II S. e. P.

Den gode Hyrde 1) han leder Faarene og 2) han værner dem

leder dem bort fra de Egne, hvor alt er Tomhed og Had og Fortrædelighed og hen til de Egne, hvor der er Næring og Lunhed og gode Kaar — saadan leder da X sin Hjord, leder den bort fra den Ørkesløshed og Daarligdom, der blev de andre til Del, og leder den til Sjælefødens rige Græsgange, til sin Tro, sin Trøst, sin Mening i Tilværelsen, sit Nadverord, sit Ord, Bønnen, Velsignelsen, Renheden og Godheden. Men han værner den ogsaa, værner den mod Fristelsen og Faldet og den endelige Undergang, værner den, som aldrig Lejesvenden, kun Hyrden gør det, fordi det er hans Ejendom

Lever da vi Kristne i Herlighed og Tryghed. Baade Ja og Nej. Vi har jo den bedste Hyrde, men selv den Bedste Hyrde kan ikke i denne Verden klare alle Besværligheder med en vanskelig Hjord! Og vi tilstaar det ærligt, vi forvilder os ofte, kommer tit til Skade, men vi ved dog alle forvisst, at saa længe vi blot vil bære hans Navn, høre til hans Hjord, da vil han finde os atter og atter, hjælpe os igen og igen, og ad denne Verdens smalle Klippestier og tornede Veje vil han føre os til Himlens sikre Fold, dêr, hvor vi for evigt skal leve i Herlighed og Tryghed.