Lidt Oprejsning

Naar den gamle Gud i Himlen
ser to unge Læber mødes,
skal han endnu kunne undres
ved sin egen Aands Geni.
Ellers har han det til daglig,
siger man, med meget Mismod,
saa han stundom sidder Timer
hen i haabløst Grubleri.

For det er jo nemlig saadan,
at med tusind Tvivlsbaciller
er i Tidens Løb hans kloge
Hjerne blevet slemt befængt;
thi naar han sit Værk betragter,
forekommer det ham ofte,
at det blev saa grumme lidet
til, hvad han sig havde tænkt.

Men naar tvende unge Læber
mødes skønt i Elskovskysset,
retter han sig op og smiler
lykkelig, den gamle Drot,
og hans Stemme skælver næsten
ved igen at sige Ordet
fra den første, friske Morgen:
„Jam – det er jo saare godt.“