14 S. e. T.

Det hos X, der undrer andre, Underet, ej mig, det, der mig: Ikke Søjlens Kunst, men de syge styrker ham i Troen paa Fasthold. af Guds Almagt, Visdom og Godhed ved synet af de syge, ej andre. Han kommer, ser alle Staklerne, ser deres Egennytte med at komme først i alt, spørger til ham, der 38 Aar har ligget, men aldrig, naar den sjældne Rørelse indtraf, kom først. Han helbreder ham som en Selvf. — men helbreder ej de andre, der laa der. Han gaar videre, takkende Gud for hans Almagt, Visdom og Godhed. — Manden med sin Seng glemmer alt for at komme hjem. Præsterne ser ham, lover ej Gud, men skælder ud over Sabbatsbrud — jeg ejheller lide Høstarbejde om Søndagen — skøn Skik at hvile — dog i vanskelige Tider og jeg tror ej Guds Harme over det syndelige. Altsaa Farisæernes Vrede. X's senere Sammenstød med dem — fordi de ransager Skrifterne, hvori Livet findes, uden at finde Liv. Om vi nu kunde lære af X's Tillid til Gud, hans Tro paa Guds Almagt, Visdom, Godhed. Denne Tro gør virksom, som X var det. Man vil selv dele ud af den, selv leve noget af Gud for andre, ogsaa sige til de syge: Stat op og gaa d. v. s. hjælpe dem saa godt som vi kan — og jo mere mildt troende vi bliver, jo bedre kan vi hjælpe. X det store Forbilled — vi skal ikke saa meget tro paa ham, som elske ham; thi vi forvandles til det, vi elsker, og fra det, vi afskyr — bort fra de andre syges Selvdrift og Egenkærlighed og Modløshed og Farisæernes Overtro og Ubevægelighed og Skørhed og Had til anderledes menende — til at tage Kampen op mod dette i os og til at ækles ved vor egen Umandighed, saa vi ækles ud af den — — saa vil han ogsaa komme til os, naar vi ligger ved Dødslejets Betesda, og sejrrig som i gamle Dage lyder hans Røst frydefuldt: Stat op fra din Kiste og kom.