2 S. i Adv.

Det kan godt være, der er nogle Træk, som passer paa Menigheden, saadan som den har det nu. Der vil jo altid være Brug til os for en Advarsel mod at falde i Søvn i vort Kristenliv, som vi holder det, men ikke skulde kalde det, for vi skulde ikke have 2 Liv, men vort Kristenliv skulde være hele vort Liv: alt, hvad vi gjorde og sagde, skulde bære et stille Præg af, at vi hørte Gud og Evigheden til. Men det er jo langtfra, det gør det, og det kan snart være saadan, at det er som slet ingenting i vort Liv bærer Præg af det, som vi er saa tilbøjelige til at fortsætte i den Søvngængertilstand, vi er opvoxet i, eller om vi engang for Alvor blev vækket, da uforvarende at synke tilbage til den igen. Jo, der er der altid Brug for at høre Historien om de 5, der kom med, og de 5, der blev lukket ude, fordi — ja, ikke fordi de var sluppet i Søvn, for det var de alle (og se, hvor Tryghedens Søvn har bredt sig over al Kristenheden, hvor al Kirkesamfund lever uden at regne Herrens Advent for nær), nej, men fordi de ikke havde haft Omtanke og Omsigt nok, da deres Tro blev dem bevidst, var gaaet ud for hovedkuld; havde stolet for meget paa, at det, de havde i Behold, skulde nok slaa til — en meget alvorlig Paamindelse og Advarsel til Vækkelsesretningers pludselige Omvendelse og følelsesoverdrevne Klokkeslets gennembrudd. — Men fraset alt dette, der ligger af Opbyggelse for os i Lignelsen, bør den dog visst nok ses som en Lignelse med Fremtidsopfyldelse. De 10 Jomfruer er ikke Guds Menighed nu, med mindre Herrens Genkomst er ganske nær, og vi har overset Varslerne; de 10 Jomfruer det er dem udaf Menigheden der lægger Mærke til Tegnene, naar disse indtræder. Det er Menigheden eller en Del af den ind under Dommens Dag. Det er dem, der føler, at nu er det Alvor, og gør sig rede til at møde Herren i Dag. Og saa sker det dog, at det trækker ud. Og da vil der være den store Forskel, at nogle har tænkt sig den Mulighed, har truffet Forholdsregler, er indstillet paa det. Det er Advarslen mod Letsindigheden: aah, det gaar nok; det er den Lignelse, der rinder En i Hu, naar Folk begærer Sakramentet paa Dødslejet, venter med Omv. som Konstantin d. St. med Daab. Ja, nu kommer Mesteren! er det nu ikke for silde. Det er sandt, det var tidsnok for Røveren; men er det derfor tidsnok for dig. Denne Lignelse siger ikke: Kom dog nu for enhver Pris — men: kom, kom rolig, besluttet, stærk, og du lukkes med ind.