EN LIDEN STUND

Ordet er talt til Disciplene som Forberedelse til, at der skulde ske noget forfærdeligt: Jesus skulde tages fra dem. Han siger det nu saa lempeligt, han kan det, og dog uden Omsvøb og Tilhyllelser; han finder ikke paa nogen af de sædvanlige Trøstegrunde, som vi gaar og disker op for hinanden, med hvilke vi søger at tage Brodden af Smerten: Ja, det er slemt nok, at det skulde gaa dig saadan, at det og det skulde ske, men saa maa du da huske paa det og det; og det kunde jo da endelig have været værre. Det er godt nok og menneskeligt smukt nok, i hvert Fald tilgiveligt, at vi saadan vil hjælpe hinanden lidt til Rette og finde Lyspunkterne og tilsløre det pinlige og pinende; men det er dog ogsaa en Smule fejgt. Jesus gik ikke den Vej; han gik aldrig den Vej; han ønskede, at Smerten skulde staa ved sit Værd, Smertens Bæger skulde mandigt tømmes og tømmes til Bunds. Saadan ogsaa i Dag til Disciplene: det, at jeg tages fra jer, det vil gøre ondt, fortærende ondt; det skal komme til at jage jer, stinge jer gennem Sjæl og Sind; det skal blive jer saa stor en Ve, at der ikke findes bedre Billede for det end Veerne, den fødende Kvinde maa lide. Saa strengt skal det være for jer.

Hvordan kunde nu Jesus saa ubetinget give sig, og ikke blot sig, men ogsaa sine over til Smerten? Det kunde han saa trygt gøre, fordi han var garanteret mod den Afgrund, vi kan falde i, om vi uden ham vil gøre det. Og Garantien er Gudstro. Det var i Fadernavnet og i Faderfavnen, han altid endte, hvor kringlet end Stierne gik, der førte ham dertil. Naar de nu “en liden Stund” ikke skulde se ham, saa var det vel til at stønne under, men ikke til at fortvivle over; for han var jo da blot hos Faderen, selv om Vejen did gik gennem Død og Grav. Netop fordi vi ender i Fadernavnet og i Faderfavnen, er Fortvivlelsen dræbt. Bedrøvelsen er der, men Bedrøvelsen skal blive til Glæde. Og saa overvældende skal Glæden blive, at der ikke findes bedre Billede for den end den unge Moders skælvende Lykke, naar hun første Gang lægger Barnet til sit Bryst. Og denne Lykke er varig, Smerten er Skyggen af det, der gaar under, men Glæden Glansen af det, der bestaar.

Er der nogen her i Kirken, der har prøvet at vride sine Hænder over et forspildt Liv eller forspildte Muligheder for at gøre det gode? Eller er der nogen, der har prøvet at tage sig til Panden, fordi Bekymringer og Spekulationer var ved at sprænge den? Eller er der nogen, der har stønnet under, at en, der var dem meget kær, gik Særveje — maaske et af dine Børn bar sig ad, som du selv, da du var ung, det, du nu har glemt? Se, alt det “er haard ved dig”. Og det skal ogsaa være det. Ellers er det ikke Smerte. Og Smerte skal der til. Ellers var det ikke Livet; men det er Livet —.

Men det er overgivet til dig selv, om al den Smerte skal være gold — om dit Barn skal være dødfødt. Vil du tumle med det altsammen selv, kommer du ikke af Stedet, d. v. s. er du i Tilbagegang og gaar mod Opløsning. Men tager du din Smerte i dine foldede Hænder og siger til Gud: “Sandelig, ikke vil jeg formaste mig til Knurr eller Klynk, fordi jeg prøves og er i Smeltediglen; det gør rasende ondt, og det, der gør mest ondt, er, at jeg ikke kan se Meningen med det; men naturligvis skal det ogsaa gøre ondt, for ellers var det jo ikke Prøvelse, og Prøvelse er jeg glad for, vil jeg være glad for”. Ja, siger du saadan, da gør du din Smerte ikke gold, men hellig, og da maa du kalde mig en Løgnepræst paa Dommens Dag, om du ikke skal erfare, at din Bedrøvelse vendes til Glæde, en Glæde, ingen kan tage fra dig, ikke engang du selv.