Valsevise

Hej, Januar, Februar, Marts og April,
Maj, Juni og Juli, August – uden Hvil!
September, Oktober, November,
December – et eneste Il.
Ja, Aaret det danser igennem vor Vang
til Blæstens Musik og til Bølgernes Sang,
og Karlene springer om Pigernes Hals
og følger den lystige Vals.

Se, dér kommer Vinteren stumlende frem
med Fynd og med Klem og med Fynd og med Klem.
Det fyger, det fyger, det fyger
om alle de straatakte Hjem.
Derinde gaar Plejlen paa Loen til Dans,
og Jul springer ud under Froststjerners Glans,
og Karlene flyver om Pigernes Hals
til Helligtrekongernes Vals.

Men Vaaren! nu sprænger den Vinterens Skagl
og „skinner“ omkap med en Byge af Hagl.
Det klirrer, det svirrer, det dirrer
af Fløjt og af Trill og af Kagl.
Og Bølgerne vaagner og springer i Takt
for denne Alverden besættende Magt.
Den Dyd, der – hvor dyrt end – var aldrig tilfals,
gi'r Køb for et Kild paa sin Hals.

Fra Gløden af Morgens og Aftens Tagfat,
fra Morild paa Hav, fra Set. Hans Orm i Krat
det lyser, det lyser, det lyser
Skærsommerens korteste Nat.
Til Skovballet bærer hun Midsommerkrans
og er ikke mere sin egen, men hans.
Fra Taaspids til Aarerne paa hendes Hals
det Ungpigeblod gaar i Vals.

Saa snapper vi Leen, og saa faar den Stryg,
den griber om Komet i fejende Fyg,
det nejer og svajer og drejer
sig ind i dens Favnetag myg.
Men hør nu det Brus gennem Skovenes Top!
se Blade og Støv hvirvles ned, hvirvles op!
Det raller og koger i Stormenes Hals
for Aaret i Dødningevals.

Naar Dansen fik Ende og Tonerne tav,
og stille vi ligger, hvor Seng de os gav,
min Else, min Else, min Else,
kom da paa Besøg i min Grav.
Vi favner hinanden til Liv og til Sans
og flyr til, hvor Stjerner gaar evig i Dans.
Der faar jeg med Kys paa din Mund, paa din Hals
vor sidste, vor dejligste Vals.