Hvorlænge –

Stingende til Hjerte gaar mig,
mine Fjenders Sejersraab.
Hver en Tidende, som naar mig,
røver mig igen et Haab.
Kneblet og med bundne Hænder
ser jeg nye Sværme Fjender
sig om mig og mine trænge.
Herre, sig, hvorlænge -?

Kald for Søvnløshed mit Leje,
kald for Mad og Drik min Graad.
Spærret alle mine Veje!
Ingen Mulighed for Daad!
Fordums Ven sin Frihed køber
æreløs som Overløber.
Selv mit Rygtes Lygte brænder
nu i Bødlens Hænder.

Nej, hvorfor saa modløs klage?
Hjælpen er jo alt paa Vej.
Thi jeg har jo et tilbage,
og det ene – det er dig.
Herre, du er den, der hører
Bønnen, som imod dit Øre
kæmper sig fra Dødens Dale
op til Livets Sale.

Brændende jeg dig vil dyrke,
om jeg før var sløv og mat.
Kom da til mig, vær min Styrke
i min Magtesløsheds Nat.
Giv du mig Udholdenheden,
der i Striden tror paa Freden,
og som midt i Nederlaget
alt ser Sejren daget.

Kun hvad der til dig er viet,
er jo værd at bygge paa.
Mindst af alt har Tyranniet
indre Kraft til at bestaa.
Tro mig, Ven, det ved det selver!
se, med Vold paa Vold det kælver,
røbende den Angst, der hamrer
i dets Hjertekamre.

Dufter det med-et af Myrter,
ser du Glimt af Brudelin?
Kæmpen paa sin Lerfod styrter,
hæslig selv i sin Ruin.
Og til Fest fra Kirketaarne
ringer det for to højbaarne:
Bryllup skal i glade Lejre
Fred og Frihed fejre.

Skrevet til den Bog om Besættelsestiden, som Redaktør Chr. Refslund udarbejdede, mens de fem onde Aar stod paa.