Som Nattens Mulm

Som Nattens Mulm, hvor Stumhed raader,
mens Glemsel med udslaget Haar
blandt uigennemtrængte Gaader
ugennemtrængelige staar,
hvor Visdomsskrift paa dunkle Buer
staar stivnet i et helligt Gys,
men hvor med Himmelglans og luer
en Julestjernes Straalelys,

som Havsensdybderne, der slumrer
i majestætisk Storhedsblund,
hvor aldrig noget urent plumrer
den verdensfjerne, rene Bund,
hvor Urdybs Trolddomsvælde skælver,
mens himmelblaat vidunderligt
sig Overfladens Himmel hvælver,
og Perler straaler Sollysdigt,

som Verdensrummets Tankevidder,
det aldrig gennemaned' Rum,
hvor Evighedens Visdom sidder
stor, uudgrundelig og stum,
hvor Nattens Afgrundssvælg ses blaane,
men hvor dog Døden vige maa
for Livets rene, fulde Maane –
er dine Øjnes dybe Blaa.