- Kilde:
- KMF-nr. 14.17.11 (Datering ifølge Munk)
- KMF Prædiken ID:
- P050125-01
- Kirkeårsdag:
- H3K aften
- Prædikedato:
- 5. januar 1925
- Prædiketekst:
- Matthæus 2,1-12
Næn nu ikke at forstyrre min barnlige Festglæde over denne dejlige Historie ved at spørge mig, hvordan en Stjerne kan vandre. Lad mig faa Lov at tage lige saa enfoldigt paa dette Udtryk som Mt har taget paa det, da han skrev det ned — som jeg tog paa det, dengang jeg var en lille bitte Dreng og gik med min nu døde Mor ved Haanden gennem Maribo Gader og hvergang vi kom til en Tværgade, saa Maanen sejle med os i en rivende Fart — den gik ved Siden af os, men kunde for den Sags Skyld lige saa godt have gaaet foran os. Lad mig føle det betagende i at høre om disse Mænd, for hvem Stjernerne var mere end Tal og Beregninger, men ogsaa Budskab om Aand.
Det var Folk fra Landet, disse Vismænd, Folk fra Stilheden og Ensomheden og Højheden. I de lange tause Nætter sad de hver for sig i deres Taarn og gav Agt paa Himlens Undere; det var Stilheden og Ensomheden og Højheden.
Stilheden — Larmen i Døgnet med dets Uro og Fart — aah, de fortravlede Nerver — saa tager Folk til Søndervig, til et Badested (!) — jeg tog i Dyrehaven — at gaa der en silende Regnvejrsdag — men ikke blot den ydre Stilhed — ogsaa i sit sind — at holde op med at spørge — at være stille for Herren — og Ensomheden, ja, den er jo ogsaa i Stilheden — Faren ved Ensomheden — ved at vænne sig til Menneskeskyhed og dog — Fordelen — Skuffelsen tit ved Menn — naar den er for stor — Naturen er god og miskundelig ....
men Højheden, naar Ryggen er bøjet og Øjet sløvet af Slid, da er det Menn.'s Ret at kunne se op, at føle sig hjemme i Højheden paa det jævne, ja, vel, og bo lavere hos os ... ja, men det kan just blive Højtid at gøre sin Gerning paa det jævne