- Skriveår:
- 1936
- Udgivelsesår:
- 1949
- Kilde:
- Munk, Kaj. 1949. "Nu lukker dagen –", i: Mindeudgave Digte, side: 130, København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Nu lukker dagen –
Nu lukker Dagen langsomt
de trætte Øjenlaage.
Den tætner sig til Mørke,
Novemberdagens Taage.
Hvad er der ved den Taage,
min Sjæl saa godt kan lide?
Aah jo, den hvisker til mig:
„Du skulde bare vide.“
Der er en anden Verden
end den for dine Blikke.
Se blot, alt det, du kender,
det kender du jo ikke.
Det er den gamle Verden
og dog en ganske anden.
Grib Underet med Hjertet!
du faar det ej i Panden,
det Hjerte, evig Travlhed
og evig Uro stinger,
det stilner nu ved Kærtegn
af store tyste Vinger.
Og Himlens Klokker lydløst
etsteds i Rummet ringer.
Alverden kærtegnstrejfes
af tyste bløde Vinger.
Det løndomsfulde drager.
Hvor gør det godt at finde
din vaade Mund i Aften,
min svale Elskerinde.
Aah, dette hvide Mørke,
det tyste, dulmeblide,
som hvisker til mit Hjerte:
„Du skulde bare vide.“