5 S e Hl 3 Kg.

Tim 544, 612 - 539, 617

421, 542 - 232, 42

Digtet, jeg her læste, er jo ikke Spor andet end X's Lignelse i Texten, sat paa Rim og meget smukt genfortalt, men slet ikke bedre og da slet ikke sandere fortalt — og paa en Vis heller ikke smukkere. Og naar vi saa vilde spørge om, hvad der egentlig ligger i disse første korte Lignelser, saa maa Svaret vel først og fremmest blive, at Guds Rige faar vi ikke for ingenting og ikke uden Møje. For saa vidt er det nemt nok at prædike over Texten. De fleste, der har lidt med bare Kirkegang at gøre vil strax forstaa, at det er gode udmærkede træffende Billeder for Guds Rige: en Skat, en dyrebar Perle det lader Guds Rige sig vel ligne ved; Følelsen af Syndernes Forladelse, Guds Fred, Tillid til, at om ikke ad din Vej, om ikke ad min Vej, saa dog ad sin egen Vorherre ved Raad, Troen paa, at Gud kan og vil rense alle Slakker ud af mig og dog finde og bevare en Personlighedsrest inde i mig, som lutret skal leve i al Evighed, Mulighed for syndfrit evigt Samvær med Venner og Familie under Guds klare Smil — ja, det er jo alt sammen saa rige Oplevelser, at de hver for sig kunde kaldes for Skat, for Perle — hvad er det saa ikke for en Rigdom tilsammen. Og dernæst kan vi ogsaa godt forstaa — eller om vi ikke kan forstaa — saa har Erfaringen lært os, at mange gaar forbi den Skat, uden at blive den var. Men nu kommer det, der gør det saa vanskeligt at præke over denne Text. Det er det Spørgsmaal: er du blevet den vâr? d.v.s. er det gaaet rigtigt op for dig, hvad for en Persle Guds Rige er. Og svarer du Ja, saa kommer jo let Svaret: Jamen det kan vi prøve. Vi kan prøve, om dit Svar passer: Har du ofret alt for at blive Ejer, som den, du hørte om i Digtet, den, der staar om i Texten. Og her kan det jo ikke nytte, vi svarer: Ja, jeg har ofret af mit Egensind eller Stivsindethed eller Sladdersyge eller Gerrighed; for det var jo ikke Ofre; det var jo bare Ting, det gjorde godt at komme af med. Og det kan heller ikke nytte at sige: Jo, jeg har ofret min lille Dreng, min Hustru døde i spansk Syge, min Hjertenskær forlod mig osv. for det er jo ikke Ting, vi selv har ofret, det er jo noget, Gud tog fra os selv. Der kunde de gamle Apostle og Martyrer meget bedre slaa sig for Brystet og sige: vi har ofret — alt til de Fattige, vore Legemer til de vilde Dyr. Nej, der er ikke mange af os, der kan sige, at vi har givet store Ting hen for at faa den Perle i Eje. Jamen hvad saa? Ja, det er nu en Mangel. Og det er muligt, vi vil komme til en Tid igen, hvor Folk atter bringer Gud Ofre. Men der er nu ellers een Ting vi kan ofre Gud, og det er vor Selvbevidsthed. Og det er nu saadan, at hvor den kastes Overbord og Ydmygheden kommer i Stedet, der begynder man at eje noget af Perlen.