skaf dig Afgørelse, kræv et Svar af Gud, sæt hele — for det er jo Alvor for dig — din Existens ind paa at faa Svar! spring ud. α) Knuses du, nu, ja, saa dør du, og det gør jo ingenting, for du er jo alligevel ikke til noget, naar det, du tror, ikke er dit Kald. Og β) bæres du, saa har du jo Mirakelbeviset, Gud har talt: Tillykke. Men Jesus strider sig frem til Klarhed over, at Gud er ikke Apollon, intet Orakel, man kan ikke ringe med en Bordklokke, og saa kommer Gud og giver Besked. Gud taler først i sin Time, den kan vi ikke andet end vente paa, og han taler i det udvortes Menneske.

3) Bjerget.: Selv om du har dit Kald, kan du dog intet udrette, for denne Verden er underlagt mig. Kun paa een Maade kan du naa noget: gaa paa Akkord, indret dig her i Verden med mig og mine Metoder, saa kan du dog altid faa ført noget igennem, selv om du ganske visst er under mig og min Indflydelse (Politikere, der kæmper for Ideen og er saa dybt under Satan, at de slet ikke ved af det, men tror, de er noget saa uegennyttige og velfærdsforsvarende i deres Villaer og med Pensioner osv.). Jesus: Nej, Gud alene. — Og se, da kom Englene af sig selv. Da var Guds Time.