Ringkjøbing.

Hvor Fjorden langsomt gik i Land
paa brede Heders Ørkensand,
der blev du lagt
og holdt din Vagt
i Krig og Brand og Armods Kaar
fem Hundred Aar, fem Hundred Aar.
Og blev du aldrig „ret ve' Majt“,
du ler dog til os jydesejgt:
„Hvad Fremtiden saa giver,
jeg bliver her, jeg bliver!“

Hvor gør du Hjertet trygt og glad,
du store Fjords beskedne Stad.
Den salte Vind,
der stryger ind,
er selve Havets Aandefang
og blander vilde Svaners Sang
med stille Gaders Træskoklamp
og Sol i Kamp med Gus og Damp.
Her gør os godt at være
det fjerne og det nære.

Hist toner hen den lange Klit
med alvorssort og solskinshvidt
og gennembrudt
med Held til Slut,
saa Fjordens Havn fik Havn ved Hav.
Og nye brede Bølgers Trav
skal bære os ny Fremtid ind
til vaagne, virkelystne Sind,
imens mod Mulm som Værge
der lyser Bavn paa Bjerge.