Nej!

Da rejser jeg mig hæftig op
og knytter mine Hænder,
skønt Byrden bøjer tungt min Krop,
og Taarer Øjet blænder.
Det bør sig ikke for en Mand
at klynke under Skæbnens Tand,
det bør sig tavs at holde Stand
mod alle bitre Fjender.

Og aldrig bli'r det mit Program
uværdig Trøst at nemme
ved tankesky og viljelam
at prøve paa at glemme.
At Tankens arge Troldebørn
mig slaar med Mindets hvasse Tjørn
og saarer mig i Tørn paa Tørn
skal Haardførheden fremme.

Da kan om end med Saar og Brudd
til sidst jeg mig vel klæde
i Smertens stolte Sejersskrud
og frem ved Festen træde
for Lidelsens og Kampens Gud
og hilses med hans Kongebud:
„I stort, i smaat holdt tro du ud.
Gak til din Herres Glæde!“