4. S. e Trin. 1. Tekstr.

Fanden læser i Bibelen; det ved I jo nok. Og dette Ord om ikke at dømme, det er et Ord, Fanden mange Gange har stødt paa og glædet sig over og anvendt efter sit Forgodtbefindende. Naar alvorligt troende Mennesker vil række en Haand ud til verdslige (mer eller mindre taktfuldt kan det jo ske), saa forskanser disse sig strax bag et: Dømmer ikke. Det er en Udlægning af Ordet ganske i Stil med som Djævelen læser Bibelen. Dette Ord af Vorherres Mund Dømmer ikke, det betyder paa ingen Maade: Du skal lade mig være i Fred, jeg vil ikke forstyrres; hvis jeg er en skinhellig eller en lunken Kristen, saa har du at lade mig være det; det kommer ikke dig ved; det har Kristus forbudt dig at dømme om”. For det har X slet ikke forbudt. Selvf. vil det altid være en for Menn. umulig Ting at afgøre om andre, hvad de gemmer dybest inde, og det er kun Gud selv og ingen af os, end ikke Paven givet, at vide hvem der gaar til Helved og hvem til Himmels. Men Ordet her taler slet ikke om Dom i de Sager, siger hverken, at vi skal dømme op eller ned. Derimod raader Paulus til: døm Aanderne, og selvf. vil X ogsaa være indforstaaet med baade, at vi er villige til at række hinanden en hjælpende retledende og vejledende Haand og ogsaa, at vi har Kendskab til hinanden. Naar Ordet her derfor hedder: Dømmer ikke, saa er der Tale om Forholdet over for hinanden, ikke om Forh. ml. Menn. og Gud. Ja, vi kan grænse det af til at sige, at der er Tale om Forholdet ml. min Næste og mig, om hvordan jeg kan tilgive Fornærmelse, kan staa bi mod Raad og Daad, kan være over for min Ægtefælle, mit Tyende, mine Foresatte, mine Børn. Har jeg der Sindet, der glemmer Misgerninger og gemmer paa Velgerninger, der bærer over og der er bestemt, da er jeg inde i X’s Sind