SEPTUAGESIMA

Jeg synes, det er saa længe siden, at jeg har holdt en mandig og kraftig Prædiken, at jeg bør gøre det i Dag. Der kan tales saa længe og hældøret om Guds Faderkærlighed, at Evangeliets voldsomme Toner fortones. Lad mig da i Dag oprette, hvad jeg i den Henseende kan have forsømt. Og lad det vrede Ord om den unyttige Tjener da ramme vort Øre i Dag, jert og mit, om det ogsaa maatte kunne naa vort Hjerte, jert og mit.

Og det skal I da vide, alle I i dette Sogn, som jeg er sat til at forkynde Ordet for, at der er ikke en eneste af jer, uden at der er ham eller hende et Pund betroet. Og lige saa skal I vide, at der ikke er een eneste iblandt jer, uden at der for ham eller hende vil komme en Regnskabens Time for dette Pund — tror I det ikke? Rejs jer op og sig det, rejs jer og ræk Hænderne i Vejret, I, der tør det: og sig det: jeg skal ikke dø.

Kast saa — endnu i Dag lever I jo, men om I rammes af Hjerteslaget, af Blodproppen, af Lammelsen i Nat, det ved I ikke — kast saa i Dag, siger jeg, mens I endnu har Timen, et Blik, et Skøn hen over Regnskabet, hen over Forvaltningen af det Pund, du fik! Hvad er det for noget, at du, der selv er døbt og konfirmeret og har ladet dine egne Børn døbe, at du undskylder dig med, at Religionen ikke ligger for dig og derfor lader være med at lære dem en Aftenbøn? Er det saadan, du forvalter dit Pund? Hvad er det for noget, at du daglig beder dit Fadervor, beder: Forlad os vor Skyld, som ogsaa — og saa gaar du dog med gammelt Nag i dit Hjerte og kan ikke glemme og ikke tilgive din Nabo den Krænkelse, den Tilsidesættelse fra i Fjor. Er det saadan, at du forvalter dit Pund? Og du vil i Himlen.

Hvad er det for noget, at du lever midt i et gammelt kristent Land, hvor Klokkerne kalder Søndag efter Søndag til Sang og Prædiken og det at samle sit Sind i Alvoren og Højtiden, men du sidder hjemme — med dumme Undskyldninger — du har saa langt til Kirke, ikke sandt, og det er daarligt Føre, og du faar smænd heller ikke noget ud af at komme her? Min Ven, du har ogsaa langt til Himmerige, men Vejen til Helvede er brolagt. Og hvorfor faar du ikke noget ud af at komme i Kirke — du skulde skamme dig, at du har forplumret dit Sind saadan, at du faar alt for lidt ud af din Kirkegang. Og du skulde tage fat paa at øve dig fra nu af paa at blive indstillet. Du skulde ikke gaa her iblandt os og være med til at gøre Sognet kedeligt og Menigheden sendrægtig. Og du skal vide og høre det i Dag, at det er blevet til alt for megen Søvndysselse med denne Gudfaderreligion, men at der er ogsaa Ord af Jesu egen Mund, der taler om en Strenghedens Herre, der høster, hvor han ikke — — og samler, osv.

Og du, som lever midt i et gammelt kristent Samfund, hvor Frelsen tilbydes dig daglig, vil du gaa i din Grav og oprejses paa den yderste Dag og møde din Dommer uden at have taget mod dette Tilbud? Og du, der hører til et af Verdens mest oplyste Folk, kan du ikke se, hvor det er aandsfortærende og dumt, at I ikke, naar vi kommer sammen, ved noget bedre end disse evindelige Kort?

Unyttige Tjener — er det den Betegnelse, du længes efter at høre af hans Mund, den Herre, du er døbt til — kast ham ud, siger han endog.

Eller vilde du ikke hellere barnlig æske Naadelønnen:

Vel, du gode og tro Tjener.