Juleaften 1924.

Kære Gud Fader i Himlen! den Ære blev Jorden til Del, at Ordet tog Kød, at du selv steg ned fra din Almagt og tog et Menneskes Skikkelse paa. Vi takker dig for det; og vi takker dig for, at vi endnu engang har faaet Lov at opleve Mindedagen for dette. Lad det lykkes os at blive Børn med vore egne Børn — dine Børn, saa vi uden Kritik og Selvklogskab og Verdensvisdom kan give os hen i Julen, kan mærke, at ogsaa i vort Hjertes Staldrum svøber en Jomfru, ren og skær, en værgeløs Himmelkonge i vore Tankers Pjalter og lægger ham ned i vor Viljes Krybbe, ja, saadan at Kærligheden til dig og til vore Medmennesker, i sig selv det værgeløseste og svageste af alt, maa takket være Evangeliet i os blive det stærkeste, det overordnede, saa vi faar en Lykkelig Jul, fordi vi føler, at nu lever vi dog et Par Timer til dit Behag — om du vilde løfte dit Aasyn paa os og give os Julefred.

Derefter oplæses med stor Omhu og Vælighed Luc 2,1 (og især v. 2) -13 og strax var der med Englen en himmelsk Hærkares Mangfoldighed, der lovede Gud og sagde: (I dette Øjeblik falder Orglet ind med dejlig er Jorden.) Saa fortælles Selma Lagerlöfs Legende om Daddelpalmen, plantet af Dronningen af Saba at staa og bære Frugt altid ja, saalænge, til det havde set en Konge større end Salomon.

Og der sluttes med denne Bøn. Kære Jesusbarn, kom til os i denne Jul og klap os med dine bløde smaa Hænder, saa vi bøjer vort Hjerte mod dig, og du kan høste Frugt af os. Amen.